Opgør med flosklerne

Af Erik Holstein,
redaktør af Altinget | Integration

Der er sket et meget vigtigt skifte, siden jeg startede på som politisk journalist for snart 15 år siden - og fra første færd tog fat i udlændinge- og integrationsområdet. En ændring, der de seneste år har bredt sig til mange sagsbehandlere, jobformidlere og pædagoger. En ændring som jeg langt hen ad vejen ser som noget positivt.

Ændringen går på flere felter, men en fælles overskrift kan være, at der er sket et brud med floskler og tabuer i integrationsdebatten.

Nogle svage stakler
En af de væsentligste ting er, at der er ved at blive gjort op med den hattedamementalitet, der prægede området i mange år. Vi skal bare få år tilbage for at se, at den helt normale indgangsvinkel til diskussionen var en offergørelse af indvandrerne. De blev set som nogle stakkels mennesker - uden ressourcer, som man ikke kunne tillade sig at stille nogen former for krav til.

Det var en holdning, der tydeligvis passede en række meget idealistiske sagsbehandlere godt - og som umiddelbart også var bekvem for en hel del indvandrere. Men det var en holdning, der var formynderisk, dybest set nedladende - og som fastholdt store grupper af indvandrere i en klientrolle. Frem for alt var det en holdning, der var direkte kontraproduktiv i forhold til integrationen.

Den, der mest effektfuldt har anfægtet den holdning, er uden tvivl Naser Khader, som virkelig har været med til at nedbryde tabuer. Naser har konsekvent vendt sig mod offerrollen - og givet adskillige opsange både til det danske system og de indvandrere, der faldt ind i offerrollen.

Men Naser er langt fra den eneste, der har taget fat i det her. Det sidste halvandet år har jeg arbejdet på Altingets integrationsportal, og det har været en særlig fornøjelse at møde mange indvandrere, der ikke alene har gjort en stor personlig indsats for at bidrage positivt til det danske samfund, men som også har gjort op med offerrollen.

Modellen fra Jobexpres
En af dem, jeg vil fremhæve særligt, er Ahmed Nihrane, der var med til at starte Jobexpress i  Taastrupgård, som er et af de jobrelaterede integrationsprojekter, der har haft allerbedst resultater:

Indgangen i Høje Taastrup er præcis den, jeg efterlyser - og som i disse år er ved at vinde frem. Man hjælper folk, hvor der er behov for det, men siger konsekvent fra over for dårlige undskyldninger og religiøse og kulturelle særregler i forhold til arbejdsmarkedet.

Hvis en etnisk kvinde på kontanthjælp fortæller, at hun ikke har nogen til at passe sine børn, hvis hun skal i arbejde eller aktivering, ja, så prøver man at løse det problem i Jobexpres. Hvis der er tale om en, der har lidt svært ved at finde hen til arbejdspladsen med de offentlige transportmidler, så følger man hende derhen den første gang. Det er reelle problemer, og de skal løses.

Men hvis sagen er, at manden i virkeligheden ikke ønsker, kvinden kommer ud på arbejdsmarkedet - eller hvis man afviser et job, fordi det har lavstatus i en bestemt kultur - så er vi ude i noget andet. Så er meldingen i Jobexpres, at man selvfølgelig godt kan vælge at lade kvinden gå hjemme. Men så får det konsekvenser for kontanthjælpen, at man ikke står rådighed for arbejdsmarkedet. Akkurat ligesom det vil gøre for alle andre i det danske samfund.

Check af lægeerklæringer
I en række andre kommuner er man nu ved at stramme op netop, når det gælder rådighedsforpligtigelsen i forhold til arbejdsmarkedet. Det sker naturligvis som et resultat af den akutte mangel på arbejdskraft. Men ikke kun derfor.

Det er også en erkendelse af, at de etniske gruppers inddragelse på arbejdsmarkedet er et vigtigt element i at undgå parallelsamfund. Det er efterhånden almindelig anerkendt, at det er vigtigt at få de etniske kvinder ind på arbejdsmarkedet, hvis de nye generationer for alvor skal integreres i det danske samfund.

Her er man i en del kommuner stødt på det problem, at en relativ stor andel af de etniske kvinder har barrikaderet sig mod jobtilbud og aktivering ved flittig brug af lægeerklæringer.

Odense var den første kommune, der for alvor konfronterede dette problem.

Det var baggrunden for, at man for et års tid siden nærmere undersøgte lægeerklæringer og helbredstilstand for 20 indvandrerkvinder, der reelt havde meldt sig ud af arbejdsmarkedet med baggrund i helbredsproblemer.

Af de 20 viste 3 sig at have så store problemer med helbredet, at de ikke kunne deltage på arbejdsmarkedet, og de blev så tilkendt pension. Men 17 ud af 20 kunne udmærket arbejde i et eller andet omfang - alligevel havde sagsbehandlerne i første omgang set sig nødsaget til at acceptere meldingerne om, at kvinderne følte sig for dårlige til at arbejde.

Når jeg bruger udtrykket "følt sig nødsaget til acceptere", hænger det sammen med, at en hel del sagsbehandlere tydeligvis har manglet politisk opbakning - og en klar politisk linje - til støtte for en konsekvent kurs. Men netop det er ved at blive ændret nu, og det ganske uanset om kommunerne er socialdemokratisk eller borgerligt dominerede.

Misforstået tolerance
Senest har Københavns Kommune markeret, at de vil følge i Odenses fodspor - og gennemgå en hel stribe lægeerklæringer fra indvandrerkvinder. Også her sker det i håbet om at få flere ud på arbejdsmarkedet. Det er glædeligt ud fra et integrationsperspektiv, for den gammeldags offermentalitet holder naturligvis ikke.

Den holder ikke i forhold til det danske samfund, der får nogle udgifter, der ikke er rimelige. Men frem for alt holder den ikke i forhold til kvinderne selv, der bliver fastholdt i en passiv klientrolle. Et oplagt eksempel på en misforstået tolerance, der i virkeligheden lader indvandrerne i stikken - fordi man overhovedet ikke tager deres ressourcer alvorligt.

Jeg kan her ikke lade være med at nævne et interview, jeg lavede sidst med Hüssein Arac, der jo blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokraterne ved sidste valg. Det vil være forkert at betegne Hüssein som en strammer, han hører vel nærmest til på den anden fløj.

Men ikke desto mindre har han gjort sig nogle erfaringer i de mange år, han arbejdede som tolk.

Der var specielt én episode, der havde indtryk på ham: Det drejede sig om en skeløjet  mand, der kom fra Tyrkiet og havde giftet sig med en dansker for at få opholdstilladelse.

Ifølge Hüssein Arac gik det for sig på følgende måde: "Klienten boede i Århus, og den rare sagsbehandler ville sende ham til blindeinstituttet i København. Han spurgte, hvordan han skulle komme til København, og så fik han en togbillet.

Så spurgte han, hvordan han skulle få sine børn passet, og så fik han også billet til børnene. 

Så bad han om, at forvaltningen betalte for, at broderen i stedet for kunne køre dem til København i sin bil. Det gik sagsbehandleren også med til. Pointen med det var, at klienten på denne måde kunne få betalt en familietur, så de kunne besøge hans søster i Brøndby."

Ravruskende dumt
Hüseyin Arac kunne ikke gøre andet end at tolke loyalt, men efter samtalen var han alligevel så vred, at han tog fat i sagsbehandleren:
"Jeg sagde til hende, at hun optrådte ravruskende dumt. Manden var taget hele vejen fra Tyrkiet til Danmark, og han kunne finde ud af at gifte sig og få opholdstilladelse. Så kan han fandeme også finde blindeinstituttet i København."

Og Hüssein tilføjede: "Det blev klart for mig, at folk aldrig kom ud af forsørgelsessystemet, hvis de blev behandlet på den måde. Det fortalte jeg sagsbehandlerne - og det endte med, at de bad mig holde et oplæg om sagen."

Jeg tror ikke, det fungerer på den måde mange steder mere. Det er i hvert fald mit indtryk fra både mit arbejde som journalist og andre integrationskonferencer, at hattedametendensen er ved at blive sendt på pension.

Rådmandsgades Skole
Jeg vil slutte denne afdeling med et eksempel fra skoleverdenen, hvor den nye diskurs også er ved at vinde frem. I hvert fald nogle steder. Selvom lige netop folkeskolen måske stadig er et af de steder, hvor det går allermest trægt med at behandle indvandrere på linje med alle mulige andre:

Et af de allerbedste eksempler på god integration under de mest vanskelige omstændigheder er Rådmandsgades Skole på Nørrebro.

Her har skoleinspektør Lise Egholm for mig at se stået for den helt perfekte kombination: Kærlighed til de unger, der går på skolen - og krav til dem på linje med alle mulige andre. Hendes gode resultater harmonerer i øvrigt fint med det, man ser fra udlandet f.eks. Frankrig. De steder, hvor man er eftergivende over for alle tænkelige særkrav, bliver sådanne skoler mere og mere ghettoiserede, fjerner sig mere og mere fra det omgivende samfund. De steder, hvor betingelserne bliver givet klart og præcist fungerer det langt bedre.

For Lise Egholm er krav et udtryk for respekt - og det er en vigtig pointe, hvis man tænker efter: For det mest respektløse, man kan gøre, er jo i virkeligheden at sige: Du kan gøre, hvad du vil, for jeg forventer ikke noget som helst af dig.

Opgøret med offerrollen vil givetvis koste nogle kampe, men som ikke mindst Jobexpress i Høje Taastrup har demonstreret, skaber det forhåbninger om en bedre integration på bare lidt længere sigt. Det er et afgørende paradigmeskift i integrationsdebatten, men det er ikke det eneste.

Den kulturelle dimension
Kigger man bredere på integrationsdebatten, kan man se, at der de senere år er gjort op med en række tabuer, så de fleste problemer nu kan diskuteres åbent. Man kan også sige det på en anden måde: Man forholder sig i højere grad til, hvordan tingene er i praksis - i stedet for at handle ud fra, hvordan man syntes tingene burde være ud fra en række ideelle forestillinger.

Et af de tabuer, der er brudt, er det kulturelle. Man er nu begyndt at se på samspillet mellem kultur og integration - hvor kultur i årtier var et nærmest urørligt område. 

Igen skal vi ikke ret langt tilbage, før ethvert integrationsproblem blev beskrevet som noget, der udelukkende havde sociale årsager. Hvis man antydede, at der også var kulturelle forklaringer, blev man nærmest anset som primitiv eller højrenationalistisk. Det er der stadig folk, der kan finde på at sige i dag, men nu er den holdning mest noget, man hører i universitetsmiljøer med en teoretisk tilgang til integrationen. De fleste med praktisk erfaring anlægger i dag en mere nuanceret synsvinkel.

Lad det være sagt, så det ikke kan misforstås: Selvfølgelig er der også masser af sociale forklaringer på en dårlig integration. Hvis faren har været arbejdsløs i 15 år, kan han miste sin autoritet i familien, det kan blive sværere at understøtte børnene i skolearbejdet og holde dem ude af kriminalitet. Selvfølgelig skader det alt andet lige integrationen, hvis man bor i en social ghetto.

Det er bare ikke det eneste parameter, det er nødvendigt at kigge på. En række af de helt tunge problemer i ghettoområderne skyldes jo helt oplagt en kombination af sociale og kulturelle forhold.

Og her er det uhyre interessant at se, hvordan forskellige flygtninge og indvandrergrupper formår at blive integreret i Danmark. At se nærmere på hvorfor der er så store forskelle:

Den chilenske succes
Hvis vi tager en af de grupper, der er allerbedst integrerede, er det de chilenere, der kom til landet efter det fascistiske kup i Chile i 1973.

Jeg havde fornøjelsen at besøge Chile for nogle år siden - og her møde nogle af dem, der havde opholdt sig i Danmark, men som var taget frivilligt tilbage efter demokratiets genindførelse.

Jeg var dybt, dybt imponeret over den stil, chilenerne lagde for dagen.

For det første talte de næsten alle et fremragende dansk, selvom mange fra starten havde gjort sig klart, at de kun ville være i landet, indtil diktaturet faldt.

For det andet havde de gjort en meget stor indsats for at få danske venner og på alle måder blive integreret i samfundet. Faktisk var flere af dem skuffede over, at den danske ambassade i Santiago ikke gjorde mere for at holde kontakt med dem, efter de var flyttet tilbage til Chile igen. For de følte sig stadig knyttet til Danmark.

Meget kendetegnende fortalte en af chilenerne, at han havde bosat sig i Århus i stedet for København. Ræsonnementet bag dette var, at han ville bo i Århus - netop fordi der ikke var så mange landsmænd i denne by. På den måde ville han tvinge sig selv til at komme i mere kontakt med danskerne.

Man skal jo ikke have en doktorgrad i integration for at forstå, at flygtninge og indvandrere, der ankommer med dén attitude, har noget lettere ved at blive integreret, end de der udelukkende kommer til landet af økonomiske årsager.

Nogle af jer vil måske indvende, at det var lettere med chilenerne, fordi de var veluddannede. Og det er også rigtigt. Men en del af dem havde altså været udsat for en ganske grusom tortur - og ingen af dem havde på forhånd ønsket at rejse til Danmark. Det var ikke en frivillig indvandring. Det trækker alt andet lige i den anden retning.

Den afgørende faktor var ubetinget chilenernes ønske om at blande sig med danskerne, ønske om hurtigt at lære sproget og komme væk fra passiv forsørgelse. Og frem for alt var der ingen kulturelle hindringer: Her anså man ikke en chilensk kvindes ægteskab med en dansker som en skam mod familien, de havde ingen fordomme mod den "oprindelige befolkning".

Tamiler og libanesere
For at chilenerne ikke skal stå som et særtilfælde, kan vi også se nærmere på to andre flygtningegrupper, der er umiddelbart sammenlignelige, nemlig tamilerne og libaneserne:

Ingen af disse grupper var særligt veluddannede, og specielt tamilerne ser meget anderledes ud end en blond dansker. Begge grupper havde krigstraumer med i bagagen. Alligevel er det gået meget, meget forskelligt for henholdsvis libanesere og tamiler her i landet.

Jeg skal lige understrege, at jeg er nødt til at tale i generelle termer her, selvom der naturligvis findes masser af undtagelser inden for begge grupper. Man må aldrig slå alle over én kam, men det er omvendt nyttigt at studere tendenser.

Og tendensen er klart den, at tamilerne - som gruppe betragtet - har klaret sig langt bedre i Danmark end libaneserne. Det gælder stort set på alle parametre: Tamilerne har større tilknytning til arbejdsmarkedet, de har lavere kriminalitetsrate - og de kulturelle konflikter mellem danskere og tamiler er normalt meget begrænsede.

Tilsvarende forskelle kan man se ved sammenligning af andre indvandrer- og flygtningegrupper.

Hvad er så forklaringen på det: Jeg er ikke i tvivl om, at der i forhold til tamilerne også kan findes visse geografiske og sociale forklaringer. F.eks. blev en stor del af tamilerne placeret uden for de normale ghettoområder og en del af dem fik hurtigt arbejde, f.eks. på slagterierne.

Men der er tydeligvis også kulturelle forklaringer: Tamilerne har en kultur, der er meget forskellig fra den danske, men det udgør ikke i sig selv et problem, at indvandrere og flygtninge har meget anderledes kultur. Der, hvor den skiller, er, hvor man fastholder kulturelle normer, der står i direkte modsætning til det danske samfunds normer. Det er ikke tilfældet for tamilerne.

Tamilerne har ingen krav om, at religiøse normer skal stå over samfundets normer. Tamilerne har et afslappet forhold til danske kønsrollemønstre, og blandt tamilerne møder man normalt heller ikke den meget gammeldags feudale opfattelse af begrebet "ære".

Tamilerne har deres egen kultur ja, men det er ikke en modkultur i forhold til det omgivende samfund. Det betyder, at tamilernes integration på arbejdsmarkedet, i folkeskolen, i boligområderne - ja over hele linjen - generelt foregår langt mere smertefrit end hos etniske grupper med en anden kulturel baggrund.

Det er en central erkendelse, der først har bredt sig på det seneste. For de rigtigt tunge integrationsproblemer har meget ofte en kombination af kulturelle og sociale årsager. Og med mindre man bearbejder begge årsager, når man aldrig til bunds i problemerne.

Hidsig diskussion om antallet
Jeg vil slutte med at se på endnu et tabu, der blevet brudt i integrationsdebatten. Det er tabuet om antal og koncentration af etniske grupper i forhold til integrationen. Her er der virkelig sket noget!

De første mange år, jeg arbejdede med integration og udlændingepolitik som Christiansborg-journalist, var det et politisk mantra hos et flertal i Folketinget, at der slet ikke var nogen sammenhæng mellem antal og integration. Sloganet lød:

"Vi skal ikke fokusere på, hvor mange der kommer, det er spørgsmål om, hvordan de bliver integreret."

Det er der ikke mange folketingspolitikere, der vil påstå i dag: Der er masser af kritikere af den første udlændingepolitik, og der en hel del, der mener, at prisen for at reducere antallet, der kommer til landet, har været for høj. Det er fair nok. Men det er efterhånden længe siden, jeg har hørt argumenteret om, at der ikke er sammenhæng mellem antallet og muligheden for en effektiv integrationsindsats.

Her på afstand kan det undre, at det tidligere var et meget kontroversielt og tabubelagt område. For der er jo en vis logik i, at det er lettere at integrere 10 end at integrere 1.000!

Ikke desto mindre er dette en relativ ny erkendelse, og den får flere konsekvenser for integrationsindsatsen. Ikke mindst i forhold til hvor meget man spreder etniske grupper i boligområder og i folkeskoler. Her stod flosklerne også i kø i årevis:

Den pæne teoretiske tilgang til emnet var, at man ikke kunne lave kvoter, fordi "kvoter er jo noget, der findes for fisk, men ikke for mennesker"! Et retorisk godt slogan, en smart bemærkning - og alt imens fik ghettoområderne lov til at vokse.

Igen var det et eksempel på en teoretisk tilgang til problemerne, der ikke havde meget med den praktiske virkelighed at gøre. For selvfølgelig får det konsekvenser, hvis etniske elever vokser op uden en eneste dansk kammerat. Selvfølgelig får det konsekvenser, hvis der dannes minisamfund, der minder om indvandrernes hjemlande - med normer der står i modsætning til det omgivende samfund. Den model er afprøvet: den lader de etniske grupper i stikken - og den forstærker modviljen hos danskerne. For det er jo meget få danskere, der ønsker et etnisk og kulturelt atomiseret samfund, som det man kender fra USA.

Den erkendelse har ført til, at en række kommuner lige nu overvejer forskellige metoder for at få en bedre spredning af eleverne, så man undgår ghettoskoler. Og det har betydet, at en række partier er kommet med forskellige udspil for at opløse de etniske ghettoer. F.eks. har Socialdemokraterne foreslået, at der om 10 år højst skal være 25 procent indvandrere i et enkelt almennyttigt boligbyggeri.

Det var John Dyrby, der var socialdemokraternes integrationsordfører, da forslaget kom frem sidste forår, og han udtrykte baggrunden for det sådan her:

"Det her handler netop ikke kun om sociale problemer. Det er meget forståeligt, at indvandrere gerne vil bo sammen, men alle erfaringer viser, at det giver en dårligere integration."

Floskernes pensionering
Eller med andre ord: Ghettoproblematik løses ikke kun ved, at flere får et arbejde. Det er også et spørgsmål om en bredere integration i det danske samfund.

Når man skal konkludere på det hele, mener jeg, at der efterhånden er opnået en langt mere realistisk tilgang til integrationsproblematikken. En tilgang, hvor aktører og politiske partier kan være uenige om midlerne, uenige om udformningen af lovgivningen, men hvor der er en meget bred enighed om selve analysen.

I årtier var integrationsindsatsen præget af en helt ubegrundet optimisme: Mange mente i ramme alvor, at problemerne nærmest ville løse sig af selv efterhånden. I 80'erne og 90'erne lød mantraet:

"Vi skal ikke presse for hårdt på, ting tager tid... Ting tager tid."

Indtil den dag, man opdagede, at tiden ikke nødvendigvis arbejdede for integrationen. At integrationsproblemerne snarere blev større og mere koncentrerede end det modsatte. 

Det er præcis den slags fejlanalyser og ønsketænkning, der i så lang tid blokerede for en effektiv integration.

Der er stadig meget langt hjem, før man kan snakke om en vellykket integration i Danmark. Pensioneringen af flosklerne er kommet alt for sent, og der er spildt alt for meget tid. Men nu er der omsider en chance for, at man kan komme i gang med indsats, der rent faktisk nytter noget.

debat@altinget.dk