Mangfoldighed på frivillighedens præmisser

DEBATPANEL: Der er ikke nogen modsætning mellem at give rum til mangfoldighed og samtidig føre en stram immigrationspolitik, skriver direktør Torben Møller-Hansen fra Foreningen Nydansker.

 

Kan man på den ene side have en så stram udlændingepolitik, som den danske er udråbt til at være, og samtidigt sætte sig troværdige ambitiøse mål for udviklingen af et arbejdsmarked, hvor mangfoldighed er en reel målsætning for ledelsen og medarbejdere i dialog?

Det både kan og skal Danmark gøre i de kommende 10 år. Det er et centralt konkurrenceparameter for den enkelte virksomhed, offentlig såvel som privat, ligesom det vil være et centralt bidrag i forhold til en sikring af sammenhængskraften i det danske samfund og dermed velfærdsstaten.

Regeringen såvel som oppositionen kan sagtens på den ene side foretage den regulering af mulighederne for immigration til Danmark, som må anses som nødvendige, og samtidigt bakke op om den mangfoldighed, som allerede er og fremover vil komme til Danmark. Deri er der absolut ikke noget modsætningsforhold.


Demografien slår igennem
Vi står på kanten af et paradigmeskifte for det danske arbejdsmarked såvel som for det danske samfund. Siden slutningen af 1990erne har en række centrale aktører med jævne mellemrum præsenteret statiske beregninger, der med meget stor nøjagtighed udpeger tiden fra 2006 og det kommende årti som gennemslaget for demografiske forandring af så omfattende karakter, at det vil kunne mærkes som markante forandringer på alle arbejdspladser i Danmark. Statsministeren har klart signaleret, at også regeringen har øje for udfordringen, men hvad kan regeringen og vi andre reelt gøre ved det?

Danske virksomheder har de seneste år vekslet opsvinget og de muligheder, det har skabt, til en, set i Europæisk sammenhæng, imponerende fleksibilitet i forhold til danske ledige. Det er lykkedes at nedbringe ledigheden til 3,9 pct. Dermed er danske virksomheder nu i overhængende fare for ikke at have den arbejdskraft at rekruttere af, som skal bære virksomhederne tørskoet gennem de kommende års forandringer. Et nødvendigt modtræk bliver import af relevant arbejdskraft. Det sker faktisk allerede.

Danskere skal fremover i langt højere grad indstille sig på, at sprog, kulturer og samarbejdsrammer bliver langt mere mangfoldige end tilfældet er i dag. Det kræver fleksibilitet, imødekommenhed og frem for alt anerkendelse af andre kulturer end vore egen at skabe det optimale samarbejde, når ikke alle medarbejdere er danske i tre generationer.

Opgave uden facitliste
Det er virksomhederne, som med stor sikkerhed kommer til at bære denne opgave. Det har de i øvrigt allerede gjort i en række år. Mange danske virksomheder er allerede blevet omtalt og hædret for deres evne til konstruktivt og samvittighedsfuldt at omsætte ledelsesretten og traditionerne for samarbejde til etableringen af arbejdspladser med plads til mangfoldigheden i forskelligt omfang.

Der er lang vej endnu, før det danske arbejdsmarked generelt kan håndtere de nye udfordringer i hverdagen. Overalt spores der stor usikkerhed om, hvordan man etablerer dialog om f.eks. religiøse anliggende eller særlige kulturelle tolkninger, der påvirker arbejdsdagen i forskelligt omfang. Det er en vanskelig og "fersk" opgave uden facitliste, som bygges på dynamik og vilje, men resultaterne viser, at det nytter at have tålmodighed. Her bliver både plads til tørklæder, nydanske mellemlederes alternative helligdagsmønstre osv.

Fælles målsætninger
Derfor er det glædeligt at konstatere, at regeringen med sine mangfoldighedsinitiativer er opmærksomme på denne opgave. Støt de virksomheder, der dagligt og praktisk arbejder positivt og fremadrettet med opgaven at integrere medarbejdernes forskellighed med udgangspunkt i deres fælles målsætninger, og lad os efterfølgende inspireres af deres resultater.

I mellemtiden bør regeringen holde fast i den grundholdning, at mangfoldigheden og det enkelte menneskes frihed til personlige præferencer, kultur og religion er velkommen i Danmark. Det vil give virksomhederne de bedst tænkelige rammer for at løse opgaven.

Forrige artikel Opgør med flosklerne Opgør med flosklerne Næste artikel Ungdomsorganisationer ideelle til integration