Fakta om genoptræningsplanen

DEBAT: Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen tager i dette debatindlæg klart afstand fra den kritik af genoptræningsplanerne, som formanden for landets fysioterapeuter luftede på Altinget. Alle patienter vil med reformen få en plan.

Af Lars Løkke Rasmussen,
indenrigs- og sundhedsminister  (V)

 

Johnny Kuhr, formanden for Danske Fysioterapeuter, havde den 1. juni et indlæg på Altinget | Sundhed om genoptræningsplaner, hvor det fremgår, at jeg ikke bør læse videre, da jeg kun vil se mine egne tomme løfter.

 

Jeg er nu glad for, at jeg valgte at læse hele Johnny Kuhrs indlæg.

 

For det lader til, at formanden for fysioterapeuterne ikke har forstået en pind af, hvad kommunalreformen på genoptræningsområdet går ud på.

 

Det vil jeg gerne hjælpe ham med i det følgende.

 

Det er fuldstændig rigtigt, at amterne allerede i dag skal udarbejde en genoptrænings-plan til de patienter, som har behov herfor.

 

Det er også rigtigt, at en undersøgelse fra Bispebjerg Hospital viser, at 11 pct. af patienterne, der var indlagt med hoftebrud i sidste halvdel af 2004, modtog en genoptræningsplan, og det tilsvarende tal for patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) var 1 pct.

 

Undersøgelsen understreger netop, at regeringen gjorde ret i at styrke hele genoptræningsområdet, som en del af kommunalreformen.

 

Kommunalreformen betyder mere end, at det nu er regionerne, der får ansvaret for at udskrive en genoptræningsplan til patienterne, som Johnny Kuhr så frejdigt skriver.

 

Kommunalreformen indebærer en fundamental reform af genoptræningsområdet, idet der etableres et nyt og klart kommunalt ansvar for genoptræning af patienter, der efter udskrivning fra sygehus har behov for genoptræning.

 

Den kommunale genoptræning skal ydes på grundlag af genoptræningsplaner, som sygehusene er forpligtede til at udarbejde.

 

Jeg er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på udarbejdelse af en bekendtgørelse med tilhørende vejledning om genoptræningsplaner. Her vil det bl.a. fremgå:

 

  • At genoptræningsplanen skal være skriftlig, og den skal udarbejdes i samarbejde med patienten.

     

  • At genoptræningsplanen senest skal udleveres til patienten på udskrivningstidspunktet, og den skal samtidig efter aftale med patienten sendes til patientens kommune samt patientens praktiserende læge.

     

  • At genoptræningsplanen desuden skal angive det seneste tidspunkt for kommunens første kontakt til patienten med henblik på tilrettelæggelse af genoptræningsforløbet.

     

  • At den enkelte genoptræningsplan skal indeholde oplysninger om, hvordan kontaktpersoner i regionen samt kommunen kan kontaktes.

     

    Genoptræningsområdet er også omfattet af sundhedslovens nye regler om obligatoriske sundhedsaftaler om sammenhængende behandlingsforløb, som skal indgås mellem den enkelte region og kommunerne i regionen.

     

    Regionen og regionens kommuner skal på genoptræningsområdet indgå aftaler om serviceniveau, faglige indikationer og visitationskriterier.

     

    Det er derfor min klare forventning, at reformen samlet set vil understøtte, at alle patienter får den genoptræning, som de har behov for. Der er derfor ikke nogen substans i Johnny Kuhrs kritik.

     

    Fysioterapeuter: Se genoptræningsplan-løgnen
  • Forrige artikel Fysioterapeuter: Se genoptræningsplan-løgnen Næste artikel Lys over land – nu lægger vi kvaliteten åbent frem
    Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

    Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

    En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.