Grove metoder mod etniske lejere

DEBATPANEL: Det er meget kritisabelt, når en hel familie smides ud af sin lejlighed, fordi ungerne har begået kriminalitet. Det mener kontorleder Leif Randeriis fra Indvandrerrådgivningen.

Af Leif Randeriis,
kontorleder i indvandrerrådgivningen

Der har i de seneste år gået strømme af nationalisme gennem det danske samfund. Og strømme har det med at være ukontrollerbare ligesom vand. Det har medført, at fantasien om familien Danmark næsten daglig nu konfronteres med eksempler på en udlændingepolitik, der slet ikke harmonerer med rigtig mange danskeres opfattelse af sig selv og Danmark. Ja, se bare de seneste meningsmålinger.

I Danmark har visse politikere konstrueret begrebet indvandrere og indvandring. Det har ikke været tilladt at indvandre til Danmark siden starten af 70'erne. Så i den moderne tid tjener begrebet indvandrere for visse politikere, "dem og os". Sådan at forstå - dem - der ikke er os. Debatten og politikken gøres til et objekt, så man kan bevæge sig (politikerne og medierne) op på et højere niveau for at udtænke generelle strategier om eksempelvis integration. Bekvemt, da ingen ved, hvad integration er udover at politikernes og mediernes krav er assimilation.

Udsmidning for kriminalitet
I kommunalt regi har vi i de sidste par år oplevet, hvordan private boligforeninger tager grove metoder i brug for at komme af med de etniske lejere. Brabrand Boligforening fik med Vestre Landsrets billigelse lov til at smide hele familier ud af deres lejligheder i Gellerup, fordi ungerne havde lavet kriminalitet.

Jeg finder denne fremgangsmåde yderst kritisabel og søger nu at få sagerne prøvet ved Højesteret. Jeg er af den opfattelse, at Lov om Leje er blevet skævvredet gennem boligforeningens jurister, således at elementære og lovgivede rettigheder nu tilsidesættes ved en dom, der vil kunne danne præcedens fremover.

Vi skal opfordre de landsdækkende lejerorganisationer til at deltage i debatten, dem har man ikke set meget til i de to et halv år, de såkaldte udsmidningssager har forløbet ved domstolene. Jeg skal direkte opfordre politikerne til at ændre lov om leje, således a,t det klart fremgår, om en familie kan opsiges, hvis en fra husstanden begår kriminalitet uden for ejendommen eller opgangen. Jeg tvivler på, at politikkerne vil forsøge sig, da en sådan debat er en ren tabersag. Faktisk bebos flertallet af lejlighederne i Danmarks boligforeninger af danskere. Hvem er den næste, der smides ud af sin lejlighed?

Hvor skal de så bo?
Flere boligforeninger i Århus bakker op om udsmidningerne og har ikke i sinde at udleje "deres" boliger til familierne. Repræsentanter fra foreningerne mener sågar, at familierne er uegnet til at bo med andre mennesker, og at de har diskvalificeret sig selv, efter at et af deres børn har begået kriminalitet.

Men hvor er logikken blevet af? Hvem kan diskvalificere sig, og hvem kan diskvalificere? Hvem er velkommen, og hvem er ikke? Skal de af samfundet økonomisk stærkt understøttede sociale boligforeninger være selvpromoverende og politiserende? Og i sidste ende, hvor skal sådanne familier bo? Har det danske samfund ikke stadig ansvaret for sine borgere, også de etniske?

Forrige artikel Reel terrorfare i Danmark Næste artikel Opgør med flosklerne Opgør med flosklerne