Socialrådgiverne: Nedskæringer har gjort samfundet dårligere rustet til krise

Af Mads Bilstrup
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Når en krise som coronaepidemien rammer, er det kritisabelt, hvis et samfund ikke er ordentligt forberedt. Men hvis man ikke lærer af krisen, er det utilgiveligt.

I årene efter finanskrisen, som ramte Danmark i 2008, satte politikerne velfærden på smalkost. Stramninger af dagpenge, kommunale budgetter og offentlige ydelser har sat dybe spor – også dybere end mange formentlig forestiller sig.

Derfor er det helt afgørende, at vi ikke begår sammen fejl denne gang. At vi drager den rigtige lære af coronakrisen og sikrer vores fælles velfærd, så vi alle kan leve i tryg forvisning om, at samfundet rækker os en hjælpende hånd, hvis vi snubler – og griber os, hvis vi skulle falde.

Vigtigere bekymringer end toiletpapir
Da Danmark lukkede ned for godt to måneder siden, bredte bekymringer om toiletpapir og håndsprit sig som en steppebrand hen over landet. Men for samfundets mest udsatte var det helt andre og anderledes alvorlige tanker, der fyldte.

Flere hjemløse end normalt blev tvunget til at sove i den kolde forårsluft med himlen som tag, fordi familie og venner ikke længere turde have dem boende på grund af smittefare.

Mennesker med sindslidelser kunne pludselig ikke møde op til behandlinger i psykiatrien, som for nogle udgør den eneste fysiske kontakt, de har. Og børn af forældre med sociale problemer, der ikke allerede fik hjælp, blev ikke opdaget, mens en del forebyggende indsatser, hjemmebesøg og rådgivning af familier blev sat på pause.

Politisk vilje havde gjort konsekvenser mindre
En del af disse udfordringer var uundgåelige. Ingen forestiller sig, at en krise som coronaepidemien kan være omkostningsfri. Alligevel kunne konsekvenserne have været færre og mindre, hvis politikerne de seneste ti år havde investeret i socialområdet frem for at spare på det.

Når samfundet på få uger kan finde hundredvis af milliarder til at holde hånden under erhvervslivet, lønmodtagerne og økonomien som helhed, viser det, at den økonomiske udhuling af velfærden er et spørgsmål, ikke om økonomisk nødvendighed, men politisk vilje.

Og havde viljen været der, ja, så havde vi også haft langt flere billige boliger, ressourcer til personale og sengepladser i psykiatrien og socialrådgivere nok til at sikre den tætte kontakt med alle de mange børn, der har behov for det.

Formentlig havde behovet for sociale indsatser også været mindre, hvis ikke politikernes reformer havde gjort langt flere enlige og familier fattige, og hvis de havde sikret pædagoger og lærere tid nok til hvert enkelt barn.

Krisen har givet mere faglig frihed
Med investeringer i velfærden havde Danmark stået stærkere, da coronaepidemien ramte. Færre børn og voksne havde haft behov for sociale indsatser, og medarbejderne i det offentlige havde haft tid til socialt arbejde. Og alligevel har vi klaret os nogenlunde igennem.

Socialrådgivere og deres kolleger har knoklet for at sikre, at udsatte mennesker har fået så god hjælp og støtte som overhovedet muligt med kreative løsninger på de nye udfordringer – digitale mødeformer, gåture med to meters afstand og meget andet.

Samtidig har coronakrisen også åbnet mulighed for mere fleksibilitet og faglig frihed i arbejdet med blandt andre ledige, som har haft positiv indflydelse på samarbejdet mellem socialrådgivere og borgere.

Det skal vi også lære af. Medarbejdernes faglighed og borgernes egne ønsker og behov skal have mere plads.

Vi vælger selv, hvad vi som samfund vil bruge erfaringerne fra coronakrisen til fremover. Vi håber i Dansk Socialrådgiverforening på investeringer i vores fælles velfærd og det sociale sikkerhedsnet til gavn for hele samfundet.

debat@altinget.dk