Professor: Sociale investeringer har et klassisk kasseøkonomisk problem
Sociale investeringer er et af de værktøjer, vi kan bruge til at aktivere samarbejder på tværs af offentlige myndigheder, private fonde og aktører og civilsamfund. Men de udfordres af tilbagebetalingsmodellen, skriver Mickael Bech, der er bestyrelsesmedlem i Den Sociale Investeringsfond.
Den grundlæggende tanke i en social investering er, at der gennem en intensiveret eller nye typer af indsatser kan skabes dels et bedre udfald eller livskvalitet for en gruppe af borgere, et socialt afkast, og dels at denne investering også mindsker borgernes træk på offentlige midler, så der opstår en økonomisk gevinst. Sociale investeringer har med andre ord en dobbelt bundlinje.
Der er internationalt samlet en række erfaringer på blandt andet hjemløse-, sundheds-, samt job-, uddannelse- og kriminalitetsområdet. Der er fortsat behov for at samle læring fra sociale investeringsmodeller, som første gang blev afprøvet omkring 2010 i Storbritannien.
En social investering rummer typisk et samspil mellem en offentlig myndighed – en kommune eller en region, en investor samt den part, som har ansvaret for udførelsen af en indsats, som både kan være den offentlige myndighed selv eller en privat aktør.
Etablér en outcomefond
En barriere for brugen af sociale investeringer er et klassisk kasseøkonomisk problem. Den, der betaler udgiften for en indsats får ikke alle de økonomiske gevinster. Det mindsker det økonomiske incitament og mulighedsrum til at igangsætte indsatsen. En outcomefond kan være en måde at løse dette problem.
Indsatser i sociale investeringer bruges typisk til at adressere borgere med komplekse problemstillinger, hvor de nuværende indsatser ikke er tilstrækkelige. Borgerforløbene kan være karakteriseret ved at problemstillingen ikke kan løses af indsatser af én offentlig aktør, at de typisk har flere forløb på tværs af områder og sektorer, samt at de nuværende tilbud til borgeren enten ikke er tilstrækkelig intensive, forebyggende eller koordineret på tværs til at forbedre borgerens problem.
En indsats i en social investering er forankret i en kommune eller en region, og denne myndighed bærer omkostningen til indsatsen. I en social investering aftales en model for tilbagebetaling, som afhænger af hvor succesfuld indsatsen er til at opnå de ønskede sociale og økonomiske målsætninger. Den ansvarlige offentlige myndighed for den sociale investering står for tilbagebetalingen.
En succesfuld indsats giver økonomiske gevinster i form af besparelser eller øgede skatteindtægter, hvoraf en del tilkommer til initierende myndighed, mens andre bliver til besparelser eller øgede indtægter i andre offentlige kasser.
Etableringen af en outcomefond skal medvirke til at kompensere og udligne dette. Outcomefonde har det til fælles, at de bidrager til tilbagebetalingen. En outcomefond kan indeholde både statslige og filantropiske midler, og kan for eksempel dække en andel af tilbagebetalingen svarende til de besparelser eller gevinster, som ellers tilfalder andre dele af den offentlige sektor end den investerende myndighed.
Det betyder, at den investerende myndighed står for den del af tilbagebetalingen, som modsvares af besparelser eller gevinster hos myndigheden selv.
Den ansvarlige myndighed får det rette incitament til indgå i en social investering, og den afholdes ikke fra at gå ind i sociale investeringer, hvor en del af den økonomiske gevinst kommer andre offentlige kasser til gode.
Erfaringer fra UK peger på, at etableringen af outcomefonde er centralt for udbredelsen af sociale investeringer.
Nye finansieringsmodeller er afgørende
Sociale investeringer adskiller sig fra andre virkemidler og med internationale erfaringer kan vi pege på fordele og forudsætninger.
Indsatserne i sociale investering udformes og leveres i mange tilfælde sammen med private aktører eller civilsamfundsorganisationer, hvilket styrker offentlig-private partnerskaber om især de mere komplekse borgerproblemstillinger, som kan være vanskelige at imødekomme i en silo-opdelt offentlige sektor. Samarbejdet fra det konkrete kan potentielt inspirere til løsningsmodeller på andre områder i den offentlige sektor.
I en række sociale investeringer indgår både offentlig finansiering og filantropiske midler. Offentlige midler er afgørende for forankringen hos en offentlig myndighed, og de filantropiske midler kan øge eller styrke bestemte dele af en indsats. Filantropiske midler kan være med til at risikoafdække i tilbagebetalingsmodeller, men spørgsmålet er, om disse midler ikke bedst gør det i en samlet ramme for en outcomefond.
Udformningen af tilbagebetalingsmodeller i sociale investeringer giver helt naturligt fokus på effekterne af indsatser, og dermed opmærksomhed på at identificere virksomme og målrettede indsatser til de rette borgere samt at sikre at de implementeres. Både den ansvarlige myndighed og leverandøren får øget opmærksomhed på, hvad der virker og for hvem.
Skal bruges med omhu
Sociale investeringer kan være et virkemiddel til at styrke offentlig-privat samarbejde og fokus på den dobbelte bundlinje især til at imødegå problemstillinger, som går på tværs af områder eller sektorer.
Forudsætningen må være, at der er fokus på såvel økonomiske gevinster samt gavn for borgerne. Det er også afgørende, at de økonomiske incitamenter i tilbagebetalingsmodellerne ikke giver anledning til at cherry picking eller gaming adfærd.
Den Social Investeringsfond blev etableret i 2018, og tilbagebetalingen fra de første investeringer er nu på vej ind. Vi får derved efterhånden flere erfaringer, som kan tages i anvendelse i nye indsatser.
Hvis du ønsker at deltage i debatten, kan du skrive til steenhard@altinget.dk for at høre om mulighederne.
{{toplink}}
Fire anbefalinger fra Socialrådgiverne: Sådan sikrer vi bedre hjælp til mennesker med dobbeltdiagnoser
Forsker: Indfødsretsudvalget skal respektere Danmarks internationale forpligtelser
