S: Sådan sikrer vi, at børn kommer i en god plejefamilie

Af Camilla Fabricius (S)
Social- og familieordfører

Når vi anbringer børn, er vi forbandet forpligtet til at sikre, at børnene får en bedre hverdag end den, de kommer fra. 

Derfor er det vigtigt, at vi forholder os til, hvilken anbringelsessituation vores sårbare børn bliver placeret i. 

I dag er over halvdelen af anbragte børn boende hos en plejefamilie. Det er dermed den mest almindelige anbringelsesform.  Vi har dog tre konkrete udfordringer på området, vi bliver nød til at diskutere, hvordan vi får løst.

Den første udfordring er, at plejefamilierne ser ud til at blive mere professionaliserede. Det vil sige, at andelen af forældre i plejefamilierne i beskæftigelse er faldende og antallet af plejebørn i samme plejefamilie er stigende. 

Det tyder på, at det er langt mere krævende at være plejefamilie i dag, end det tidligere har været. Det gør, at børn i plejefamilie er i en familie, hvor begge forældre arbejder. 

Den onde spiral
Den anden og værste udfordring er, at der desværre er en del børn, vi får anbragt for sent. 

Undersøgelser fra social- og indenrigsministeriet har vist, at sent anbragte børn klarer sig dårligere i forhold til uddannelse, kriminalitet, misbrug og offentlig forsørgelse end tidligere anbragte børn. Den sidste udfordring er ingen hemmelighed og har været kendt længe. 

Der er mangel på plejefamilier i store dele af landet. Der er for få nye plejefamilier og gennemsnitsalderen for plejefamilierne stiger, hvilket betyder, at problemet kun ser ud til at blive større. Kommunerne kæmper for at finde gode plejefamilier.

De tre udfordringer forværrer hinanden: Når vi mangler plejefamilier, bliver børnene anbragt senere, fordi det tager tid at finde en plejefamilie. 

Børnene får det dårligere og det bliver sværere at rumme dem i plejefamilien. Det kræver derfor mere at være plejefamilie, hvilket kan tvinge en af forældrene i plejefamilien til at opsige jobbet, fordi de ikke kan det hele på én gang. Samtidig stopper potentielle plejefamilier i at melde sig som plejefamilie. 

Fordi vi anbringer børnene for sent i forløbet, mister vi også de plejefamilier, som ikke kan rumme børn, der kræver enorm omsorg og en socialpædagogisk faglighed for at kunne rumme. Eller at man ikke kan have et fuldtidsarbejde samtidig. Det er en ond spiral.

Plejebedsteforældre
Et skridt i retningen mod at gøre op med den onde spiral er, at hensynet til det enkelte barn kommer før hensynet til forældrene. 

At vi anbringer børn for sent taler meget for, at vi desværre tager for meget hensyn til forældrenes krav på deres børn og giver dem for mange chancer. Vi skal have børnene først. 

Er det virkelig for børnenes bedste, at anbringelse er sidste udvej, når alt er andet prøvet? Jeg tvivler på, at det er tilfældet. 

Spørgsmålet er også, om det i virkeligheden også bliver nemmere at finde plejefamilier, når børnene bliver anbragt tidligere? 

Samtidig skal vi se på, om der er andre måder, der gør det nemmere at være plejefamilie, når det ser ud til at blive sværere. 

Det er blevet nævnt, at plejefamilierne sjældent har fri og har behov for aflastning. Kunne vi skabe en ny type sekundær deltidsplejefamilie, som vi kunne kalde "bedsteforældreplejefamilier"? 

Vi har en stor gruppe plejefamilier, hvor plejebørnene flytter hjemmefra, men som er for gamle til at tage nye plejebørn ind. Kunne vi koble et barn, der er anbragt i en almindelig plejefamilie, til "plejebedsteforældre"? 

Det vil gavne barnet, som får tid med "bedsteforældre" med hjertet på rette sted og erfaring med plejebørn. Det vil forhåbentlig også give barnets flere gode, ægte relationer til andre voksne mennesker. Plejefamilien uden tvivl også nyde godt af aflastningen.

debat@altinget.dk