Udsatte: Der skal penge på bordet

Af Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

Da tv-kameraerne forleden indstillede fokus på socialminister Annette Vilhelmsen (SF), statsminister Helle Thorning (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til regeringens pressemøde om dens sociale 2020-mål, satte ministrene fokus på den sociale indsats for Danmarks mest udsatte borgere.

Denne politiske opmærksomhed hilser jeg og mange andre velkommen. Socialt udsatte og de, der arbejder med og for socialt udsatte har længe følt, at området bliver overset på den politiske dagsorden – undtagen når der skal laves besparelser på statens og kommunernes udgifter.

Politisk opmærksomhed rykker imidlertid ingenting i sig selv, selvom det er et vigtigt skridt for forandringer. Der er andre trin, der må tages, hvis man vil nå 2020-målene: Viden om hvad der skal til, og hvordan man laver de nødvendige indsatser. Penge, der muliggør indsatserne. Og selve udførelsen af dem.

Nærlæser man regeringens sociale 2020-plan, kan man se, at målene kommer til at indgå i regeringens prioritering af forslag til satspuljen – som imidlertid ikke får tilført nye penge før 2017 – og på det sociale område for finansloven for 2014.

Man kan håbe, at sidstnævnte er en mulighed for at investere nye og ekstra penge i indsatserne. Men det bliver nok desværre ved håbet. Ved præsentationen af målene gjorde ministrene det klart, at der ikke følger så meget som en krone med – der er allerede mange penge på området, blev der sagt.

Menneskelige og økonomiske gevinster
Det er ærgerligt ikke at investere, når der mange steder allerede er taget et indledende trin eller to. Tag for eksempel regeringens mål om at reducere antallet af hjemløse. Takket være Hjemløsestrategien, der har kørt de seneste fire år, ved vi allerede, hvordan de såkaldte "Housing First"-metoder kan få hjemløse borgere i egen bolig.

Og regeringen skriver da også i sin 2020-plan, at den vil arbejde for, at metoderne udbredes i kommunerne. Mere specifikt skal det ifølge regeringen ske ved ”…at kommunerne målrettet arbejder med at udbrede de virkningsfulde metoder…” og ”…at kommunerne arbejder på at stille relevante boligløsninger til rådighed”.

Men dét kræver altså en økonomisk investering. Ellers hjælper kommunernes gode vilje nok så meget. Det ved regeringen godt, for det viser evalueringen af Hjemløsestrategien, som socialminister Annette Vilhelmsens eget ministerium har foretaget.

Man kan også læse, at hvis man i implementeringen af strategien investerer i både politisk og administrativt engagement og i uddannelse af (ekstra) personale, så giver det overskud – hurtigt endda.

Evalueringen viser også tydeligt store menneskelige gevinster ved metoderne, som bliver til økonomiske gevinster: Der bliver færre udgifter til ophold på boformer, kriminalitet, psykiatri og sundhed, og de hjemløse borgeres tilknytning til arbejdsmarked og uddannelser bliver større.

Overordnet set skal vi investere, så socialt udsatte borgere får langt bedre muligheder for at vinde fodfæste i livet igen. Det skal vi, fordi vi vil et velfærdssamfund for alle –  uanset, om det kan betale sig. Menneskers værd kan ikke gøres op i kroner og ører. Men faktisk ved vi, at investeringer i indsatser, der gør socialt udsatte borgere godt, også er godt ud fra et økonomisk synspunkt.

Der er altså både menneskelige og økonomiske grunde til at investere i metoderne. Men det forudsætter, som regeringen ganske rigtigt skriver, at kommunerne investerer i arbejdet. Med det økonomiske pres, kommunerne i forvejen er under, har de brug for en økonomisk håndsrækning til at opprioritere det sociale område – især når tal fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne fra 2010-2012 har sparet en milliard på udgifter til socialt udsatte.

Behov for mere viden
Hjemløsestrategiens metoder et blot ét eksempel på mange allerede afprøvede eller eksisterende midler til at forbedre vilkårene for de mest udsatte borgere, som imidlertid kræver penge at gennemføre. Andre er eksempelvis rådgivning, vejledning, sociale tilbud, overførselsindkomster, uddannelse eller job på særlige vilkår. Og i mere bred forstand handler sundhed, uddannelse og beskæftigelsespolitik også om at bekæmpe social nød.

Hjemløsestrategien viste, at der også er brug for mere ny viden. Selvom strategiens metoder med stor succes fik de hjemløse borgere, der deltog i strategien, i egen bolig, er der samtidig kommet flere hjemløse til alt i alt. Der er altså stor brug for at vide mere om, hvordan man forebygger hjemløshed.

Alle skal nemlig hjælpes og have mulighed for at forbedre deres situation – hvad end man er hjemløs eller på vej til det, udsat ung eller voksen, voldsramt kvinde eller misbruger. Det kommunikerer regeringen da også med sin titel for de sociale 2020-mål: "Alle skal med". Skal det lykkes, må der imidlertid også følge nogle virkemidler med planen. 

debat@altinget.dk