DSAM: Kommunal kvalitetsplan må ikke fastlåse faglighederne i beton

Af Bolette Friderichsen og Niels Saxtrup
Praktiserende læger og hhv. formand og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)

Som praktiserende læger møder vi ofte stor frustration fra patienterne over den kommunale sagsbehandling, der kan være meget kasseagtig. En ny kvalitetsplan skal derfor indeholde en skitse for, hvordan vi i fællesskab bedre kan tage hånd om borgerne.

Kommunerne bør i højere grad arbejde med det enkelte menneskes lidelsesbillede og undgå at putte borgerne ned i en kasse, hvor de har svært ved at passe ind.

Vores første forslag til en kvalitetsplan er derfor at bløde op på kategorierne og tage udgangspunkt i den enkelte patients livssituation og funktionsniveau fremfor i diagnosen, eller hvor i systemet patientens behov er blevet identificeret. Det sparer medicin, akutte indlæggelser og sygemeldinger, hvis de eksisterende kommunale ydelser kunne leveres der, hvor der er behov.

Eksempler afslører kassetænkning

Der findes mange gode redskaber, der kan hjælpe borgerne, så de kan undgå unødvendig medicin, men hvornår er noget en behandling, og hvornår er det et hjælpemiddel? Det er åbenbart afgørende for, om personen kan modtage hjælp i kommunen.

Lad os tage et eksempel. En patient med en sjælden, medfødt neurologisk sygdom har søvnproblemer som led i sin lidelse, og specialafdelingen Filadelfia anbefaler kugledyne som redskab. Kommunen har en kugledyne på lager, men visitatoren afviser lægens anmodning om udlån.

Begrundelsen er, at kommunale hjælpemidler er under serviceloven, og dette er en behandling tilrådet af en sygehusafdeling. Derfor ligger det under sundhedsloven. Filadelfia har desværre ingen kugledyner til udlån.

Der findes dygtige ergoterapeuter i kommunen i rehabiliteringsforløbene. Men hvad nu, hvis et behov først er identificeret efter, at patientforløbet er afsluttet?

Lad os tage endnu et eksempel. En kognitivt velbevaret kvinde flytter på plejehjem efter en blodprop i hjernen, der har lammet hendes venstre side. Hun har før været dygtig til at brodere, men en stor del af hendes identitet er nu væk. Hun trives ikke, hun keder sig, og hun begynder at drikke.

Lægen foreslår, at plejehjemmets ergoterapeut kigger over for at finde en løsning – eventuelt en broderiramme, der kan fastgøres til bordet eller lignende. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi ergoterapeuten er ansat i rehabiliteringsafsnittet, som kvinden ikke længere er tilknyttet.

Ny liste skal skabe klarhed

Kommunen har mange dygtige fysioterapeuter, der kan individualisere. Men hvis borgeren ikke har en af de diagnoser, der udløser ret til fysioterapi, går det ikke.

Lad os her tage et sidste eksempel. En erhvervsaktiv kvinde, der har svær PTSD efter krigstraumer, får trykken for brystet og indlægges akut flere gange, uden at man finder sygdom. Det viser sig at være en særlig form for fysisk angst, og løsningen er træning i vejrtrækning med mellemgulvet. Fysioterapeuten både kan og vil hjælpe, men eftersom kvinden hverken har KOL, type 2-diabetes, kræft eller hjertesvigt, må han ikke.

Mange mennesker har komorbiditet, og de kan ikke bruge standardtilbuddet. Vi ved, at fagligheden er til stede, da vi kender mange af kommunens behandlere, men patienten passer ikke ind i kommunens kasser. Det bør ændres.

Hvordan sikrer man ensartethed i tilbud trods store forskelle i vilkår for de forskellige kommuner? Mange vigtige men specielle fagligheder kan være svære at have i samtlige 98 kommuner – eksempelvis diætist, neuropsykolog, autismepædagog og stomisygeplejeske.

Vi foreslår derfor en liste over nødvendige fagligheder, og så må det gøres muligt for kommunerne at tilkøbe ydelser hos hinanden eller dele en ansættelse.

{{toplink}}

Børn og unge med psykiske lidelser mangler sammenhæng

Vores andet forslag til en ny kvalitetsplan vedrører samarbejdet med PPR og kommunens børne- og familieafdelinger. Børne- og ungeområdet er meget vanskeligt, og børn og unges psykiske og mentale helbred er noget, vi som praktiserende læger er afskåret fra at behandle. Det foregår i kommunernes PPR, der kan få hjælp fra en børne-unge-psykiatrisk specialafdeling.

Ofte står vi med ulykkelige familier, der er hårdt pressede grundet deres barns vanskelighed, som vi ikke kan hjælpe. Kvaliteten af indsatsen er svingende, og kommunernes klientgørelse af børn og familier er anderledes end læge-patient-forholdet.

De praktiserende læger kan ikke kommunikere med PPR – hverken elektronisk eller telefonisk – og ej heller invitere til rundbordssamtaler. Vores muligheder for kontakt med børne- eller familieafdelingen består stort set kun i at sende en underretning.

Derfor har vi brug for en kvalitetsplan, hvor aktørerne samarbejder med patienten og dennes familie som centrum – og får koordineret aktørerne omkring barnet. 

Kvalitetsplanen skal tage udgangspunkt i barnets problematik uden primært at tænke diagnoser, som er udtryk for en medicinsk tilgang til et lidelsesbillede. Den skal sikre, at barnet får den udredning, der er brug for – lægeligt, psykologisk, socialt og pædagogisk afhængig af problemstillingen.

Den skal sikre, at alle aktører – eksempelvis kommune, skole, praktiserende læge og psykolog – er ajour med den proces, barnet går igennem. Og til slut skal den sikre, at det sker rettidigt, inden problemerne eskalerer.  Med det ovenstående in mente, når den ny kvalitetsplan skal udformes, er vi godt på vej.

debat@altinget.dk