Hospitalsdirektør: På Bornholm er sundhedsreformen allerede i gang

DEBAT: En væsentlig del af idéen med at være udviklingshospital er, at vi kan og vil udvikle os, og at vi har mod til at prøve nyt, selvom der er risiko for at fejle, skriver Niels Reichstein Larsen fra Bornholms Hospital.

Af Niels Reichstein Larsen
Hospitalsdirektør, Bornholms Hospital

Mens vi venter i spænding på regeringens oplæg til en sundhedsreform, kan man med lidt god vilje godt sige, at der allerede er en sundhedsreform i gang her ude i Østersøen.

For de sidste godt to et halvt år har vi på Bornholms Hospital arbejdet med at udfordre den traditionelle måde at styre hospitalet på.

Anledningen opstod, da Region Hovedstaden satte Bornholms Hospital fri af takststyringen og udpegede os til regionens udviklingshospital.

Politikernes mål var ikke at spare penge, men at vi skulle skabe større værdi for patienterne, både i forhold til indflydelse og i form af mere sundhed for pengene.

Vi inddrager allerede patienter og medarbejdere
Et af vores pejlemærker og et område, vi gerne vil blive dygtigere til, handler om at inddrage patienternes og de pårørendes viden.

Denne viden er i bogstavelig forstand guld værd, når det effektive og sammenhængende patientforløb skal planlægges.

Et andet pejlemærke er at udbygge det allerede tætte og tillidsfulde samarbejde på tværs af hospital, kommune og almen praksis.

Det gode samarbejde på tværs er helt afgørende for, at patienterne oplever et samlet sundhedsvæsen, hvor den ene hånd ved, hvad den anden gør.

Ud over at det har betydning for patienternes oplevelse, er det i et økonomisk perspektiv måske der, at det største potentiale til at udnytte de samlede midler findes.

Et tredje pejlemærke er at løsne styrings-og kontrolgrebet over for medarbejderne, så deres viden og engagement bringes endnu mere i spil.

Fra vores arbejde med hverdagens forbedringer er det tydeligt, at den enkelte medarbejder både har stor viden og erfaring og brænder for sit fag.

Dialogen med medarbejderne efterlader imidlertid heller ingen tvivl om, at de gerne vil have lidt større frihed til at handle selvstændigt i interaktionen med patienterne.

Silotænkning er ikke ukendt på Bornholm
For os ledere på hospitalet betyder det, at vi har måttet arbejde både med os selv og i særdeleshed med den måde, vi leder vores medarbejdere på.

For selvom vi er det mindste hospital i Danmark, og mange kender hinanden, så er silotænkning heller ikke ukendt på Bornholms Hospital.

Derfor har vi de sidste par år haft stort fokus på at arbejde med helhedssyn, tillid og åbenhed på tværs af afdelinger og hospital.

For at se om teori og praksis hænger sammen, afprøver vi de næste to år, hvordan øget selvledelse i et af vores ambulatorier og på operationsgangen påvirker arbejdsglæde, samarbejde, produktivitet samt naturligvis patienttilfredsheden.

Vi er overbeviste om, at selvom det er et område, hvor kompleksiteten er høj, så vil det give positive resultater.

Nogle mål kræver hjælp
Nu, hvor et nyt år nærmer sig, er der god anledning til at stoppe op og kigge lidt tilbage og frem.

Vi arbejder fortsat på at nå nye og gamle mål og i samspil med patienterne udvikle os fagligt og organisatorisk.

En væsentlig del af formålet med at være udviklingshospital er jo netop, at vi kan og vil udvikle os, og ikke mindst at vi har modet til at prøve nyt, også selvom der er risiko for at fejle.

Mange af vores mål og udfordringer skal vi nok få løst lokalt over tid. Andre, som for eksempel rekruttering af læger til et lille hospital i ”udkantsdanmark”, kræver hjælp og velvilje både regionalt og nationalt.

Med de sejl der nu er sat, er der grund til optimisme og tro på, at den kurs, vi har lagt, vil bringe os godt videre.

Forrige artikel Apotekerforening: Prisloft kan sætte en stopper for dansk life science Apotekerforening: Prisloft kan sætte en stopper for dansk life science Næste artikel Pape og Mercado: Fem nye mål skal genoplive schlütersk sundhedsprincip Pape og Mercado: Fem nye mål skal genoplive schlütersk sundhedsprincip
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.