V: Behov skal afgøre behandling
DEBAT: Borgerne skal have mulighed for en mere individualiseret behandling ud fra behov og sygdom - ikke ud fra et ensidigt fokus på indkomst, uddannelse eller beskæftigelse, skriver Sophie Løhde, sundhedsordfører for Venstre.
Af Sophie Løhde
Folketingsmedlem og sundhedsordfører for Venstre
Venstrefløjen forsøger at bekæmpe ulighed i sundhedssystemet på en måde, som efterhånden er ved at udvikle sig til et opgør med sundhedslovens løfter om ”lige adgang” til sundhedsvæsenet.
Den ene dag slår regeringen på tromme for at ville sikre lige adgang til behandling i sygehusvæsenet. Den næste dag forringer de behandlingsgarantien og indskriver som noget nyt i sundhedsloven, at muligheden for at bevare beskæftigelse skal indgå i vurderingen af, hvornår patienten skal have ret til behandling.
Eller tag den seneste melding fra Københavns socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester, der nu foreslår, at familiernes økonomi skal afgøre, hvorvidt de mister hjemmebesøg af sundhedsplejersken efter barnets 8. måned.
Undskyld mig, men det er altså en besynderlig form for lighedspolitik på venstrefløjen. Hvorfor i alverden er personer i beskæftigelse pludselig bedre mennesker, end dem som står uden for arbejdsmarkedet? Og hvorfor er det ikke behov frem for pengepungen, som skal afgøre, hvorvidt et menneske skal have hjælp eller kan klare sig selv?
Beskæftigelseskriterie skaber ulighed
Måske er jeg naiv. Men jeg havde egentlig troet, at selv en SF-minister kunne være enig i, at et velfærdssamfund skal kendes på, at alle har adgang til effektiv sygehusbehandling uanset social baggrund, og uanset om patienten er inden eller uden for arbejdsmarkedet. Desværre tog jeg fejl. Sundhedsministeren er tilsyneladende mere optaget af, at færre patienter skal på privathospital, end hun er interesseret i, at alle uanset pengepung har ret til hurtig behandling efter lægefaglig vurdering.
Da regeringen for nogle måneder siden forringede behandlingsgarantien, var det nemlig ikke blot et opgør med patienternes lige ret at kunne vælge køen fra, hvis det offentlige ikke kunne levere hurtig behandling inden for en måned. Lovforslaget indebar samtidig, at regeringen nu for første gang i sundhedslovens historie valgte at skrive "beskæftigelse" ind som et konkret kriterium i forhold til patienternes adgang til behandling. Af loven fremgår det, at ”mulighed for at bevare beskæftigelse” indgår som et af de vejledende kriterier i forhold til at kunne udløse 30-dages-retten til behandling.
Sundhedsministeren vil givetvis prøve at forklare, at der naturligvis er tale om en helhedsvurdering. Det er sådan set korrekt. Det ændrer bare ikke ved, at det er første gang i sundhedslovens historie, at beskæftigede pludselig får bedre rettigheder på bekostning af arbejdsløse, pensionister og studerende. Det skaber ikke mere lighed. Tværtimod skaber det øget ulighed i adgangen til hurtig behandling.
Forskelsbehandling ud fra behov
I øjeblikket tales der meget om behovet for forskelsbehandling i sundhedsvæsenet. Positiv forskelsbehandling må man forstå. Set i det lys er det paradoksalt at iagttage, at dem, som taler allermest om lighed, det er de samme, som reducerer lighedsdiskussionen til et forsimplet spørgsmål om kroner og ører. Underforstået, at de ”rige” skal have mindre, for at de ”fattige” kan få mere.
Misforstå mig ikke. Jeg har intet imod forskelsbehandling og anerkender fuldstændig, at patienter er forskellige og derfor har forskellige behov. Det skal bare hverken være størrelsen på pengepungen eller den beskæftigelsesmæssige situation, som afgør den enkeltes behov for behandling, og om den persons sundhedsproblemer dermed kommer i første eller anden række. Det gælder sådan set i begge ender af skalaen.
Vi skal blive bedre til at sætte borgerne i centrum for en mere individualiseret indsats. Men det skal til enhver tid ske ud fra behov og sygdom. Ikke ud fra et ensidigt fokus kun på indkomst, uddannelse eller beskæftigelse.
Det handler om at sikre, at alle patienter får den behandling, som de har behov for - og det er uanset, hvem de er, hvad de fejler, og hvorfor de er syge. Her har vi en stor udfordring, som vi både kan og skal løse. Vel og mærke uden at vi samtidig behøver at bekæmpe den lige adgang til sundhedsvæsenet.
