Er det bedste det godes værste fjende?
DEBAT: Vil vi for meget på samme tid, når der skal udvikles it- og digitale løsninger? Adm. direktør på Odense Universitetshospital, Jane Kraglund, giver sit bud i dagens debatindlæg.
Administrerende direktør, OUH Odense Universitetshospital - Svendborg Sygehus
It, velfærdsteknologi og telemedicin er alt sammen løsninger, der hænger tæt sammen med udvikling og effektiviseringer i sundhedsvæsenet.
Og det er vel baggrunden for det nationale sundheds-it-fokus. Regionernes Sundheds-it (RSI) har opstillet 24 pejlemærker inden for følgende indsatsområder:
1: Den kliniske it-arbejdsplads
2: Optimering af sygehusdrift
3: Sammenhæng og samarbejde
4: Patient empowerment
Det er alt sammen gode tiltag, og de vil langt hen ad vejen nok også understøtte kvalitet, udvikling og effektiviseringer.
Resultater udebliver ved ambitiøse projekter
Men er det bedste - i form af nationale generelle løsninger - det godes værste fjende? Vil vi for meget på samme tid? Og er der tilstrækkelig plads til at designe løsninger, der specifikt løser en effektivisering eller kvalitetsudfordring på det enkelte sygehus/afdeling. Får vi skabt tilstrækkelig plads til nyudvikling af nye it-baserede og digitale løsninger. Og hvordan sikrer vi, at vores arbejdsgange reelt bliver digitale?
Vi har historisk haft mange ambitioner om fælles, nationale og visionære løsninger. Et eksempel er G-EPJ? Grundstruktur for Elektronisk Patientjournal, en national, dansk standard, der blev lanceret i 2001af Sundhedsstyrelsen. Der blev tænkt stort med G-EPJ, men projektet var for ambitiøst, resultaterne udeblev, og ideen om et fælles system blev opgivet omkring 2008.
Andre projekter, som også er visionære og fagligt ambitiøse, har haft store forsinkelser undervejs. Et eksempel er det fælles medicinkort.
Vanskelige it-projekter
Læren af dette er - i mit perspektiv - at det er vanskeligt at udvikle og søsætte it-projekter som nationale løsninger. Det er vanskeligt, fordi projekterne qua deres størrelse er teknisk vanskelige. Men det er også vanskeligt, fordi der bag ethvert it-projekt er en organisatorisk dimension, som har mindst lige så stor kompleksitet.
Udfordringerne ved de nationale og generelle it-projekter betyder, at vi løbende bør overveje, om it-udviklingen skal styres af mål for performance/efterspørgsel fra de sundhedsprofessionelle, eller ved at it-udviklingen håndteres i form af nationale og generelle projekter.
I realiteten skal vi nok have begge dele. Men det bedste - i form af nationale løsninger - bør ikke stå i vejen for regionale og pragmatiske løsninger, hvis det ikke er nødvendigt. I mange tilfælde er det mere enkelt, at regionerne indkøber standardsystemer, og at der sker en sygehusbaseret udvikling af it-løsninger.
Selvfølgelig med en skelen til, om det er muligt at opnå stordriftsfordele og til behovet for fremtidig udvikling af it-løsningerne i en (sygehus)verden under hastig forandring.
Desuden skal vi naturligvis sikre os, at de regionale systemer kan "snakke sammen". De skal have standardiserede snitflader til fælles portalløsninger, så de kan aflevere og hente oplysninger.
Der er også brug for en klar satsning på en lokalt forankret it-udvikling. Det er netop via den daglige praksis og fokus på eksisterende arbejdsgange, at der skabes en målrettet efterspørgsel efter nye og digitale måder at løse opgaverne på, og det er via afsættet i den konkrete praksis, at der skabes nye ideer til telemedicin og velfærdsteknologi.
