Pensionsboom for indvandrere skader integrationen

I løbet af de sidste 10 år er antallet af indvandrere, som modtager førtidspension og dermed står permanent uden for arbejdsmarkedet, steget markant. I dag er der 14.000 førtidspensionister sammenlignet med 5.470 i 1998.

Men hvad skyldes det, og hvilken betydning har det for integrationen?

Det er meget vigtigt fra starten at understrege, at der er forskel på kvindelige og mandlige pensionister. For kvindernes vedkommende indebærer pensionslivet ikke så store forandringer, hvis hun er vant til at være hjemmegående. For hende betyder det at få pension et mindre pres end tidligere, hvor hun var klemt mellem forpligtelser overfor mand, hjem og system. Alligevel bliver hendes verden og frihedsrum mindre. Dette betyder ikke, at kvinders bestræbelser på at opnå førtidspension er ok, men blot at deres situation i de fleste tilfælde skal ses i en større sammenhæng, nemlig mandens dominans.

De fleste kvinder ønsker i virkeligheden at komme ud og udrette noget - dette har jeg fra mine 10 års erfaring med integration. Nogle mandlige indvandrere ønsker, at deres koner bliver hjemme. Den traditionelle familiestruktur og kultur gør det svært for mænd at acceptere en ny rolle for deres kvinder.

I dette indlæg vil jeg udelukkende fokusere på den mandlige pensionist og se på de negative konsekvenser for integrationen.

Forskellige årsager
Stigningen i antallet af førtidspensionister med indvandrerbaggrund skyldes blandt andet:

a) en ny lovs krav om aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet (fx 300-timers-reglen)
b) mange har været rundt i systemet i mange år uden at have et reelt perspektiv
c) medarbejdernes manglende viden og redskaber til at hjælpe og takle denne målgruppe
d) manglende koordinering i forvaltninger og sluttelig
e) den kommunale sammenlægning har gjort denne målgruppe mere synlig. Derfor bliver der valgt kortsigtede løsninger for både systemet og indvandrerne, nemlig, at de får pension.

Pension for kvinder er et fængsel
Kvindernes ønsker og bestræbelser på at komme ud og deltage i samfundet er store, men desværre ikke bemærket. En kort fortælling fra virkeligheden vil illustrere dette. Jeg mødte en afghansk kvinde, som har haft sygemelding efter sygemelding. Hendes mand fik også lov til at være passiv og blive hjemme af forskellige årsager. Hun græd hver gang, man nævnte aktivering eller sprogskole og det blev hun ved med i næsten 5 år. Efter en lang periode med diskussion, pres og vejledning brød hun ud i en voldsom gråd og fortalte mig, at jeg i første omgang måtte koncentrere mig om hendes mand. Hun bad mig om at finde noget til ham, så han ikke skulle sidde derhjemme og diktere hver eneste bevægelse i familien. Og som hun udtrykte det meget tydeligt; det er ham, der ønsker, at jeg bliver hjemme.

Blikket blev derfor rettet mod hele familien, hvor man indså, at både manden og kvinden måtte aktiveres. Kvinden var meget glad og endda taknemmelig for, at hun fik mulighed for at opleve verden uden for hjemmets mure. Manden var meget sur over det og prøvede mange gange at forhindre det i at ske, men uden held. Manden fik til sidst et job og er stadig i arbejde, mens kvinden går på sprogskole og deltager i andre aktiviteter.

De negative konsekvenser for integrationen
At være pensionist vil have adskillige negative betydninger for integrationen; det vil påvirke børnenes opdragelse og deres adfærd, begrænse kvindernes udvikling og frigørelse, og endvidere forekommer der en risiko for, at det øger mandens isolation, passivitet og intolerance. Endelig er der det økonomiske tab både for det enkelte hjem og samfundet.

Manden bliver en dårlig rollemodel for sine børn. Det sender nogle negative signaler til børnene, når de gang på gang hører, at faren får pension, fordi det er et latterligt system, og at han ikke gider lave noget. Det kan også være, at han arbejder sort - det er der nogle, der gør, imens de modtager pension. Det er bestemt ikke det bedste eksempel for børnene at have. Disse børn vokser op i et miljø bestående af løgn, snyd og bedrageri. Pensionering af faren fører til større tomhed, absurditet, snævre social netværk og frustrationen over det nye forhold, som han ikke er i stand til at håndtere. Børnene oplever dette i form af farens passivitet eller desperat forsøg på at bevare magten og kontrollen over familien.

Ligeledes bliver kvinden presset til at blive hjemme under forskellige påstande blandt andet sygdom, psykiske problemer, børnesygdom og lignende. Mandens pensionering bliver på den måde en forbandelse for kvindes dagligdag; kontrol, observation og flere opgaver. Dette skaber konflikter og utryghed i hjemmet.

De fleste af disse mænd har i virkelighed ikke et selvstændigt eller lykkeligt liv, de kan koncentrere sig om, men snarere et elendigt liv. En irakisk førtidspensionist udtrykker det således: Mit daglige liv strækker sig fra MBC (arabisk tv-kanal) til supermarkedet Aldi, sagt på en anden måde, mangel på livskvalitet både mentalt og fysisk.

Mandens isolationen fra resten af samfundet bliver større, da kravet om aktiv deltagelse ophører totalt. Når man kommer fra en kultur, der anser pension som en slutning på ens livsproces, så er der ikke så megen forventning til frivillige aktiviteter fra disse mandlige pensionister. Man føler sig ikke forpligtet over for samfundet. Det danske samfund reduceres til udelukkende at være en økonomisk overlevelseskilde.

De mandlige pensionister udgør også en økonomisk belastning for samfundet og er et tab af menneskelige ressourcer, som kunne anvendes på fornuftigere vis.

Det er en katastrofe for hele integrationsspørgsmålet, hvis denne tendens fortsætter. Det vil skabe store sociale uligheder, svække familieforbindelsen til det danske samfund samt skabe børn med en stærk fornemmelse af fremmedgørelse og ghettomentalitet. Erfaringer og viden peger ofte på, at en stor del af unge med sociale afvigelser og dårlig opdragelse er vokset op inden for sådanne familier.

Så der er meget at se til, og der skal tænkes nye tanker og metoder for at løse dette spørgsmål. Der er stadigvæk mulighed for, at man kan aktivere og inddrage disse pensionister i det sociale, kulturelle og politiske liv.

debat@altinget.dk