Ungdomsorganisationer ideelle til integration

DEBATPANEL: De politiske ungdomsorganisationer er velegnede til at integrere etniske unge og på den måde modvirke ekstremisme, skriver Yildiz Akdogan (S) fra Demokratiske Muslimer

Af Yildiz Akdogan,
Talskvinde for Demokratiske Muslimer, folketingskandidat (S)

I et velfungerende demokrati som det danske er deltagelse i enhver forstand meget relevant, uanset om det er via arbejde, i en partiforening, skolebestyrelser eller sportsklubber/idrætsforeninger.

Når emnet drejer sig om integration, har både regering og opposition vægtet arbejdsmarkedet højt, hvilket også er fornuftigt.

Den såkaldte integration eller som jeg vælger at kalde det "deltagelse", kan aktiveres via arbejdsmarkedet, og har en stor betydning for det enkelte individ såvel som hans/hendes nærmeste.

Ud over at blive økonomisk uafhængig af diverse offentlige ydelser, får man som ansat indsigt i virksomhedens arbejdskultur, normer og værdier. Og selv om hver virksomhed har sin egen arbejdskultur, får den ansatte indblik i den danske arbejdsmentalitet.

Men deltagelse bør ikke blot indskrænkes til arbejdsmarkedet eller første generationen.

Det er nemlig tid til at rykke videre og tænke integration/deltagelse uafhængig af bestemte områder, men i en helhed ud fra et repræsentativt aspekt eller med det mere morderne begreb en mangfoldighedstilgang.

Et repræsentativt samfundsbillede
Dommen på den såkaldte Glostrup-sagen, hvor fire unge var tiltalt for terrorhandlinger, er den seneste triste begivenhed, som vi kan lære af.

Sagen er primært trist, fordi fire unge mænd, der er født og opvokset i Danmark, kan fristes af yderliggående gruppers destruktive syn og er parate til terrorhandlinger.

Desuden sætter sagen spørgsmålstegn ved nævningene, der som bekendt dømte alle fire mænd skyldige, men blev underkendt af de juridiske dommere, som frifandt tre af de tiltalte.

Nævningenes sammensætning afspejlede på ingen måder befolkningens sammensætning. Den gennemsnitlige lægdommer i dagens Danmark er etniske danskere og er minimum 45 år og opefter. Det betyder, at der både etnisk og aldersmæssigt ikke er den mangfoldighed, som der bør være, hvilket er et demokratisk problem.

Samme tendenser gør sig gældende i diverse bestyrelser, organisationer og partier. Og netop sidstnævnte spiller en afgørende rolle især for den yngre generation.

Ungdomsorganisationer er vejen
Danmark kendes for sit rige foreningskultur, som på mange punkter smitter af på herboende nydanskere, hvilket er godt for deltagelsesaspektet.

Men beklageligvis er de foreninger, der dannes af nydanskere som regel også lukkede, blandt andet fordi de henvender sig til bestemte etniske eller religiøse grupper. Alle har naturligvis ret til at danne de foreninger, som de har lyst til, men tilgangen øger ikke mangfoldigheden.

Her spiller ungdomspartier en afgørende rolle - især i disse tider, hvor der er fremgang i og interesse for partier hos befolkningen. Ungdomspartier er relevante primært fordi de ikke er begrænset til etniske eller religiøse aspekter, men er formet ud fra partipolitiske og ideologiske principper. Dernæst har de alle på hver deres måde et løsningsforslag til problemerne i samfundet, hvad enten det er integration, miljø eller uddannelsespolitik.

Det ville det være stor gevinst, hvis de kunne tiltrække flere unge nydanskere og gøre dem aktive. Det vil det være en kæmpegevinst for begge parter.

Ungdomspartierne vil med deres sammensætning være mere repræsentativt, men vil uden tvivl også lære af sine nye medlemmer. De unge nydanskere vil til gengæld få en mere bred indsigt i det danske samfund, da de er nødt til at forholde sig til forskellige temaer og tage stilling til, hvilket samfund de ønsker.

Der vil med andre ord skabes et større medansvar hos de unge, og ydermere vil de lære nogle demokratiske spilleregler, som de hverken får derhjemme eller i den lokale venskabsforening. Bevidstheden hos de unge om, at man er liberal, socialdemokrat eller konservativ, vil ganske givet øge deltagelsen i det danske samfund, og dermed gavne Danmark som et mangfoldigt land.

Der venter altså en kæmpeopgave for ungdomspartierne såvel som andre ungdomsorganisationer. Her er det måske nødvendigt, at de folkevalgte sætter processen i gang ved bl.a. at hjælpe disse grupper.

 

Forrige artikel Mangfoldighed på frivillighedens præmisser Næste artikel Integrationsrådet er vigtigt!