Der findes ingen gratis frokost - eller HPV-vaccine

Jakob Kjellberg
Sundhedsøkonom ved Dansk Sundhedsinstitut

I begyndelsen af måneden stod der i flere medier, at sundhedsminister Jakob Axel Nielsen på regeringens vegne havde indgået aftale med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance, der sikrede gratis HPV-vaccine til danske piger under 15 år.

Gratis vaccine. I sandhed en præstation af de store, hvis det virkelig var lykkedes at gøre HPV-vaccinen gratis. Men som det også fremgik af nogle medier, så indebærer aftalen, at de eksisterende medicinbrugere skal betale endnu mere for deres medicin, hvorved HPV vaccinen så til gengæld friholdes fra brugerbetaling. Medicinen bliver altså dyrere for nogle syge personer, mens vaccinen ikke koster noget for pigerne eller deres forældre. Men gratis bliver den ikke. 

Brugerbetaling sammensat tilfældigt
Man kan have mange holdninger til rimeligheden i den finansieringsform, men nogen større logik eller retfærdighed skal man næppe forvente at finde. Forløbet bekræfter, at sammensætningen af brugerbetaling i Danmark er baseret på historiske tilfældigheder snarere end fornuft og de værdier om fri og lige adgang, som vi normalt forbinder sundhedsvæsenet med.

I ugen forinden den politiske aftale opfordrede OECD ellers Danmark til at udvise netop fornuft i forhold til finansieringen af sundhedsvæsenet. OECD fortjener i år ros for at have gjort op med økonomens standardløsning på alverdens problemer - øget markedsgørelse - til noget forundret at tage udgangspunkt i, at danskerne faktisk ønsker en udbygget velfærdsstat. Med det udgangspunkt bliver værdien af OECD's økonomiske analyser ulige meget større.

Begrænsede muligheder
Ud over en række gode analyser af økonomiske forhold i sundhedsvæsenet, så kommer OECD dog ikke med ret mange nye bud på, hvordan man kan finansiere et offentligt sundhedsvæsen, der kræver stadigt flere ressourcer. For mulighederne er begrænsede.

Man kan enten 1) øge produktiviteten, hvilket der dog ikke er så mange gode og nemt overførbare eksempler på, 2) målrette sundhedsydelserne til dem, der bidrager på arbejdsmarkeder, hvilket er et opgør med tanken om fri og lige adgang til det offentlige sundhedsvæsen, 3) håbe på at øget forebyggelse samlet set over et livsforløb vil dæmme op for tilgangen til sundhedsvæsenet, hvilket dog er i direkte modstrid med eksisterende undersøgelser, 4) prioritere på baggrund af forholdet mellem omkostninger og effekt, hvilket er politisk vanskeligt eller man kan 5) forlange mere i brugerbetaling, hvor sidstnævnte prompte blev afvist af næsten samtlige partier.

Politiske kovendinger?
Men afvisningen holdt altså reelt ikke mere end cirka en uge før et flertal i Folketinget blev enige om at øge brugerbetalingen. Øget brugerbetaling på sundhedsområdet er så vidt vides i direkte modstrid med alle folketingspartiernes officielle politik, så med mindre ovenstående forløb repræsenterer en række kovendinger på området, kan man ikke forvente at finansiere udgiftsvæksten herigennem. Således rejser spørgsmålet sig om, hvor længe prioriteringsdiskussionen kan holdes på det hidtidige abstrakte og teoretiske niveau.

For der er desværre ikke så frygtelig mange reelle veje ud af prioriteringsdebatten. Enten må politikerne bede borgerne om selv at prioritere og finansiere gennem øget brugerbetaling, ellers må de i højere grad tage eksplicit politisk stilling til, hvad der skal udbydes og hvad der ikke skal udbydes i det offentlige sundhedsvæsen.

Hvem skal betale for den næste kræftvaccine?
Spørgsmålet er, om Hr. og Fru Jensen er de bedste til at træffe beslutninger om, hvad der er relevant at efterspørge, og hvad der er mindre relevant. Mange sundhedsøkonomer mener, at det samlede sundhedssystem har et bedre udgangspunkt for at vælge mellem virksomt og ikke-virksomt og vigtigt og ikke-vigtigt. Det engelske National Institute for Clinical Excellence (NICE) er efterhånden blevet rutinerede i at træffe den type beslutninger, og spørgsmålet er, om det ikke er på tide, at vi i Danmark i højere grad lader os inspirere af dem i stedet for blot at lade som om, at vi kun vælger til, og aldrig vælger fra. For der er altid en regning, der skal betales af nogen. Den her gang blev det medicinbrugerne. Man kan kun gisne om, hvem det bliver næste gang

debat@altinget.dk