Præciser tilknytningskravet

Af Erik Holstein
Redaktør af Altinget | Integration  

"UDLÆNDINGE OMGÅR 24-ÅRS REGLEN".

Sådan lød overskriften på en yderst interessant artikel i Berlingske fredag 22. juni, hvor Venstres Eyvind Vesselbo sandsynliggjorde, at stramningerne af reglerne for familiesammenføring bevidst bliver omgået. For mens antallet af pakistanske og tyrkiske unge, der bliver sammenført med en ægtefælle fra hjemlandet, er faldet drastisk, har der til gengæld været en betydelig stigning i netop disse nationaliteters indvandring med - formelt set - andre formål, f.eks. højskoleophold. 

Hensigten er tydeligvis at omgå de stramninger af reglerne for familiesammenføring, der bliver bakket op af et stort flertal i såvel befolkning som Folketing. Men som lederen af Indvandrerrådgivningen, Leif Randeris, ærligt erkendte, hjælper Indvandrerrådgivningen målbevidst med rådgivning i at omgå loven.

Indrømmelsen fra Randeris er dog ikke det mest opsigtsvækkende. Det mest overraskende er faktisk, at integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) har optrådt som handlingslammet i sagen. Som Hvilshøj udtrykte det efter partifællen Vesselbos afsløring:

"Vi har jo ikke villet forhindre folk i at komme til Danmark. Der var for mange passive familiesammenførte, der kom hertil uden fodfæste, men hvis de har job eller uddannelse fra første dag, er det en helt anden sag."

Det må siges at være en bemærkelsesværdig ændring af regeringens udlændingepolitik, som Hvilshøj således gennemfører på egen hånd. For markeringen fra såvel VKO som Socialdemokraterne har hidtil været, at stramningerne tjener to formål:

DELS VIL MAN MODVIRKE TVANGSÆGTESKABER. Og dels vil man minimere tilstrømningen af ikke-vestlige indvandrere - ud fra den betragtning, at der er grænser for hvor mange, der kan integreres fra en helt anden kulturkreds. Som Socialdemokraternes Christine Antorini på et tidspunkt udtrykte det: "Intet land har pligt til at lade sig kolonisere."

Der er heldigvis mange tyrkere og pakistanere, der er godt integrerede i det danske samfund, og som det i høj grad er en berigelse at have fået til landet. Men kendetegnende for næsten alle de velintegrerede og progressive indvandrere er, at de ikke har valgt en ægtefælle fra forældrenes gamle landsby. Det er typisk de dårligst integrerede, der fortsætter de feudale ægteskabsmønstre - og det gør det så meget desto vigtigere at forhindre den type ægtefællesammenføringer.

Disse elementære erkendelser synes på det sidste at være gået tabt for Hvilshøj, der absolut intet synes at foretage sig imod den bevidste omgåelse af et af lovgivningens hovedformål.

Hvis stramningerne ikke fortsat skal udvandes - og udviklingen mod stadig større parallelsamfund skal standses - er der behov for en noget mere handlekraftig attitude fra integrationsministeren. Hvilshøj kunne passende starte med en tiltrængt præcisering af tilknytningskravet.

I dag defineres tilknytningskravet således: "Ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark skal være større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land". Denne betingelse for at opnå ægtefællesammenføring burde være krystalklar, men praksis er en anden.

I VIRKELIGHEDENS VERDEN vil en et ægtepar bestående af f.eks. en herboende pakistaner og en pakistaner fra Pakistan naturligvis samlet set have mest tilknytning til Pakistan. Af den simple årsag, at den ene part vil have 100 pct. tilknytning til Pakistan, mens den herboende både familiemæssigt og kulturelt vil have tilknytning til begge steder. Det samlede resultat kan der således ikke være tvivl om.

Eller rettere: Det burde der ikke være tvivl om. For som Eyvind Vesselbo pointerer, administreres tilknytningskravet i praksis således, at den herboende udlænding opfattes som 100 pct. dansk - uanset om vedkommende er det mindste integreret eller ej.

Ægtefællen fra Pakistan opfattes i udgangspunktet som 100 pct. pakistansk, men hvis den udefrakommende ægtefælle får nogle måneder på en dansk højskole eller lignende, kan den samlede tilknytning herefter ses som størst til Danmark.

DET ER EN TOLKNING, der kun hører hjemme i embedsmænds teoretiske verden. Det er en underminering af lovgivningen, fordi smuthuller som højskoler i stigende omfang bruges til at fastholde det arkaiske ægteskabsmønster. 

Der er kun ét svar på den situation: Nemlig at præcisere tilknytningskravet, så det igen kommer til at høre hjemme i virkelighedens verden. Det kunne f.eks. gøres ved følgende tilføjelse:

"Hvis en herboende person ønsker ægtefællesammenføring med en person fra det land, vedkommende selv - eller dennes nære familie - er udvandret fra, skal sammenføringen som den absolutte hovedregel foregå i det land, både familie og ægtefælle stammer fra."

DER VIL INTET DISKRIMINERENDE være i dette, for det vil ikke ramme en tyrker, der gifter sig med en pakistaner eller en libaneser, der gifter sig med en marokkaner. Det vil udelukkende ramme de grupper, der fortsætter med at finde ægtefæller i forældrenes og bedsteforældres gamle landsbyer - et mønster enhver stat har ret til at imødegå. En sådan tolkning af tilknytningskravet vil samtidig være et hårdt slag mod de forældre, der forsat krænker deres børns rettigheder ved at få dem ind i arrangerede eller decideret tvungne ægteskaber.

Hvis nogen vil føre sag mod Danmark på det grundlag, kan den danske stat med sindsro læne sig tilbage og afvente en dom fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Med en realistisk tolkning af tilknytningskravet vil der til gengæld være mulighed for opblødning af den klodsede og rigide 24-års regel, der også rammer personer, det ikke var hensigten at ramme. Man kunne således overveje at sammenkæde det skærpede tilknytningskrav med en nedsættelse af 24-års reglen til 21 år.

Yderligere kunne man overveje en opblødning af visse dele af asylpolitikken, så man i højere grad tager imod flygtninge, der ser Danmark som et positivt tilvalg. Såsom de iranere, der flygter fra mullahernes brutale middelalderdiktatur.

DERMED VIL MAN LETTE VEJEN til Danmark for de udlændinge, der deler de demokratiske og frisindede værdier - og som på god måde bidrager til det danske samfund. Omvendt vil man effektivt spærre vejen for flere formørkede fundamentalister, der forstærker opbygningen af et parallelsamfund i samme øjeblik, de lander i Danmark.

debat@altinget.dk