Udviklingsforløb – frigørelse eller disciplinering?

Af Leena Eskelinen
Forsker ved AKF

Nøgleordet i de kommende reformer på førtidspensions- og kontanthjælpsområdet, som skal forhandles her i foråret, er udviklingsforløb. De skal omfatte alle 18-40-årige, der ikke er i arbejde eller under uddannelse. Det er imidlertid svært at gennemskue, hvordan disse udviklingsforløb vil blive ført ud i livet lokalt i kommunerne, og hvad de konkret vil betyde for de 'udviklingsramte'.

Som begrundelse for reformen fremstilles udviklingsforløbet som mulighed for et bedre liv: frigørelse fra offentlig forsørgelse og inklusion i fællesskabet. Det er gode målsætninger, som man ikke kan være uenig i. Men der er også en anden begrundelse, som handler om at skære i offentlige ydelser og mindske antallet af borgere uden for arbejdsmarkedet. Det er denne begrundelse, som er den stærkeste, og som har affødt kravet om at lancere konceptet udviklingsforløb. Dette er blevet særdeles klart i de politiske meldinger i løbet af de seneste uger.

Hvorfor er disciplinering problematisk?
Er der så noget galt i, at den overordnede ramme er disciplinerende: At det ikke er et valg, om man ønsker at medvirke i eget udviklingsforløb, men en pligt? Udvikling - og kravet om selvudvikling - har jo været mantraet i arbejdslivet gennem flere år. Hvis udvikling er en afgørende forudsætning for at klare sig på det moderne arbejdsmarked, hvorfor så ikke hjælpe dem, der er udenfor, til at blive personer, som kan indfri sådanne forventninger? Det er også en kendsgerning, at arbejdsløshed eller parkering på førtidspension næppe er en højt ønsket tilstand for nogen. De allerfleste af os ønsker et 'normalt' liv med hjem, familie og arbejde.

Så langt, så godt. Men arbejde og et 'normalt' liv er blot ikke muligt for alle, så længe der ikke er plads til alle på arbejdsmarkedet. Arbejdsløshed er et samfundsmæssigt bestemt fænomen - et resultat af vores måde at organisere arbejdslivet på - og derfor vil der altid være mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet. Mod deres egen vilje. Nogle får aldrig muligheden for at bestride ordinært arbejde. Andre bukker under for de krav, der stilles til dem på arbejdspladserne. Begge grupper skal ikke først og fremmest ses som 'svage' eller 'unormale', men som budbringere af forhold, der ikke er i orden i vores samfund.

Forudsætninger for at gøre en forskel
Det store spørgsmål er, hvordan det kan opnås, at udviklingsforløbene bliver meningsfulde set fra det individs perspektiv, der vil blive berørt af reformerne? Og fra de medarbejderes perspektiv, som har til opgave at føre udviklingsforløbene ud i livet? Udvikling har ikke nødvendig­vis en positiv klang for mennesker, der har haft et problematisk livsforløb, oplevet flere nederlag og eksklusion af fællesskabet. Og heller ikke for professionelle i forskellige dele af det offentlige hjælpesystem, som ved, hvor skoen trykker, men som har begrænsede muligheder for at tilbyde en hjælp, der vil gøre en forskel. Her tænker jeg især på det store antal mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet på grund af psykiske problemer af forskellig art.

At opnå succes med udviklingsforløb forudsætter således en gennemgribende nytænkning i indhold og tilrettelæggelse af hjælpen. Det nytter ikke noget at tilbyde blot det, der allerede eksisterer.

At opnå succes med udviklingsforløb forudsætter også helt grundlæggende en anden måde at opfatte arbejde på og på hele indretningen af arbejds­markedet. Uden et mere inkluderende arbejdsmarked vil et udviklingsforløb som det skitserede alene blive en disciplinerende foranstaltning, hvor den enkelte ansvarliggøres for sin egen skæbne, og hvor samfundsmæssige problemer, som kommer til udtryk på individniveau, fortolkes som individuelle problemer. Som yderste konsekvens vil et mislykket udviklingsforløb føre til yderligere marginalisering.

Hvis logikken alene bliver, at 'vi har brug for jer, fordi vi ikke har råd til at have jer', så er reformen båret af disrespekt for de mennesker, der er omfattet - vel at mærke både professionelle og borgere.

debat@altinget.dk