Alle sektorer har brug for et sundhedseftersyn

Af Allan Krasnik
Professor ved Center for Sund Aldring og Center for Migration, Etnicitet og Sundhed, Københavns Universitet.

Social ulighed i sundhed er et resultat af en lang kæde af sygdomsfremkaldende faktorer, der meget nemt forstærker hinanden.

Hvor man helst skal gribe ind i denne kæde, er et kompliceret spørgsmål – og svaret er ofte bestemt mere af politisk syn og samfundsopfattelse end af faglige begrundelser. Men hvis målet er markant at reducere den sociale ulighed i sundhed, må man gribe ind mange steder i årsagskæden på en gang.

Det er sundhedsvæsenet, som især er genstand for regeringens seneste udspil om social ulighed i sundhed, og det er naturligvis velmotiveret at se nærmere på netop denne sektors rolle for uligheden.

Der er mange veldokumenterede eksempler på, at netop sundhedsvæsenet forstærker uligheden i sundhed. Den geografiske placering af udbyderne med længere afstande for mange af de dårligst stillede er et oplagt eksempel.

Et andet eksempel er ordinationsmønstre for receptpligtig medicin til forebyggelse, som tilsyneladende især tilgodeser de bedst stillede. Den sociale ulighed i deltagelse i screeningsprogrammer, graviditets- og børneundersøgelser og vaccinationer er et tredje eksempel. Her kan et nøjere eftersyn og målrettede tiltag i sundhedsvæsenets struktur og arbejdsform være oplagte og formentlig opnå bred opbakning.

Rådgivning af befolkning har brug for eftersyn
Sundhedsvæsenet udspiller overvejende sin rolle meget langt nede i årsagskæden.

Befolkningens egen sundhedsadfærd er næste led og udviser som bekendt også en markant social skævhed.
Desværre har sundhedskampagner og generelle råd til befolkningen om sund adfærd tendens til at forstærke fremfor at reducere denne ulighed. Også her er der behov for et eftersyn – og for at tænke innovativt i udvikling og formidling af rådgivningen.

De sociale omgivelser, netværk og social støtte påvirker sundhedsadfærd og sygdomsrisici. De mange enlige i Danmark, alle de mange uden arbejde, de ældre og de psykisk syge – netop disse grupper med stor sygdomsrisiko er også dem, som ofte mangler den sociale støtte.

Manglende social støtte kan øge ulighed
Den kommunale indsats kan her være en væsentlig kompenserende faktor. Blandt andet har hjemmehjælperne og hjemmesygeplejerskerne en vigtig rolle for at opretholde sociale kontakter for de ældre.

Robotter og andre teknologiske løsninger, som måske kan klare hygiejnen, monitoreringen og medicineringen, reducerer gerne den menneskelige kontakt og sociale støtte, og vil dermed nemt kunne øge uligheden i sundhed. Også her er der brug for et ulighedstjek.

Længst oppe i årsagskæden møder vi de strukturelle forhold – og et aktuelt eksempel er prisen for de sundhedsskadelige ”stoffer” som tobak, alkohol, sukker og fedt og for de sundhedsfremmende madvarer som frugt og grøntsager.

Væsentlige faktorer overses i indsatsen
Igen ved vi godt, at priserne påvirker adfærden, og at netop de med størst sundhedsrisiko og dårligst økonomi er mest påvirkelige. De seneste tiltag til afgiftsændringer bidrager dermed yderligere til den sociale ulighed i sundhed. 

Endelig er der naturligvis de grundlæggende strukturelle betingelser – uddannelse, erhverv, økonomi, indretning af vore byrum og trafikforbindelser, migrationsprocesser fra land til by og på tværs af landegrænser, forurening af vore omgivelser mv.

Alt sammen med klare konsekvenser for uligheden i sundhed. Men sjældent genstand for sundhedstjek med fokus på uligheden og endnu sjældnere mål for ændringer med henblik på reduktion af uligheden i sundhed.

”Health in all policies”
Social ulighed i sundhed er de seneste år blevet mere synligt som politisk tema, men overvejende med fokus på de nederste led i årsagskæden og først og fremmest som et afgrænset spørgsmål for sundhedssektoren. En reel indsats må have meget bredere perspektiver og inddrage samfundets øvrige sektorer.

Det er jo et fint skridt i denne retning, at Altinget.dks sociale tema nu har taget debatten op om ulighed i sundhed.

Forhåbentlig vil det også i den kommende tid afspejle sig i et tættere samarbejde mellem social- og sundhedssektoren på alle niveauer – lige fra ministerier og styrelser, regionale og kommunale forvaltninger til det lokale social- og sundhedspersonalet.

Men også andre sektorer skal på banen: Finans-, miljø-, videnskabs- og undervisningsministerier, skoler, arbejdspladser, tekniske forvaltninger, patientforeninger og mange andre.

Et sundhedstjek med henblik på reduktion af ulighed kunne være en spændende øvelse for alle. ”Health in all policies” var for nogle år siden et markant slogan for WHO. Måske kunne vi lade os inspirere?

debat@altinget.dk