Integrationsrådet er vigtigt!

DEBAT: Integrationsrådet udgør en vigtig idébank for politikerne og er samtidigt forbindelsesled til medlemmernes baglande, skriver rådmand Erik Simonsen fra Odense.

Af Erik Simonsen(R),
rådmand for Social -og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense 

I Odense Kommune lægger vi stor vægt på vort integrationsråd. Kommunen har besluttet, at et sådant er nødvendigt til at bakke op om den af byrådet vedtagne integrationspolitik fra oktober 2005.

Integrationsrådet repræsenterer med sin viden, erfaringer og holdninger en idébank, der kvalificerer byrådets arbejde på integrationsområdet.

I Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, hvor jeg er rådmand, har vi besluttet at give rådet høringsret på de områder, der hører under de respektive politiske udvalg. Byrådet har endvidere bevilliget en mindre sum penge til rådets disposition og stiller sekretariatsbistand til rådighed.

Pligt til at bidrage aktivt
Kernen i integrationsarbejdet er helt klart "Det aktive medborgerskab".
Det betyder, at alle uanset herkomst er forpligtiget til at bidrage til sammenhængskraften i samfundet. Og her i Odense betyder det konkret en forpligtigelse til selvforsørgelse, og at særlige hensyn på grund af etnicitet ikke forekommer!

Målet er at sikre, at de ressourcer, som de etniske minoriteter bringer med sig, udnyttes til fordel for dem selv og for kommunen som helhed.

Det aktive medborgerskab er en en individuel proces, der afhænger af den enkeltes vilje herunder evnen til at indgå kompromis. Engagement i foreninger, skolen, sport og det politiske hører med.

Krav er tegn på respekt! Medarbejderen møder borgeren professionelt gennem opgavevaretagelsen f.eks. jobformidlingen. I det møde er der forventninger til borgeren om at tage et medansvar for egen situation.

Enorm forskellighed mellem etniske grupper
Mit møde med integrationsrådets medlemmer har været meget givende på flere leder. Dels har jeg fået øget indblik i den enorme forskellighed, de etniske grupper repræsenterer. Men også gjort klart for mig, at der skal tænkes grundigt over formidling, da tingene opfattes meget forskelligt. De politiske udvalg og byråd træffer beslutninger hele tiden, og her kommer integrationsrådets virke ind i billedet igen som formidler i de respektive baglande. Det tror jeg på styrker forståelsen for lokalsamfundet.

Rådet her i Odense har anbefalet at sætte fokus på Unge og Uddannelse. Arbejdsmarkedsudvalget har fulgt op på dette og besluttet, at det bliver temaet i den første status på integrationsindsatsen.

Uddannelse af medlemmerne
Afslutningsvis vil jeg slå et slag for nødvendigheden af at kvalificere rådsmedlemmerne til deres virke. Flere har udtrykt ønsker om kurser, deltagelse i konferencer m.m. Da erfaringsgrundlaget for de enkelte medlemmer er meget forskelligt vil en eller anden form for fælles fundament omkring lovgivning, kommunalfuldmagt m.m. være nyttigt.

Men det er altafgørende, at byrådet klart signalerer værdien af et integrationsråd -og bruger det i den ånd, det er tiltænkt!

 

Forrige artikel Ungdomsorganisationer ideelle til integration Næste artikel Sharia inclusive