Fonden for Sociale Investeringer: Udviklingen af sociale investeringer stopper ved kommunerne

I Fonden for Sociale Investeringer har vi været med i udviklingen af de sociale investeringsprogrammer siden de første tanker om denne nye måde at drive social impact på kom til Norden og Danmark. 

Allerede i 2017 stiftede vi vores første sociale investeringsprojekt i samarbejde med to kommuner, to store virksomheder og en privat investor og i 2019 stiftede vi Fonden for Sociale Investeringer.

Vi ville skaffe de tusindvis af indvandrerkvinder, som aldrig havde været på arbejdsmarkedet i job og uddannelse. Vi byggede vores koncept på baggrund af ti års arbejde med samme målgruppe i Bydelsmødrene i Fonden for Socialt Ansvar, som også stod fadder til Fonden for Sociale Investeringer. 

Evalueringen af pilotforsøget, som strakte sig over to år, viste, at vi leverede rigtig gode resultater, at virksomhederne var tilfredse og fik adgang til ny arbejdskraft, som de manglede, at investorerne var glade og kunne få deres investering igen med en god forrentning, samt at kvinderne fik en ny chance i livet og blev rollemodeller for deres familie og øvrige omgangskreds.

Alene basisudgifterne til en arbejdsløs indvandrerkvinde på overførselsindkomst er enorme, og hertil kommer alle de afledte omkostninger, som også forsvinder, når hun kommer i arbejde, og det kom hun.  

Kommunerne kan ikke omstille sig

Der er så meget godt at sige om sociale investeringer, om investorernes villighed til at løbe risikoen, om virksomhedernes vilje til at bidrage, og om de dygtige NGO’ers succes med at flytte sårbare og udsatte mennesker fra A til B.

Men desværre har det vist sig, at flertallet af kommunerne, som skal levere de sårbare og udsatte borgere til projekterne, ikke har kunne omstille eller indstille sig på at prøve disse nye modeller og metoder, samt at de få som har involveret sig, har gjort det i meget lille skala, hvilket passer meget dårligt med en investeringstankegang, hvor der jo skal leveres et ordentligt afkast. 

Når kommunerne ikke involverer sig og ikke køber ind i de nye modeller, bremser det både drømmen om at skabe fundamentale og gennemgribende sociale forandringer for mange sårbare og udsatte, samt drømmen om at forbedre samfundsøkonomien markant og på tværs af velfærdsområder.

{{toplink}}

Der er mange forklaringer på, hvorfor det er sådan, og vores erfaring er, at det blandt andet hænger sammen med:

• At sociale investeringsprogrammer ofte er langsigtede indsatser, som breder sig over flere budgetår, hvilket kan være en udfordring for kommunerne.
• At sociale investeringsprogrammer rummer muligheden for succes, og dermed også for at levere bedre resultater end forventet. Det udfordrer den kommunale styringslogik, hvor det kan være meget svært løbende at skrue op for udbetalingerne til en serviceleverandør, også selvom besparelsen allerede er opnået.
• At udbudsregimet efterlader lidt eller ingen plads til større udviklingsprojekter med på forhånd udvalgte eksterne leverandører.
• At diskussionen om sociale investeringer kommer til at handle om prisen for den enkelte borgers forløb i den enkelte beskæftigelsesafdeling, frem for om besparelsen både lokalt og nationalt, som er mange gange større, ikke mindst på længere sigt.

• At medarbejdere på det operationelle niveau i kommunerne kan være bekymrede for, at de eksterne serviceleverandører tager deres arbejde, også selvom der i langt de fleste tilfælde er ”nød nok til alle”.
• At det at lade eksterne leverandører hjælpe med løsningen ses som et svaghedstegn, også selvom kommunen i mange tilfælde er overbelastet eller slet ikke har ressourcer til at opsøge og holde kontakten med den specifikke udsatte målgruppe.
• At vi i Danmark og resten af Norden har stats- og kommunale budgetter, som principielt rummer midler nok til at tage sig af alle borgere, og at det derfor kan det være svært at se, hvorfor man skal give plads til de private investorer, og til de nye velfærdsmodeller, selvom alt peger på at vores nuværende velfærdsset-up kommer under voldsomt pres i fremtiden.

Der kan sikkert være mange andre forklaringer, men summa summarum stopper udviklingen af området ved kommunerne. Det er ikke en kritik af den enkelte kommune, men blot en konstatering af, at der skal noget andet til end det vi har prøvet i de sidste syv til ti år.

Det bliver til for lidt, og vi får som private leverandører sværere og sværere ved at fastholde investorernes interesse for området. Det kommer til at kræve en langt mere strategisk og formegentlig statslig beslutning, hvis de sociale investeringer for alvor skal blive til noget.   

Hvis du ønsker at deltage i debatten, kan du skrive til steenhard@altinget.dk for at høre om mulighederne. 

debat@altinget.dk