Lige adgang til sundhedsvæsenet er ikke nok

Af Allan Krasnik
Professor ved Center for Sund Aldring og Center for Migration, Etnicitet og Sundhed, Københavns Universitet.

Sundhedsvæsenet kan ikke fjerne de grundlæggende årsager til ulighed i sundhed. Læger kan dårligt udskrive recepter på bedre uddannelse, et godt job eller en bedre bolig. Men sundhedsvæsenet kan i høj grad kompensere for effekten af social ulighed ved at sikre lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser.

Lige adgang er ikke nok
Det er et vigtigt og højt besunget princip i det danske sundhedsvæsen at give samme formelle adgang til sundhedsydelser uafhængig af økonomisk formåen, geografi eller arbejdssituation.

Det har vi sikret blandt andet gennem gratis adgang til almen praksis og sygehuse, finansiering gennem progressiv beskatning og et medicintilskudssystem, som reducerer udgifterne mest for de, som har behov for meget medicin. 

Men formelle rettigheder er ikke altid tilstrækkeligt. Der er mange andre barrierer af mere uformel karakter, som modvirker det danske sundhedsvæsens rolle som lighedsskabende institution i velfærdssamfundet. Det er særligt tydeligt i forhold til indvandrernes brug af sundhedsvæsenet. 

Med en opholdstilladelse følger formelle rettigheder til det danske sundhedsvæsen på lige fod med andre borgere i landet. Men i praksis er billedet ikke helt så smukt.

Kommunikation er en barriere
Navigering i systemet er vanskeligere uden klart overblik over de enkelte elementer og deres roller – ikke mindst i forhold til sektorovergangene i sundhedsvæsenet og mellem sundheds- og socialvæsenet.

Informationer kan være vanskelige at forstå, kommunikationen er uklar og misforståelser og mistillid opstår med risiko for, at gode råd og forskrifter ikke følges op.

Kendskab til kroppens funktioner og sygdomstegn kan være begrænset eller direkte forkert og føre til forsinket kontakt og fejltolkninger hos patienterne. 

Standardiserede guidelines for behandlernes indsats tager ikke altid hensyn til individuelle variationer og særlige sociale og kulturelle forudsætninger. Den geografiske fordeling af almen praksis, speciallæger og sygehuse blive mere og mere skæv, samtidig med at telemedicin og andre medicinsk teknologiske løsninger stiller krav til motivation og kompetencer, som kan være vanskelige at indfri for alle. 

Forskningen om indvandreres sundhed har klart identificeret sådanne problemer og peger på løsninger, som kan støtte indvandrernes adgang til kvalificerede sundhedsydelser.

Øje for dem med særligt behov
Men uformelle barrierer er ikke kun et problem for indvandrere. Vi kan lære af denne forskning i forståelsen af behov og løsninger for andre grupper med særlige behov:

Kommunikationen bør tilpasses og gøres forståelig og acceptabel for alle; bedre guidance og assistance ved sektorovergange skal udvikles med særligt blik for de, som let tabes undervejs; påmindelser om aftaler og opfølgninger kan afhjælpe problemer med fremmøder og compliance; fleksible guidelines og stratificerede programmer for kontrol og rehabilitering i forhold til behov og muligheder kan give en mere hensigtsmæssig fordeling af ressourcerne og øge kvaliteten for sårbare grupper; den medicinske teknologi må i højere grad udvikles, afprøves og dokumenteres med inddragelse af repræsentanter for alle de grupper, som forventes at bruge den.

På engelsk benyttes to forskellige ord for lighed i fordelingen af samfundets ressourcer: equality og equity. Hvor equality gerne anvendes som betegnelse for lige andele til alle, bruges ”equity” ofte om retfærdig fordeling af goderne. Lige andele til alle er ikke nødvendigvis en god idé, hvis målet er lighed i sundhed.

En retfærdig fordeling indebærer hensyntagen til behov, men også til muligheder for at få nytte af indsatsen. Formelle rettigheder er ikke tilstrækkeligt i sundhedsvæsenet – hverken for indvandrere eller for socialt udsatte i den generelle befolkning. Siger sundhedsloven ikke netop LET og LIGE adgang?

 

debat@altinget.dk