Stop hetzen mod psykiatrien
DEBAT: Nogle kommentatorer har rettet en voldsom kritik mod både behandlingsmetoder, adfærd, holdninger og etik i psykiatrien. Dansk Psykiatrisk Selskab tager nu til genmæle og opfordrer til en sober debat.
Af Jeanett Bauer,
Overlæge, ph.d., formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og
Thomas Middelboe
Overlæge, ph.d., næstformand for Dansk Psykiatrisk Selskab
Psykiatrien er ofte på mediernes dagsorden. Det skyldes måske, at hver fjerde dansker oplever at have en psykisk lidelse, og at hver anden familie kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Psykiatri bliver dermed let et emne, som alle har en mening om og en holdning til.
I de seneste måneder har pressen sat fokus på overmedicinering og tvang i psykiatrien. Især den såkaldte 'Glostrupsag' har udløst mange overskrifter. Og med rette, for det er bestemt ikke nogen køn sag.
Sønderlemmende kritik
En kronik i Politiken den 12. oktober går et skridt videre og retter en generel og sønderlemmende kritik af forholdene i dansk psykiatri - både hvad angår behandlingsmetoder, adfærd, holdninger og etik!
En sober og evidensbaseret debat
Derfor vil vi i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) opfordre til en mere nuanceret og fagligt funderet debat.
Med det mener vi en debat, som både kan være med til at aflive en række myter og bidrage til, at vi kan få gennemført nogle af de forbedringer, som vi er mange, der længe har efterspurgt - uden at vinde gehør.
Lad os begynde med at slå én ting helt fast: Som ansat i psykiatrien ønsker man kun det bedste for sine patienter. Ingen i psykiatrien har en interesse i at skade, overmedicinere eller bruge tvang.
De gamle dyder
Det er måske også på sin plads med et par ord om Dansk Psykiatrisk Selskab.
DPS er et videnskabeligt selskab, der arbejder for at sikre, at psykisk syge får et optimalt behandlingstilbud. Det betyder efter vores opfattelse, at den moderne medicinske behandling ikke kan stå alene, men skal gå hånd i hånd med gamle dyder som grundighed, eftertanke, tålmodighed, samtale og refleksion.
Et godt psykiatrisk behandlingstilbud skal med andre ord omfatte en grundig udredning af symptomer, en præcis diagnostik samt en helhedsorienteret behandling - fortrinsvis baseret på ambulante tilbud, men med tilstrækkelig sengekapacitet til at kunne tilbyde døgnbehandling, når dette er nødvendigt.
En sober og fagligt funderet debat skal som nævnt baseres på fakta. I det følgende vil vi se på nogle af de sager, påstande og spørgsmål, der i de seneste måneder har været fremme i medierne.
Derfor tav DPS
Nogle har undret sig over, at Dansk Psykiatrisk Selskab ikke har ytret sig om 'Glostrupsagen'. Men vi er et videnskabeligt selskab, ikke en tilsynsmyndighed. Det tilkommer derfor ikke os at overvåge institutioner eller irettesætte kolleger. Især ikke i en sag, der som Glostrupsagen både rummer komplekse faglige og ledelsesmæssige aspekter. Den opgave ligger hos Sundhedsstyrelsen. Og styrelsen har nu udtalt sig i sagen.
Når det er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at DPS klart tager afstand fra systematisk brug af høje doser medicin. Det er helt uacceptabelt!
Der er heller ingen tvivl om, at mange kronisk syge patienter bør have set på og ryddet op i deres medicin.
Vores ærinde er med andre ord ikke at hævde, at der ikke er plads til forbedringer. For det er der naturligvis!
Ingen facitliste
Men når der i kronikken i Politiken fx står, at man fremover bør sikre, at "indsatsen skræddersys til den enkelte", så er vi nødt til at sige, at det jo netop er sådan, det normalt foregår i dag: Den gode medicinske behandling tager netop udgangspunkt i en konkret vurdering af den pågældende patients situation og behov.
Mange tror fx, at højere doser end de anbefalede er ensbetydende med overmedicinering. De tror med andre ord, at der findes en facitliste, der klart viser den omhyggelige psykiater, præcist hvor stor en dosis en patient skal have i en given situation. Men så enkelt er det desværre ikke.
Dosisanbefalingerne bygger nemlig på patienter, der ikke er mere syge, end at de kan give informeret samtykke. De er ikke baseret på de meget svært syge patienter, vi ofte ser på de lukkede afdelinger
Strategien bør derfor altid være at anvende den lavest mulige dosis - der har den ønskede effekt og færrest mulige bivirkninger. Mere præcist kan man ikke komme det.
En helt ny vej?
Kronikken i Politiken fremstiller 'Åben Dialog' som en ny og anderledes tilgang til psykisk sygdom, der vil kunne løse mange af de udfordringer, vi ikke kan løfte i dag. Det kan vi da kun håbe!
Som videnskabeligt selskab er det DPS' opgave at se på evidensen.
Indtil videre er den videnskabelige evidens for Åben Dialog sparsom, men metoden fortjener da bestemt mere udforskning. Selv om udgifterne pr. patient - som vi kender erfaringerne fra Finland - er betydeligt højere end i Danmark. Helt ny i dansk regi er metoden nu ikke. Dele af den indgår nemlig i flere af de psykosociale behandlingsmetoder, der anvendes herhjemme i dag - bl.a. i OPUS-modellen.
Sammenfattende kan man sige, at det at arbejde helhedsorienteret og med netværk faktisk er et grundprincip i psykiatrien - selv om det bestemt ikke altid lykkes os at gøre det så godt, som vi kunne ønske os.
Det vanskelige dilemma
Når det gælder kræftbehandling, ved mange godt, at man kan være nødt til at acceptere en høj risiko og nogle meget ubehagelige bivirkninger, når man vil forsøge at helbrede en sygdom, der kan være potentielt dødelig. Det samme dilemma gør sig gældende med psykiske sygdomme, der i de sværeste tilfælde kan være dødelige på grund af vedvarende fare for, at patienten begår selvmord, har omfattende misbrug, risikoadfærd, livsstilsfaktorer mm. Alvoren kan være svær at forstå og acceptere - både for patienten selv og for de pårørende.
Mange journalister ved nok heller ikke, at den øgede dødelighed kan reduceres ved rationel medicinsk behandling. Et stort finsk studie har således påvist, at dødeligheden hos patienter med skizofreni, der er i langvarig medicinsk behandling, er lavere, end dødeligheden hos patienter, der ikke får medicin.
Tid til samtale
Vi hører ind imellem også, at vi psykiatere er alt for fokuserede på medicin. Og for lidt optaget af samtale. Nogle vil ligefrem hævde, at mange patienter ville have et bedre liv uden al kemi.
Det er en vanskelig diskussion: En svær psykose kan fx medføre, at den syge hverken sover, spiser eller drikker. Det kan true patientens liv - så her kan medicinen ganske enkelt redde liv. Men at vi ofte bruger medicin, betyder ikke, at vi ikke taler med patienterne.
Samtalen er et centralt element i den psykiatriske behandling. Alle ansatte i psykiatrien bruger samtale og psykoterapeutiske redskaber - også dér, hvor der ikke er tale om et formaliseret psykoterapeutisk forløb. At påstå noget andet er simpelthen urigtigt. Samtale kan nogle gange stå alene - medicin kan aldrig!
Men der er desværre næppe tvivl om, at jo mere psykiatrien sættes under pres - på grund af misforholdet mellem ressourcer og patienttal kombineret med det stadigt stigende krav om hurtig og effektiv behandling - jo større er risikoen for, at samtalebehandlingen nedprioriteres.
Denne Catch 22 er en ulykkelig situation og givetvis grunden til meget af den frustration, som både patienter, pårørende og personale oplever i dag. En frustration, der også kommer frem i medierne i form af negative historier. DPS arbejder derfor på at integrere samtalestøtte og psykoterapi yderligere i den psykiatriske behandling, så det bliver helt klart, at samtalen er en hovedhjørnesten i psykiatrien.
Psykisk sygdom er mange ting
Endelig skal man gøre sig klart, at psykiatrien beskæftiger sig med en bred vifte af psykiske lidelser - fra lette angst- og depressionssygdomme til meget svære psykoser. Den rigtige behandling for en patient med en mild depression er ikke nødvendigvis den rigtige - eller tilstrækkelige - til en stærkt psykotisk patient.
Flere og flere bliver syge
Kronikken fastslår også, at der er en voldsom diskrepans mellem de politiske udmeldinger og de faktiske forhold i psykiatrien i dag. På dette punkt er vi fuldkommen enige med de to kronikkører:
På bare ti år - fra 2000 til 2010 - er antallet af personer i psykiatrisk behandling steget med 40 pct. Uden at pengene er fulgt med. Resultatet af den strategi er dybt bekymrende: Der er i dag ventelister til ambulant behandling i både voksen- og børne-ungdomspsykiatrien. Der er overbelægning. Og der er høje genindlæggelsesfrekvenser på alle de psykiatriske afdelinger i de store byer.
Flere penge er ikke i sig selv nok, skriver de to kronikører. Det er fuldkommen rigtigt. Men tid er en vigtig faktor, når man har ondt i sjælen. Også når man arbejder med medicin, hvor der ofte vil gå noget tid, førend medicinen virker. Flere ressourcer kunne give den tid og det rum, som vi i den grad savner i dag.
Personalet i psykiatrien slider og kæmper dagligt sammen patienterne i et presset og økonomisk udsultet behandlingssystem. Hvis vi samtidig skal kæmpe mod stigmatisering fra kommentatorer med nok så gode viljer, bliver opgaven endnu tungere at løfte. Motoren i systemet - os nede på gulvet, der skal løse opgaverne - er i forvejen ikke kraftig nok.
Der er altså plads til forbedringer - både i psykiatrien og i debatten. Lad os sammen skabe en fagligt funderet og åben dialog om, hvad der skal til. Vores bud kan ses i DPS' Hvidbog 2010-2020.
Overlæge, ph.d., formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og
Thomas Middelboe
Overlæge, ph.d., næstformand for Dansk Psykiatrisk Selskab
Psykiatrien er ofte på mediernes dagsorden. Det skyldes måske, at hver fjerde dansker oplever at have en psykisk lidelse, og at hver anden familie kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Psykiatri bliver dermed let et emne, som alle har en mening om og en holdning til.
I de seneste måneder har pressen sat fokus på overmedicinering og tvang i psykiatrien. Især den såkaldte 'Glostrupsag' har udløst mange overskrifter. Og med rette, for det er bestemt ikke nogen køn sag.
Sønderlemmende kritik
En kronik i Politiken den 12. oktober går et skridt videre og retter en generel og sønderlemmende kritik af forholdene i dansk psykiatri - både hvad angår behandlingsmetoder, adfærd, holdninger og etik!
En sober og evidensbaseret debat
Derfor vil vi i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) opfordre til en mere nuanceret og fagligt funderet debat.
Med det mener vi en debat, som både kan være med til at aflive en række myter og bidrage til, at vi kan få gennemført nogle af de forbedringer, som vi er mange, der længe har efterspurgt - uden at vinde gehør.
Lad os begynde med at slå én ting helt fast: Som ansat i psykiatrien ønsker man kun det bedste for sine patienter. Ingen i psykiatrien har en interesse i at skade, overmedicinere eller bruge tvang.
De gamle dyder
Det er måske også på sin plads med et par ord om Dansk Psykiatrisk Selskab.
DPS er et videnskabeligt selskab, der arbejder for at sikre, at psykisk syge får et optimalt behandlingstilbud. Det betyder efter vores opfattelse, at den moderne medicinske behandling ikke kan stå alene, men skal gå hånd i hånd med gamle dyder som grundighed, eftertanke, tålmodighed, samtale og refleksion.
Et godt psykiatrisk behandlingstilbud skal med andre ord omfatte en grundig udredning af symptomer, en præcis diagnostik samt en helhedsorienteret behandling - fortrinsvis baseret på ambulante tilbud, men med tilstrækkelig sengekapacitet til at kunne tilbyde døgnbehandling, når dette er nødvendigt.
En sober og fagligt funderet debat skal som nævnt baseres på fakta. I det følgende vil vi se på nogle af de sager, påstande og spørgsmål, der i de seneste måneder har været fremme i medierne.
Derfor tav DPS
Nogle har undret sig over, at Dansk Psykiatrisk Selskab ikke har ytret sig om 'Glostrupsagen'. Men vi er et videnskabeligt selskab, ikke en tilsynsmyndighed. Det tilkommer derfor ikke os at overvåge institutioner eller irettesætte kolleger. Især ikke i en sag, der som Glostrupsagen både rummer komplekse faglige og ledelsesmæssige aspekter. Den opgave ligger hos Sundhedsstyrelsen. Og styrelsen har nu udtalt sig i sagen.
Når det er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at DPS klart tager afstand fra systematisk brug af høje doser medicin. Det er helt uacceptabelt!
Der er heller ingen tvivl om, at mange kronisk syge patienter bør have set på og ryddet op i deres medicin.
Vores ærinde er med andre ord ikke at hævde, at der ikke er plads til forbedringer. For det er der naturligvis!
Ingen facitliste
Men når der i kronikken i Politiken fx står, at man fremover bør sikre, at "indsatsen skræddersys til den enkelte", så er vi nødt til at sige, at det jo netop er sådan, det normalt foregår i dag: Den gode medicinske behandling tager netop udgangspunkt i en konkret vurdering af den pågældende patients situation og behov.
Mange tror fx, at højere doser end de anbefalede er ensbetydende med overmedicinering. De tror med andre ord, at der findes en facitliste, der klart viser den omhyggelige psykiater, præcist hvor stor en dosis en patient skal have i en given situation. Men så enkelt er det desværre ikke.
Dosisanbefalingerne bygger nemlig på patienter, der ikke er mere syge, end at de kan give informeret samtykke. De er ikke baseret på de meget svært syge patienter, vi ofte ser på de lukkede afdelinger
Strategien bør derfor altid være at anvende den lavest mulige dosis - der har den ønskede effekt og færrest mulige bivirkninger. Mere præcist kan man ikke komme det.
En helt ny vej?
Kronikken i Politiken fremstiller 'Åben Dialog' som en ny og anderledes tilgang til psykisk sygdom, der vil kunne løse mange af de udfordringer, vi ikke kan løfte i dag. Det kan vi da kun håbe!
Som videnskabeligt selskab er det DPS' opgave at se på evidensen.
Indtil videre er den videnskabelige evidens for Åben Dialog sparsom, men metoden fortjener da bestemt mere udforskning. Selv om udgifterne pr. patient - som vi kender erfaringerne fra Finland - er betydeligt højere end i Danmark. Helt ny i dansk regi er metoden nu ikke. Dele af den indgår nemlig i flere af de psykosociale behandlingsmetoder, der anvendes herhjemme i dag - bl.a. i OPUS-modellen.
Sammenfattende kan man sige, at det at arbejde helhedsorienteret og med netværk faktisk er et grundprincip i psykiatrien - selv om det bestemt ikke altid lykkes os at gøre det så godt, som vi kunne ønske os.
Det vanskelige dilemma
Når det gælder kræftbehandling, ved mange godt, at man kan være nødt til at acceptere en høj risiko og nogle meget ubehagelige bivirkninger, når man vil forsøge at helbrede en sygdom, der kan være potentielt dødelig. Det samme dilemma gør sig gældende med psykiske sygdomme, der i de sværeste tilfælde kan være dødelige på grund af vedvarende fare for, at patienten begår selvmord, har omfattende misbrug, risikoadfærd, livsstilsfaktorer mm. Alvoren kan være svær at forstå og acceptere - både for patienten selv og for de pårørende.
Mange journalister ved nok heller ikke, at den øgede dødelighed kan reduceres ved rationel medicinsk behandling. Et stort finsk studie har således påvist, at dødeligheden hos patienter med skizofreni, der er i langvarig medicinsk behandling, er lavere, end dødeligheden hos patienter, der ikke får medicin.
Tid til samtale
Vi hører ind imellem også, at vi psykiatere er alt for fokuserede på medicin. Og for lidt optaget af samtale. Nogle vil ligefrem hævde, at mange patienter ville have et bedre liv uden al kemi.
Det er en vanskelig diskussion: En svær psykose kan fx medføre, at den syge hverken sover, spiser eller drikker. Det kan true patientens liv - så her kan medicinen ganske enkelt redde liv. Men at vi ofte bruger medicin, betyder ikke, at vi ikke taler med patienterne.
Samtalen er et centralt element i den psykiatriske behandling. Alle ansatte i psykiatrien bruger samtale og psykoterapeutiske redskaber - også dér, hvor der ikke er tale om et formaliseret psykoterapeutisk forløb. At påstå noget andet er simpelthen urigtigt. Samtale kan nogle gange stå alene - medicin kan aldrig!
Men der er desværre næppe tvivl om, at jo mere psykiatrien sættes under pres - på grund af misforholdet mellem ressourcer og patienttal kombineret med det stadigt stigende krav om hurtig og effektiv behandling - jo større er risikoen for, at samtalebehandlingen nedprioriteres.
Denne Catch 22 er en ulykkelig situation og givetvis grunden til meget af den frustration, som både patienter, pårørende og personale oplever i dag. En frustration, der også kommer frem i medierne i form af negative historier. DPS arbejder derfor på at integrere samtalestøtte og psykoterapi yderligere i den psykiatriske behandling, så det bliver helt klart, at samtalen er en hovedhjørnesten i psykiatrien.
Psykisk sygdom er mange ting
Endelig skal man gøre sig klart, at psykiatrien beskæftiger sig med en bred vifte af psykiske lidelser - fra lette angst- og depressionssygdomme til meget svære psykoser. Den rigtige behandling for en patient med en mild depression er ikke nødvendigvis den rigtige - eller tilstrækkelige - til en stærkt psykotisk patient.
Flere og flere bliver syge
Kronikken fastslår også, at der er en voldsom diskrepans mellem de politiske udmeldinger og de faktiske forhold i psykiatrien i dag. På dette punkt er vi fuldkommen enige med de to kronikkører:
På bare ti år - fra 2000 til 2010 - er antallet af personer i psykiatrisk behandling steget med 40 pct. Uden at pengene er fulgt med. Resultatet af den strategi er dybt bekymrende: Der er i dag ventelister til ambulant behandling i både voksen- og børne-ungdomspsykiatrien. Der er overbelægning. Og der er høje genindlæggelsesfrekvenser på alle de psykiatriske afdelinger i de store byer.
Flere penge er ikke i sig selv nok, skriver de to kronikører. Det er fuldkommen rigtigt. Men tid er en vigtig faktor, når man har ondt i sjælen. Også når man arbejder med medicin, hvor der ofte vil gå noget tid, førend medicinen virker. Flere ressourcer kunne give den tid og det rum, som vi i den grad savner i dag.
Personalet i psykiatrien slider og kæmper dagligt sammen patienterne i et presset og økonomisk udsultet behandlingssystem. Hvis vi samtidig skal kæmpe mod stigmatisering fra kommentatorer med nok så gode viljer, bliver opgaven endnu tungere at løfte. Motoren i systemet - os nede på gulvet, der skal løse opgaverne - er i forvejen ikke kraftig nok.
Der er altså plads til forbedringer - både i psykiatrien og i debatten. Lad os sammen skabe en fagligt funderet og åben dialog om, hvad der skal til. Vores bud kan ses i DPS' Hvidbog 2010-2020.
Udnyt de menneskelige ressourcer bedre
Der er brug for et fælles behandlingsprog
