Udnyt de menneskelige ressourcer bedre

Af Lise Bisballe
Projektleder ved Center for Socialt Entreprenørskab på RUC, Roskilde

For en måneds tid siden var jeg i London som deltager på en studietur, som var arrangeret af Frivilligrådet. Formålet var at få et indblik i den britiske udvikling inden for frivilligområdet, både hvad angår rammebetingelser, co-produktion og krav til sektorens fremtidige organisation og kompetencer.

Det var en god tur. Vi mødte forskere, specialister, praktikere og embedsmænd, som på kvalificeret vis kunne give et indblik i den britiske scene. Et stort indtryk gjorde imidlertid mødet med Dan Hopwell, som er leder af Timebanking UK - en medlemsorganisation for initiativer og aktiviteter i Storbritannien (www.timebanking.org).

En alternativ økonomi- og samarbejdsmetode
Timebank er et værktøj, som kan bruges til at organisere folk og organisationer i et udvekslingssystem, således at de er i stand til – over tid - at handle med kompetencer, ressourcer og ekspertise.

For hver time deltagerne ”sætter ind ” i en timebank ved at give praktisk hjælp og støtte til andre, kan de ”hæve” tilsvarende støtte på et tidspunkt, hvor de selv har brug for det. Den enkelte bestemmer selv, hvad man tilbyder. Og alle timer har samme værdi, uanset hvilken kompetence man tilbyder. Det kan for eksempel være at tilbyde indkøb for en ældre medborger for så senere at hæve tid til børnepasning, eller at lave mad på en varmestue for så senere at ”hæve” tid til at få slået en græsplæne.

Timebanker har været etableret i England i knap 15 år og i USA lidt længere; de findes i forskellige organisationsformer og anses for at være et stærkt redskab til at løse nogle af de mest komplekse sociale problemstillinger i samfundet. Og hvorfor nu det? Jo, fordi timebank- tænkningen vender tingene på hovedet og anvender en ressourcetænkning frem for en byrde og udgiftstænkning og tænker i co-produktion frem for klientgørelse.

Modellen bygger på fem forudsætninger:

1)    At samfundets egentlige rigdom er dets befolkning, og at alle mennesker har ressourcer, som kan bidrage til samfundet.

2)    At arbejde bør redefineres, således at det omfatter alt, hvad det indebærer at sikre gode opvækstvilkår og forhold for børn og familier, sikre omsorg for de socialt udsatte, skabe levende boligområder og medvirke til demokrati. Timebanken kan på en uformel måde bidrage til, at dette sker.

3)    At give noget tilbage er en universel impuls. I timebanken er mantraet ”vi har brug for hinanden”, så derfor bør ensidige transaktioner udskiftes med gensidige.

4)    At social kapital forbruges og genereres gennem netværk, tillid og gensidighed.

5)    At der skal være respekt og anerkendelse af værdien af det bidrag, som alle kan give
(Edgar S. Cahn (2004), No More Throw-Away People: The Co-Production Imperative).

Erfaringerne både fra USA og England viser, at modellen kan være med til at styrke socialt udsattes muligheder for et bedre liv, idet den tillid og de samarbejdsrelationer, der etableres i timebanksystemet, understøtter den enkeltes selvtillid og selvværd og oparbejder social kapital. Det samme gør sig gældende i udsatte boligområder, hvor timebankerne har været medvirkende til både at understøtte enkeltpersoner og udvikle områderne i mere positiv retning.

Timebanking kan benyttes til fremtidens velfærdsopgaver
Så når nu dette værktøj tilsyneladende er så effektivt, hvordan kan det så være, at metoden ikke er blevet importeret til Danmark for længst? Jeg er bekendt med, at der har været flere forsøg på at få timebanker etableret og anerkendt de senere år. Og når det ikke er lykkedes endnu, er det fordi, at op til flere skatteministre har ment, at det at ”handle” eller bytte tid og kompetencer på denne måde kan sidestilles med sort arbejde.

Det kan virke paradoksalt i en tid med stram økonomi og store forventninger til civilsamfundets rolle i løsningen af fremtidens velfærdsopgaver, og hvor co-produktion og aktivt medborgerskab er buzzwords i debatten.

Der er mange, der rundt omkring i Danmark gerne så anerkendte forsøg med timebanker etableret enten inden for egne organisationer eller i boligområder, fordi netop denne tilgang giver mening i deres arbejde. Så hermed en opfordring til politikerne til at se på potentialet i timebanker og til at gå i dialog med dem, som gerne vil eksperimentere med modellen, men i en ramme, hvor de ikke risikerer at blive anklaget for hverken skattesnyd eller civil ulydighed.

debat@altinget.dk