Satspuljen inden for psykiatrien fungerer bedre end sit rygte
DEBAT: Permanente satspuljemidler sikrer en langsigtet planlægning, og at midlerne bliver inden for sektoren. Derfor har satspuljerne inden for behandlingspsykiatrien fungeret bedre end sit rygte, skriver Simon Feilberg, projektleder i KORA.
Af Simon Feilberg
Projektleder, KORA
I 2011 offentliggjorde KORA (daværende KREVI) en analyse af udmøntningen af satspuljerne inden for behandlingspsykiatrien. Analysen viste, at udmøntningen af satspuljerne medførte bureaukratiske udfordringer for regionerne, men også at satspuljerne inden for behandlingspsykiatrien havde fungeret bedre end sit rygte.
Mindre bureaukrati og bedre planlægning
I analyseperioden er satspuljemidlerne i behandlingspsykiatrien vokset fra 183 mio. kr. i 2003 til 740 mio. kr. i 2010, hvor de i alt udgjorde 9,3 procent af regionernes samlede driftsudgifter til behandlingspsykiatrien.
Satspuljemidlerne er inden for behandlingspsykiatrien i stigende grad blevet givet som permanente midler i stedet for midlertidige pulje- eller projektmidler, og i analyseperiodens sidste år kom alle nye penge fra Slotsholmen til behandlingspsykiatrien fra satspuljen.
Skiftet fra midlertidige puljemidler til permanente midler har betydet, at administrationen i forbindelse med puljeansøgning, løbende økonomiopfølgning og afsluttende afrapportering til ministeriet i dag opfattes som mindre besværligt og bureaukratisk end tidligere.
Og vigtigere så har den øgede udmøntning af permanente midler også betydet, at en uhensigtsmæssig "stop and go"-adfærd i regionernes prioritering og planlægning af nye indsatser i stigende grad er blevet erstattet af en mere langsigtet strategisk planlægning.
Penge bruges til politisk prioriterede formål
KORA's analyse viste, at regionerne har fastholdt satspuljemidler inden for behandlingspsykiatrien – også når midlerne er blevet permanentgjort og således ikke længere har været bundet til de formål, som satspuljepartierne er blevet enige om. Rent faktisk har regionerne i analyseperioden øget deres udgiftsniveau med mere end de tilførte satspuljemidler.
En forklaring herpå er formentlig, at der er god overensstemmelse imellem de indsatsområder, som regionerne prioriterer i deres psykiatriplaner, og de indsatsområder, som satspuljepartierne prioriterer i satspuljeaftalen.
Regionerne betonede yderligere, at så længe indsatsområderne i satspuljen stemmer overens med de indsatsområder, som regionerne selv vil prioritere, så er der ikke den store forskel på den finansiering, der kommer via satspuljemidlerne, og den finansiering, der sker via de årlige økonomiforhandlinger mellem regioner og regering. Midler, der udmøntes via de årlige økonomiforhandlinger, kan således også være målrettet særskilte områder, såsom hjertepakker, kræftpakker osv.
Øget produktivitet i behandlingspsykiatrien
Ligesom i KORA's andre analyser af økonomistyring på sygehusene pegede analysen af behandlingspsykiatrien på, at regionerne i høj grad har omsat satspuljemidlerne til aktivitet. For alle regioner gjaldt det, at antallet af unikke borger i behandlingen, var steget mere end regionernes tilførsel fra satspuljemidlerne. Den generelle aktivitetsudvikling og udviklingen i bevilling af satspuljemidler kan ses i tabel 1.
<img align="left" src="@nyimg=13807@" />
Samlet set viste KORA's analyse, at satspuljerne inden for behandlingspsykiatrien har fungeret bedre end sit rygte. Ifølge KORA's analyse er der primært tre årsager hertil; at midlerne er blevet inden for sektoren, når puljerne er permanentgjorte; der har været sammenfald mellem indsatsområder i satspuljen og regionernes indsatsområder; permanentgørelsen af puljemidlerne har hindret uhensigtsmæssig "stop og go"-adfærd inden for de forskellige tiltag.
V: Behov skal afgøre behandling
