Privathospitaler er i fri konkurrence

DEBAT: Socialdemokraterne slår i deres nye sundhedsudspil fast, at der ikke er konkurrence mellem privathospitalerne. Det er helt forkert, skiver formanden for privathospitalerne.

Af Nis Alstrup,
Formand for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, BPK

Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt vil have fri konkurrence mellem privathospitalerne. Det fremgår af et forslag, som præsenteres på partiets sommergruppemøde fredag den 14. august. Men privathospitalerne er allerede i skarp konkurrence.

De private hospitaler er i fri og skarp konkurrence om at vinde regionernes udbud af sygehusbehandling. Socialdemokraterne vil skærpe konkurrencen yderligere ved at konkurrenceudsætte hele det udvidede frie sygehusvalg og kun lade få privathospitaler udføre behandling af patienter på venteliste.

Forslag vil forværre konkurrence
Socialdemokraternes forslag vil indskrænke behandlingsmulighederne under det udvidede frie sygehusvalg og svække fremtidig konkurrence mellem privathospitalerne.

Intet privathospital i Danmark tilbyder alle de behandlinger, som i dag foretages under det udvidede frie sygehusvalg, og ved kun at sende patienter til et hospital i hver region, så er der ingen at konkurrere med næste gang, sygehusbehandling sendes i udbud.

Derimod er Socialdemokraternes krav om, at regionernes udbud skal fastlægge pris, krav til kvalitet og sikre geografisk dækning, således at alle patienter har en reel mulighed for at benytte et privathospital, en god ide.

I dag sender regionerne gerne patienter på tværs af landet for at opnå en marginal lavere pris, og regionerne ikke har fokus på ordentlige kvalitetskrav i udbuddene.

Samme kvalitetskrav
Privathospitalerne er helt enige med socialdemokraterne i, at privathospitalerne skal underlægges samme kvalitetskrav som de offentlige sygehuse.

Ifølge socialdemokraternes forslag skal de private sygehuse underlægges Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning, så de skal have tilladelse til at udføre specialiserede behandlinger. Det er allerede tilfældet i dag.

De private hospitaler har på lige fod med de offentlige sygehuse søgt Sundhedsstyrelsen om godkendelse til udførelse af specialiseret behandling, og de private hospitaler har hele tiden været enige i, at der skal gælde samme kvalitetskrav uanset om patienten bliver behandlet på et privathospital eller et offentligt sygehus.

Behandlingsgaranti sikrer lige adgang til sygehusbehandling
Behandlingsgarantien sikrer lige adgang til sygehusbehandling og er samfundets sundhedsforsikring til alle danskere.

Information og vejledning til patienterne om deres muligheder og rettigheder er afgørende for, at alle patienter, uanset om de er stærke eller svage, har samme muligheder i sundhedsvæsenet.

Patienterne får ikke retmæssig information, og der er altid lang ventetid til at komme igennem til de offentlige patientvejledere.

Jeg vil opfordre socialdemokraterne til at fokusere på patientinformation. Det vil hjælpe rigtig mange patienter til en nem vej igennem det danske sundhedsvæsen.

Forrige artikel Svært at sikre uafhængige patientforeninger Næste artikel Gigtforeningen: Godt at kronikerpenge kommer i puljer
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.