TEMA: Fattig uden grænser

Mange lande, vi sammenligner os med, har fastsat en fattigdomsgrænse. Den nuværende regering har hidtil nægtet at indføre dette socialpolitiske instrument i dansk forvaltning. Fhv. socialminister Henriette Kjær (K) afviste det med den - tåbelige - begrundelse, at de fattige ikke blev rigere af en sådan grænse. Men den kunne give politikerne et fornuftigt instrument til at måle fattigdommens stigning i vort samfund og inspirere til en lovgivningsmæssig indsats for at udrydde den og dens alvorlige symptomer. Den kunne også være en øjenåbner for de mange privilegerede danske borgere, der ynder på det bestemteste at afvise fattigdom i Danmark - landet, hvor få har for meget og færre for lidt som resultat af "verdens bedste forsorg."

Pisk afhjælper ikke fattigdom
Trods løfter om ikke at skære ned i overførselsindkomsterne ved valgkampen 2001 har beskæftigelsesministeren senere indført starthjælp, kontanthjælpsloft og 300-timers-regel. Stramningerne i de økonomiske ydelser skulle angiveligt virke som pisk for at drive alle ud på et arbejdskrafthungrende arbejdsmarked. Samtidig har overførselsindkomsterne nu i årevis ikke været dyrtidsreguleret i takt med lønudviklingen på arbejdsmarkedet, og udhulingen viser sig efterhånden ganske klart. Metoden er uhensigtsmæssig og får ikke de nødstedte til at rejse sig og melde sig som deltagere i normalsamfundet. De mangler alt fra sko, tandpleje, sund energigivende kost og ikke mindst selvrespekt.

Forfatteren Martin A. Hansen skrev det i sin tid smukt i den lille novelle "Agerhønen": "Så satte sygdom ind, hvor modgang havde brudt hul" - man kan ikke blive ved at hænge i en finger. Med al ønskelig tydelighed kan forskerne nu dokumentere, at antallet af fattige er stigende, i gadebilledet kan vi alle se det. Hjemløse og tiggere - enlige mødres indkøbskurv i Netto og allerværst i vold og uro.

Fattige bliver holdt uden for den normale livsverden
De færreste tænker på, i hvor høj grad vi ideologisk undertrykker og stigmatiserer de underprivilegerede. Dagligt kan de i medierne se, høre og læse, at de er kostbare, antagelig arbejdsuvillige, at der snart sker yderligere forringelser af deres vilkår, at de mistænkes for socialt bedrageri osv. Dette medfører den farlige tilbagetrækning, der først giver sig udslag i isolation - senere i egentlig ensomhed og mangel på evne til at begå sig i det omgivende samfund. De er og føler sig med den tyske filosof Jürgen Habermas' ord uden for den normale livsverden.

For øjeblikket hærges vort samfund af evindelig kontrol og moraliseren. Dagligt stoppes vi med formaninger om, hvordan vi skal leve, og afvigelse fra reglen betyder ansvar for egen dårligdom. Ganske store grupper i vort samfund har ikke økonomisk mulighed for at følge de idelige anvisninger. For øjeblikket stiger priserne voldsomt. Folkepensionens grundbeløb vil i 2008 blive forhøjet med 1500 kr. på årsbasis. Der er ikke råd til økologi og alt det dyre grønne. Hvordan skal en enlig mor med tre børn og et månedligt rådighedsbeløb på 12-1300 kr. skaffe sine unger 6 styks grønt og frugt pr. dag? Mange steder kan man efterhånden købe - dyr - skolemad. Heller ikke her kan hun deltage, så netop de, der trænger hårdest må undvære. I forvejen grå dage tynges yderligere af en pinagtig fornemmelse af at være en dårlig mor.

En pinlig fiasko
Hertil kommer, at fattigdommen er individualiseret. I forrige århundrede fik mange arbejderbørn både træsko og madpakke på skolen. Det var en samlet klasses fælles lod, mens fattigdom i dag er en pinlig fiasko i tilværelsens liberale kappestrid. Denne samfundsgruppes børn og unge er også underprivilegerede i skole og uddannelsessystem. Som Lars Olsen så glimrende har gjort opmærksom på i bogen "Den nye ulighed", er f.eks. de faglige/tekniske uddannelser i den grad lagt til rette efter børn, der er socialiseret i boglige hjem. Frafaldet på uddannelserne er bekymrende stort og udgøres bl.a. af unge vokset op uden de fornødne stimuli. Det hører f.eks. til en normal barndom hjemme at have adgang til computer og internet. De fleste af de fattiges børn har ikke den mulighed og får derfor en ulige start. Det vil i fremtiden stille et stort spørgsmålstegn om deres rådighed for arbejdsmarkedet.

Også på ministerplan er det naivt, grænsende til det tåbelige, at tro, at alle voksne kan være til rådighed for det danske arbejdsmarked. Mange vil være eller blive ramt af fysisk og psykisk sygdom, de er derfor nødt til at søge forsørgelse. Andre har så tung bagage med fra en underprivilegeret barndom, at de ikke kan fungere, og endelig er der både sent udviklede unge og voksne, der ganske enkelt ikke er så kloge, at de kan bestride nutidens krævende jobs. De funktioner, de er i stand til at varetage, er for længst - i en globaliseret verden - ekspederet til lande med meget lave lønninger. Det er et af tidens mest brændende problemer, hvorledes vi skaber et værdigt liv for disse. Kontanthjælp, meningsløs aktivering, kontrol og mistænksomhed er ikke et værdigt liv. Det er et liv i konstant ydmygelse.

Lighed sikrer samfundets sammenhængskraft
Og al fattigdoms lidelse kan sammenfattes i det ene ord, ydmygelse. Ydmygelse kan føre til depression, isolation og selvmord. Men den kan også føre til vold. Vi har set det i Paris' forstæder og selv fået forsmag herpå. Volden afhjælpes ikke hverken ved 0-tolerance eller bevidstløse forslag om mere straf og flere fængsler, hvorfra der aldrig udgår hele mennesker. Man er nødt til at forstå vold som svaret på den totale ydmygelse. Tager vi vore unge indvandrere, har de netop i årtiers arbejdsløshed oplevet deres forældre ydmyget, og den nye 300-timers-regel vil i disse befolkningsgrupper cementere fattigdom. Nogle bøjer nakke - andre slår fra sig. De utallige ydmygede arbejdsløse i 1930'ernes Tyskland svarede igen ved at slutte op om det nazistiske parti.

Det er derfor vigtigt at forstå, at en socialpolitik, der øger lighed og bekæmper fattigdom er nødvendig for os alle - også de velstillede. Socialpolitikken skal sikre samfundets sammenhængskraft og følelsen af at leve i et fællesskab. Marginaliserede, foragtede mennesker føler sig uden for fællesskabet og vælger derfor livsstrategier, der er uhensigtsmæssige både for dem og for os andre. Fattigdomsproblemet accelrerer i disse år. Men det er vigtigt at huske, at vi stadig har såvel økonomi som værktøjer til at modarbejde udviklingen. Men det haster.

debat@altinget.dk