Socialborgmester: Børnefattigdom vil ramme os som en boomerang

Af Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

"Etårsfattige", "treårsfattige", "relativt fattige" og "absolut fattige". Begreberne i debatten om børnefattigdom er mange.

Men uanset om vi taler om børn, som er fattige i et år, eller at fattigdom er et grundvilkår, mener jeg, at debatten er kørt af sporet. For vi glemmer simpelthen børnene.

Så jeg vil gerne som borgmester for Københavns mest udsatte børn råbe vagt i gevær og minde om, at børn hverken er tal eller begreber, men børn.

Mit juleønske er, at flere råber med. Jeg har ikke opgivet håbet, selvom debatten om fattige børn (undskyld mig) er blevet for fattig. Og der er desværre intet, der tyder på, at det vil ændre sig. Heller ikke et år frem i tiden, når partierne bag forståelsespapiret hører nyt fra regeringens såkaldte ydelseskommission.

Ny regering, ny start. Hvor ville jeg dog ønske, at regeringen havde sløjfet fattigdomsydelserne. At den havde taget teten og erklæret børnefattigdom for samfundsfjende nummer ét, to eller fem.

Hvor er den sociale ansvarlighed og den kærlige hånd under og i ryggen på samfundets svageste blevet af?

Børnefattigdom er et politisk spørgsmål
Vi skal være foregangsland på det grønne, det kan vi ikke blive uenige om. Det ville klæde det siddende flertal på Christiansborg at gå forrest, når det gælder børnefattigdom og dermed understrege et af de fineste principper i det danske velfærdssamfund: Nemlig, at vi arbejder aktivt for at give alle børn lige muligheder i Danmark.

For mig handler børnefattigdom helt grundlæggende ikke om, hvor længe man er eller har været fattig. Det handler heller ikke om kværnede tal fra hverken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller Cepos.

For mig er børnefattigdom et overvejende rent politisk spørgsmål: Er det noget, vi som samfund accepterer eller ej? Er det noget, vi vil tage ansvar for? Eller accepterer vi stiltiende, at der er børn, som ikke har madpakke med, og som ikke kan gå til fritidsaktiviteter?

Børnefattigdom er noget, vi alle sammen burde kunne enes om at bekæmpe. For børnenes skyld. Ingen vinder på børnefattigdom. Hverken økonomisk, personligt, socialt eller moralsk. Ikke det enkelte barn, ikke fællesskabet Danmark.

Ydelser marginaliserer i stedet for at hjælpe
Hvornår er vi blevet et samfund, der handler mod bedrevidende og bruger ydelser til at marginalisere i stedet for at hjælpe?

Vi er et land, der altid hjælper dem, der har det sværest. Hvor vi stiller krav til alle børns forældre og hjælper dem med at komme i arbejde. Så de selv kan løfte deres familie ud af fattigdom. Det er det samfund, som vi er. Ikke sandt?

Børn er børn. Og fattigdom er aldrig børnenes skyld. Hvis vi som samfund ikke tager ansvar for at bekæmpe børnefattigdom, så rammer den os som en boomerang, når børnene ikke længere er børn, men voksne, der aldrig fik den hjælp, de skulle have. 

debat@altinget.dk