Hummelgaards enøjede forelskelse i hårdere straffe giver ikke mindre kriminalitet

"Og så er jeg flintrende ligeglad med, at nogle kriminologer mener, at det ikke hjælper."

Ordene er en del af den sædvanlige svada, som justitsminister Peter Hummelgård (S) sendte afsted mod undertegnede og andre af mine kollegaer i et nyligt interview her i Altinget.

Udover det krydrede justitsministeren sin opsang med at dadle Folketinget og alle andre, der ikke har haft samme brutale opvækst som ham selv. Ingen ved, hvordan tingene hænger sammen. Men det ved Hummelgaard. Han er jo fra Ama’r.

Og i interviewet lader han derfor også læseren vide, at vi kriminologer i bund og grund kun formår at se verden ud fra gerningsmandens perspektiv. Ofrene og samfundet betyder ingenting for os. Naturligvis.

Heldigvis er Hummelgaard her for at redde dagen og giver ofrene den omsorg og de hårdere straffe, de så gerne vil have. Gud være lovet.

Problemet ved denne frelste attitude og konstante ringeagt af forskningen (og al praktisk erfaring på området, desuden) er selvfølgelig, at justitsministeren ikke har forstået, hvordan tingene hænger sammen.

At sige, at vi kriminologer ikke kerer os om ofrene og samfundet, er både fagligt og personligt krænkende. Intet kunne være mere forkert.

Når vi kriminologer peger på, at for eksempel 15 års fængsel i stedet for ti års fængsel ofte ikke har den effekt, som politikerne ellers påstår, siger vi det ikke for at udtrykke vores kærlighed til kriminelle eller modvilje mod ofrenes pinsler. Tværtimod. Vi siger det, da mange års forskning har vist os, at et for smalsporet fokus på at hæve straffene risikerer at skabe flere og ikke færre ofre.

Hvorfor? Det er der flere grunde til:

{{toplink}}

Kriminalitet i fængslet: Den populære mavefornemmelsesbaserede idé om, at du ikke kan begå kriminalitet, fordi du sidder inde, stemmer ikke overens med virkeligheden. Der er flere eksempler på, at kriminelle viderefører deres forbryderiske vaner – og endda forfiner dem.

Lederen af banden Loyal to Familia, Shuaib Kahn, lykkedes ikke bare med at forblive kriminel bag tremmerne; han brugte tiden på at udtænke planen til det, der senere skulle blive en af Danmarks mest voldsparate bandegrupperinger.

Og i USA ser man lignende eksempler, hvor ”fængselsbander” er blevet et stort problem. I fængslet rekrutteres nye medlemmer i hobetal, og i stigende grad udgør fængslet nu bandernes epicenter og hovedkvarter.

Mere fængsel, mere kriminel: Jo længere tid du sidder i fængsel, jo større er risikoen for, at du kommer ud mere kriminel, end du var, da du kom ind. Fængsler er sjældent stedet, hvor man aflærer sin kriminalitet. Mere end at være et værn mod kriminalitet, er fængslet en slags ”forbryderskole”.

Her kan vi blot kaste et blik på tilbagefaldsprocenten. Modsat Norge, hvor færre falder tilbage i en kriminel løbebane, er danske fængsler ikke på samme måde i stand til at resocialisere og reformere de indsatte.

Hvorfor? I høj grad fordi vi har fået en øget mængde fanger, dårligere (arbejds-)forhold i Kriminalforsorgen og, desuden, et stigende politisk ideal om, at fængsel og frihedsberøvelse først og fremmest skal være et spørgsmål om straf og hævn mere end et forsøg på at forhindre fremtidig forbrydelse.

Et tilsandet retssystem: Som undersøgelser har vist, så har danske politikere via denne hummelgaardske fortælling om ” hårdere straffe” skabt et retsvæsen, der er gået i stykker. Eller som i hvert fald halter alvorligt.

Som politiker kan man råbe på ”mer’ straf” lige så tosset man vil, men hvis systemet, som skal udmønte disse straffe, ikke fungerer – det vil sige har tid og ressourcer til at passe deres arbejde – så forslår det som en skrædder i helvede. Se blot på hele retskæden. Politiet har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Anklagemyndigheden, domstolene og Kriminalforsorgen ligeså.

Og læser man førnævnte undersøgelser, så peger fingeren direkte på de straffelystne politikere. Hvor det kan være let at stille sig op og tale dunder, så er det, med andre ord, mindre ligetil faktisk at skulle udføre de mange politiske ønsker om hårdere straffe på dette og hint. Det sender folk på overarbejde. Og hvad værre er, så skaber det et system, der ikke kan levere på det, som er det allervigtigste; nemlig at finde frem til de kriminelle og få dem dømt.

{{toplink}}

Politiet henlægger sager i et væk. Nogle gider de slet ikke undersøge. Og hvis du bliver udsat for en forbrydelse – og du er så heldig, at sagen føres - kan du ikke så sjældent se frem til at skulle vente i mange måneder hvis ikke år på en afgørelse.

I et sådan tilsandet system, føler ofrene sig ikke taget alvorligt. Retsfølelsen krænkes. Du bliver slået ned, men bliver pænt bedt om at vente. Og hvad værre er, så viser forskningen, at kriminaliteten øger, når vi har et trægt retssystem. For mens vi alle venter på dommen, kan den kriminelle fortsætte med sine ugerninger.

Dyrt spildte penge. Ét er, at forskningen gang på gang har vist, at en hævning af straffene i langt de fleste tilfælde ikke har nogen positiv effekt på kriminalitetsbilledet.

En anden pointe er, at det er en dyr affære. Lytter man til dagens politikere, Hummelgaard inklusive, lyder det som om, at de er i besiddelse af et uendeligt pengetræ: "Der er råd til det hele,” synes mottoet at være.

Sandheden er selvfølgelig en anden. Og sandheden er, at strengere straffe koster millioner og, over tiden, milliarder. At hæve en given straf med blot nogle få år, er en kæmpe udgiftspost.

Udover at den indsatte koster kroner og øre hver dag, han/hun sidder inde, så koster det også ofte ekstra i forhold til den indsats myndighederne skal lægge i at forberede og føre sagen. Læg igen dertil at chancen for, at den kriminelle vender tilbage til samfundet som lovlydig borger falder. I stedet forbliver personen en tung omkostning betalt af hr. og fru. Danmark.

Havde man i stedet ville bruge pengene fornuftigt, havde man brugt dem på at understøtte myndighedernes arbejde, på forebyggende indsatser samt mere generelle velfærdsindsatser. Desværre har vi en regering, der – mod bedrevidende – bruger skattekroner på ting, der beviseligt ikke virker – penge der kunne være brugt på at få mindre kriminalitet i Danmark og/eller på at sikre din kære gamle mor en værdig alderdom.

{{toplink}}

Hummelgaards enøjede forelskelse i hårdere straffe giver ikke mindre kriminalitet, men mere kriminalitet. Og mere kriminalitet er lig med flere ofre. That’s it.

Sat på formel, er det det simple budskab, vi kriminologer forsøger at få igennem. At justitsministeren så er ”flintrende ligeglad”, må stå for egen regning. Men det er intet andet en sørgeligt politisk spin at få det til at fremstå som, at Hummelgaard er den, der er bannerfører for samfundets og ofrenes ve og vel. Hvis det var sandt, ville han lytte lidt mere til, hvad folk med viden og praktisk erfaring på området faktisk sagde.

I stedet synes han og kollegaerne blot at mele egen kage. Og gør det for danskernes hårdt indtjente skattepenge, alt imens landets praktikere halser rundt og prøver på at få tingene til at hænge sammen. Og mens politiet og andre bliver stresssygemeldte og har sværere og sværere ved at finde mening med det arbejde, I politikere tvinger dem til at gøre, kan I så holde jeres båltaler og bogreceptioner. Her kan I mødes i al fordragelighed og hylde hinanden for at have skrevet endnu et politisk manifest, hvor det ikke skulle undre mig, hvis den største køber af disse bøger er partiorganisationen selv.

Det var da i hvert fald værd at bide mærke i, at Kaare Dybvad (S) vil give Stoklunds nye fantastiske epos til sine jurister i Udlændinge- og Integrationsministeriet, så Dybvads embedsværk lige kunne få love til at læse og lære af den.

Åh, hvor dejligt det må være at være embedsmand i dagens Danmark. I stedet for at kunne arbejde med det, der faktisk kan gøre en forskel, skal man nu i stigende grad være en brik i et politisk spil. Men det kan man selvfølgelig også være ligeglad med. Alt er godt, så længe straffene bliver sat op. Sådan er det. Med hårdere straffe skal man land bygge.

{{toplink}}