Eksdirektør i Sundhedsstyrelsen: Viljen til at bruge magt står slet ikke mål med sygdommens alvorlighed

Af Else Smith
Forhenværende direktør i Sundhedsstyrelsen

Danmark har i over 100 år haft en epidemilov, og i marts blev i alt hast vedtaget en ny med en solnedgangsklausul, hvorfor der nu skal vedtages en langtidsholdbar epidemilov.
 
Regeringens først bud på en ny gav stadig sundheds- og ældreministeren vidtgående magtbeføjelser til at træffe beslutninger uden at skulle inddrage Folketinget eller sikre demokratisk legitimitet - og uden sikring af sundhedsfaglig vurdering. Det dur ikke.

De sygdomme, loven dækker, var fortsat opdelt i to lister defineret af Sundhedsstyrelsen:

Liste A sygdomme, der er defineret som ”alment farlige”, er infektioner med en stor smitterisiko, et sædvanligvis alvorligt forløb og ofte en høj dødelighed og omfatter sygdomme som sars og pest.

Liste B er andre smitsomme sygdomme såsom kolera, tyfus og influenza.

Behov for transparens
Med det nye forslag ønskedes yderligere en kategori: samfundskritisk sygdom.

Den siddende sundheds- og ældreminister skulle uden et flertal i Folketinget, og uden en indstilling fra en sundhedsmyndighed, på eget initiativ kunne placere en ny sygdom som samfundskritisk sygdom og dermed udløse en række vidtgående beføjelser til sig selv, herunder tvangsbeføjelser og nedlukninger.

Samfundskritisk sygdom skulle i henhold til forslaget forstås som en infektion, hvis udbredelse ville medføre eller risikere at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner. Forslaget fastholdt endvidere, at der heller ikke fremover skulle gives erstatning til de personer, der rammes af restriktioner.

Hvilken risiko, man tåler som samfund, er vel i sin kerne en politisk sag, men beslutninger om indgriben i befolkningens personlige frihed bør tages demokratisk og gennemsigtigt.

Der er behov for transparens, hvis man tyr til brug af tvang.

Tillid er en grundpræmis
En epidemilov kan godt indeholde visse muligheder for at indskrænke den personlige frihed, hvis samfundet trues på livet af en alvorlig smitsom sygdom, men under covid-19 har vi fra regeringen set en stor villighed til brug af magt, som slet ikke står i forhold til den aktuelle sygdomsbelastning eller covid-19-infektionens alvorlighed.

Det er fundamentalt afgørende, at man som læge ikke kan blive tvunget til brug af magt overfor en borger, og slet ikke hvis det er et pålæg, der kun kommer fra en minister uden parlamentarisk flertal. Sundhedsvæsenet lever af at have befolkningens tillid. Det er en grundpræmis.

Forslaget gav også mulighed for tvang, så eksempelvis beboere på et botilbud kunne få forbud om besøg i deres egen bolig, selvom deres helbred ikke var i fare.

I det nye forslag reduceredes Sundhedsstyrelsens magt generelt, så Sundhedsstyrelsen blot ville have ansvaret for at rådgive og vejlede myndigheder, institutioner og offentligheden generelt om sundhedsmæssige forhold i forbindelse med håndtering af smitsomme sygdomme.

Forslag gik meget for langt
Måske kan fagligheden suppleres ved, at loven sikrer, at næste gang vi står med en ny epidemi, så skal der etableres et tværfagligt ekspertpanel til rådgivning af beslutningstagere og meget gerne med eksperter fra andet end statslige myndigheder og institutioner.

Styrelsen for Patientsikkerhed gøres ansvarlig for smitteopsporing og får en række beføjelser til brug af tvang, herunder at kunne tvangsundersøge, tvangsindlægge, tvangsisolere og tvangsbehandle en person, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Ja, der kan endda bruges fysisk fastholdelse, hvis en borger vægrer sig.

Forslaget gav også mulighed for at tvangsvaccinere udvalgte grupper og borgere forebyggende, og det er at gå endog meget for langt. I Danmark har vi god tradition for, at vaccinationer foregår frivilligt, og det bør vaccination mod covid-19 naturligvis også.

Kriser kalder på beslutninger, men ikke så hastigt, at der ikke efterlades tid til at samle viden og tænke sig om sammen med indsigtsfulde folk.

Lad os få en fremtidssikret epidemilov, der med afsæt i et klart sundhedsfagligt mandat lader politikerne beslutte, hvad der skal ske under en epidemi – gennemsigtigt og inden for lovens klare muligheder.

debat@altinget.dk