Hvornår er det, at nok er nok?

Kjeld Møller Pedersen,
Professor, sundhedsøkonom, SDU 

Følger man sundhedsdebatten er det umuligt at undgå at få det indtryk, at sundhedsvæsenet altid kan bruge flere ressourcer - eller sagt på en anden måde: altid har for få ressourcer.

I det mindste er der stort set ingen ende på de økonomiske ønsker fra, naturligvis, de mange interessegrupper og den til enhver tid siddende opposition.

Spørgsmålet er, om der findes en relevant målestok til at afgøre, om ressourceniveauet er tilstrækkeligt/rimeligt? Om 'nok nok'. Overordnet er svaret nej! Det burde ikke overraske.

I et skattefinansieret og politisk styret sundhedsvæsen findes der ikke denne slags 'objektive' pejlemærker, hvor nyttige de end kunne være. Sundhedsvæsenet er undergivet mere eller mindre politisk (og fagligt!) prægede modebølger - og det slår igennem ved tildeling af ressourcer.

Krise påvirker offentlige sundhedsvæsner
Hertil kommer at i skattefinansierede systemer spiller landets samlede økonomiske situation altid ind, sådan som vi tydeligt ser det i disse år i kølvandet på den internationale finansielle krise.

Der henvises ofte til den procentdel af nationalproduktet (værdien af Danmarks samlede produktion), som går til sundhedsvæsenet.

I Ifølge OECD var denne procentdel for Danmarks vedkommende 9,8% i 2007, medens den i Tyskland var 10,4, i Sverige 9,1 og i USA 16% Ligger vi for højt eller lavt? Burde niveauet være som i Tyskland, Sverige eller USA?

Før man giver sig til at drage konklusioner, er der mindst tre forhold, som skal medtænkes, og tilsammen umuliggør de for praktiske formål at drage brugbare konklusioner ud fra dette populære (og misbrugte) nøgletal.

Sundhedsudgifter opgøres forskelligt
Og selv hvis man kunne løse problemerne, som de tre spørgsmål rejser, kan man ikke slutte noget normativt om, hvor store sundhedsudgifterne bør være. Men det er naturligvis for spidsfindigt for interesseorganisationer, men det gør det ikke mindre sandt.

For det første: Defineres sundhedsudgifter på samme måde? OECD udfolder store bestræbelser for at sikre dette, men alligevel er der problemer, især om plejehjem og dele af hjemme­hjælpen ('langvarig pleje') er sundhedsudgifter eller det sociale udgifter.

I 1999 besluttede daværende sundhedsminister Carsten Koch, at plejehjemsudgifterne m.m. skulle medregnes helt eller delvist, når man beregner sundhedsudgifterne.

Ny bogføring betød højere OECD-placering
Konskekvensen var, at sundhedsudgifternes som procent af BNP steg markant og fjernede Danmark fra den lave ende i de internationale sammenligninger.

Der er da heller ikke tvivl om, at ændringen skyldtes irritation over igen og igen at kulle konfronteres med den daværende lave placering.

Afgrænsningen af, hvad der er sundhedsudgifter, er ikke vilkårlig, men der er gråzoner.

For det andet afhænger BNP-procentdelen af, hvor velstående et land er. Jo mere velstående, jo større andel af BNP bruger man på sundhedsområdet.

Både USA og Tyskland er faktisk rigere end Danmark og skal derfor også bruge mere på sundhedsvæsenet end Danmark. Før man giver sig til at sammenligne BNP-procenter på tværs af lande, skal det korrigeres for dette elementære forhold. Det sker stort set aldrig.

USA og Tyskland har store udgifter til administration 
For det tredie skal man lidt retorisk spørge:

Hvor mange af pengene går til en aktiv indsats i sundhedsvæsenet (forebyggelse og behandling)?

Når man stiller dette spørgsmål, skal man fx spørge. hvor meget af sundhedsudgifterne, der går til administration - det, økonomer mere generelt kalder transaktionsomkostninger, som også omfatter fx reklame og udgifter til forsikring af bl.a. læger i forbindelse med fejlbehandling.

Her ligger både Tyskland og USA højt. I USA regner man med, at 20-25% af sundhedsudgifterne er transaktionsomkostninger og i Tyskland mindst 15%, medens det danske tal næppe er over 10%.

Fx skal forsikringsselskaber i USA og sygekasserne i Tyskland også administrere opkrævning af præmier, noget som man i Danmark klarer over den almindelige skatteopkrævning.

Sundhedsudgifter vokser hurtigere end andre
I USA sender sygehusene regninger for hver patient til forsikringsselskaberne eller til sygekasserne i Tyskland - i Danmark klares det ved en simpel bevilling til fx et sygehus (som dog også skal bruge penge på at administrere pengene).

Den offentlige debat ville derfor være bedst tjent med ikke at blive forurenet med spørgsmålet om, hvilken procentdel af BNP der går til sundhedsvæsenet og misvisende følgekonklusioner.

Det er ikke her, vi finder svaret på, om sundhedsvæsenet har ressourcer nok. Dette svar fortoner sig i tågerne.

I stedet kan man jordnært konstatere, at de danske sundhedsudgifter vokser overpropor­tionalt sammenlignet med den øvrige offentllige sektor - og også vil gøre det uanset om det er blå eller rød stue, der sidder på ministerkontorerne. Sundhedsvæsenet er højprioriteret.

Nok er aldrig nok 
I blå stues genopretningsplan er sundhedsvæsenet stort set undtaget fra besparelser og stilles 5 mia. ekstra i udsigt frem til og med 2013 (uanset brugerbetaling på IVF). I rød stues Fair Løsning loves 7,5 mia. ekstra over fire år - og dermed næsten det samme på årsbasis som blå stue stiller i udsigt. Rød stue lover endvidere godt 4 mia. til en ekstra indsats for livstruende sygdomme og kronikere.

Men er det nok? Vi finder aldrig svaret på, hvornår nok er nok. Det eneste, der er helt sikkert er, at det aldrig er nok.

debat@altinget.dk