Apotekerforening: Prisloft kan sætte en stopper for dansk life science

DEBAT: Vi har Europas laveste priser på lægemidler. Dét må ikke blive sat over styr ved at indføre nye regler for at lægge låg på danske medicinpriser. Prisloft og referencepriser kan ødelægge konkurrence, skriver Danmarks Apotekerforening.

Af Anne Kahns
Formand for Danmarks Apotekerforening

Alle lægemiddelvirksomheder skal fremover enten underkaste sig aftaler om prislofter eller blive underlagt et nyt system med internationale referencepriser.

På den måde vil sundhedsministeren lægge låg over de danske medicinpriser. Som det er nu, er det kun medlemmer af Lif (Lægemiddelindustriforeningen), som er omfattet af den frivillige prisloftsaftale med Sundhedsministeriet og Danske Regioner.

Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at man er bedre stillet som originalproducent ved at stå uden for Lif, så her kan sundhedsministerens forslag give god mening.

Men samme regler bør ikke nødvendigvis presses ned over alle dele af medicinmarkedet. ”One size does not fit all”, som både Lif og IGL (Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler) tidligere så rigtigt har påpeget.

Pas på med at ødelægge priskonkurrence
Med hensyn til markedet for apoteksmedicin skal man nemlig passe på ikke at ødelægge det nuværende velfungerende system med skarp generisk priskonkurrence blandt lægemidler, der er løbet af patent.

Systemet med fri priskonkurrence ved 14-dages prisauktioner giver i gennemsnit de danske apoteker de laveste priser i Europa på lægemidler udsat for generisk konkurrence, såkaldt kopimedicin, og sikrer samtidig en høj forsyningssikkerhed. Det må vi ikke sætte over styr.

Alt afhænger selvfølgelig af detaljerne for, hvordan man fastlægger et eventuelt prisloft, men uanset hvad har jeg svært ved at se et prisloft medvirke til at sænke priserne – eller bare holde dem nede.

Prisloft redder ikke dagen
Hvis man forestiller sig et prisloft, som er ens for alle leverandører af et lægemiddel, og som svarer til prisen på originallægemidlets, så vil prisloftet reelt ikke være bindende for generikaproducenter og parallelimportører, da de i forvejen er billigere end originallægemidlet.

Omvendt, hvis prisloftet fastsættes individuelt for hver virksomhed, kan det tilskynde generikaproducenter til at komme hurtigt ind på markedet til en høj pris svarende til originalens pris. Derved sørger man for at få fastlåst sit loft lige så højt som originalens, så man bevarer mest mulig frihed i den efterfølgende priskonkurrence, og loftet vil reelt ikke have nogen effekt.

Men hvis prisloftet lægges for tæt på de konkurrerende lave generikapriser, risikerer man, at det vil afholde generikaproducenterne fra at sænke prisen så meget, som vi ser det i dag, fordi de fremover ikke vil kunne hæve prisen igen. Eller nogle vil forlade markedet, så det kan føre til forsyningsproblemer, som det ses i andre lande.

Nye regler kan bremse dansk life science-industri
Jeg kan godt forstå lysten til at ”gøre noget” for at begrænse de – sjældne – større prishop. Men prislofter over generikamedicin risikerer således at hæve bunden for, hvor langt priserne konkurreres ned. Og så mister vi vores førerposition som landet med Europas laveste priser på kopimedicin.

Eksterne referencepriser er næppe heller vejen frem. Det bliver nemt et omkostningstungt system. På generikaområdet er der næppe noget at vinde, da ingen andre lande i Europa har opnået lavere priser på apoteksmedicin end i Danmark, hverken ved referencepriser, prislofter eller trappetrinspriser.

For originalmedicin bør man altid overveje, hvilke signaler man vil sende til den internationalt mobile, forskende life science-industri.

Hvis man indfører internationale referencepriser, kan det begrænse afkastet ved at udvikle nye lægemiddelbehandlinger i Danmark.

Det kan risikere at blive dyrekøbte, kortsigtede besparelser for samfundet, hvis man presser Danmarks største eksporterhverv for meget på hjemmemarkedet, så det smitter af på tabte eksportindtægter, forskning, jobs og værdiskabelse i Danmark – for slet ikke at tale om konsekvenserne for udvikling af nye behandlinger til patienterne.

Så det hører med til overvejelserne, at man ikke risikerer at ødelægge den unikke danske prismodel, der giver en stærk forskende life science-industri og en skarp priskonkurrence og lave priser på generikaområdet inden for apoteksmedicin.

Forrige artikel Medico: Uacceptabelt at vores branche skal betale så stor en del af Lægemiddelstyrelsen Medico: Uacceptabelt at vores branche skal betale så stor en del af Lægemiddelstyrelsen Næste artikel Hospitalsdirektør: På Bornholm er sundhedsreformen allerede i gang Hospitalsdirektør: På Bornholm er sundhedsreformen allerede i gang
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.