Socialborgmester: Astrid Krag har sat skibe i søen – men kommer de til at sejle?

To år er gået siden, siden Astrid Krag (S) fik tildelt nøglerne til socialministeriet og blev stillet over for den svære udfordring at få folketingets partier til at prioritere socialpolitik.

Det begyndte lovende. For første gang i mands minde – måske nogensinde – var det store slagnummer i statsministerens nytårstale socialpolitisk, og udsatte børn var pludselig talk of the town. Det fortjener anerkendelse.

Generelt set skal regeringen da heller ikke beskyldes for at mangle ambitioner på området. Jeg tror ikke, der nogensinde har været gang i så mange store reformer, analyser og udredninger på én gang. Der er med andre ord sat rigtig mange skibe i søen. Min bekymring går på, om de nogensinde når i havn.

Jeg siger det med stor respekt for, at håndteringen af corona-pandemien selvfølgelig har medført forståelige forsinkelser. Men jeg siger det også med en oprigtig bekymring for, at ambitionerne er langt større end Astrid Krags gennemslagskraft i regeringen, når der skal findes penge til de gode intentioner.

Udspil på trapperne

I hvert fald må jeg konstatere, at aftalen om kommunernes økonomi, som blev indgået før sommerferien, kandiderer til en af de største maveplaskere i nyere tid.

Jeg er næppe den eneste, som på bagkant af den aftale virkelig krydser fingre for, at det ikke bliver mønstret for de kommende regeringsudspil på socialområdet. De er simpelthen for vigtige.

Det gælder for eksempel det hjemløse-udspil, der angiveligt kommer som det første. 

Vi står med en udfordring, som det må kunne lade sig gøre at løse i et samfund som det danske.

Konkret skal vi have flere billige boliger. Det er et stort problem i København, hvor cirka en fjerdedel af landets hjemløse befinder sig.

Her bør man fokusere på både at bygge billigt og på at gøre flere boliger betalelige. For eksempel gennem en udvidelse af målgruppen for huslejetilskud, så flere har mulighed for at modtage det og i længere tid.

Her hjælper regeringen med sin parallelsamfundspolitik desværre ikke, da den reelt begrænser udbuddet af billige boliger til målgruppen. Men mod en socialdemokratisk regerings ønske om en hård udlændingepolitik kæmper selv guderne forgæves.

Sanering af serviceloven

Mens der er brug for flere penge, da socialområdet er strukturelt presset, er der i lige så høj grad brug for at se på serviceloven, der bærer bræg af mange års bureaukratisk knopskydning.

Vi har simpelthen brug for en sanering af serviceloven med det fokus, at den skal give større fleksibilitet til kommunerne og samtidig skal sætte borgerne mere fri og give mulighed for selv at administrere de midler, de får tildelt til støtte.

Socialområdet er ikke en del af regeringens velfærdsforsøg, og Københavns Kommune er heller ikke blandt de syv udvalgte kommuner. Men mindre kan også gøre det.

For eksempel kan man sætte skub i arbejdet med en ny hovedlov om helhedsorienteret indsats på tværs af social- og beskæftigelsesområdet. Hovedloven blev aftalt i 2018 under den tidligere regering, og alle taler stadig om en helhedsorienteret indsats, så lad os nu få det til at ske.

For behovet for mere helhedsorienteret tænkning i både lovgivning og praksis er kun vokset i de forgangne tre år.

Udnyt kræfter hos civilsamfund og erhvervsliv

Endelig er der brug for, at vi bliver bedre til at udnytte og investere i de gode kræfter hos ngo’er, civilsamfund og private aktører.

I stedet for at se dem som en ressource, har socialministeren de seneste år truet med at trække tæppet væk under de private aktører. Baggrunden var en række artikler om såkaldte ”børnehjemsbaroner”. De har ageret på en måde, som ingen synes er ok. Men Astrid Krags løsning med at foreslå et profitforbud for sociale indsatser var ikke rigtig.

For forbuddet ville have haft den konsekvens, at en række gode, veldrevne private tilbud måtte lukke ned. Heldigvis var der ikke politisk opbakning til ministerens forsøg på et ideologisk quickfix.

Så de private aktører er her stadig, og jeg kunne ønske mig, at ministeren vil anlægge en mere positiv tilgang til dem.

Summa summarum. Regeringen har mange ambitioner på socialområdet. Men problemerne bliver ikke løst af hverken gode intentioner eller medfølende forargelse over enkeltsager. De bliver løst af konkrete, langsigtede initiativer, der tager livtag med udfordringer, som har martret os i årevis.

En regering og en minister skal vurderes på resultaterne, og det er for tidligt at fælde den dom. Men sikkert er det, at der er udsigt til endnu et hæsblæsende efterår i det socialpolitiske Danmark, og jeg ser med lige dele spænding og bekymring frem til, hvordan de store udspil falder ud.

Skibene skal ikke bare sættes i søen og kunne flyde - de skal nå i havn. 

debat@altinget.dk