V: Sundhedskanonen skal lades med uddannelse

Af Sophie Løhde
Folketingsmedlem og sundhedsordfører for Venstre

Ministeren for sundhed og forebyggelse har nu, for jeg ved ikke hvilken gang i endnu en kronik, talt med store bogstaver og ”erklæret krig mod uligheden i sundhed”. Det er langt fra første gang, Astrid Krag (SF) rasler med sablerne og de gode intentioner.

Men hvorfor skal det også tage en krig at komme i omdrejninger? Ministeren har brugt snart to år på at udstede krigserklæringer her, der og alle vegne, og alligevel er det som om, at kanonen fortsat er ladet med vådt krudt?

Fokus er for ensidigt
Lad mig starte med at slå fast: Det er både sympatisk og vigtigt, når Astrid Krag gerne vil forsøge at sætte en dagsorden om at bekæmpe ulighed i sundhed. Alt andet ville desuden være nærmest underligt, og ingen kan da heller nogensinde være imod.

Lige netop på dette vigtige område er jeg også parat til at strække våben. Eller faktisk vil jeg gerne gå i krig sammen med sundhedsministeren – vel at mærke som allieret. Til gengæld vil jeg blot foreslå, at vi foretager en mindre justering i vores strategi, inden vi slår et afgørende slag for sundheden.

Politisk er der nemlig ofte en tendens til at fokusere meget ensidigt på det ulige forbrug af forskellige sundhedsydelser. Igennem årene er der taget mange og gode initiativer for at gøre udsatte borgeres brug af sundhedsvæsenet lettere, ligesom der er igangsat og gennemført et hav af satspuljeprojekter målrettet udsatte gruppers sundhed. Det er godt, men ikke godt nok.

Beskæftigelse har betydning
Hvis vi for alvor skal bekæmpe uligheden i danskernes sundhed, bliver vi også nødt til at have langt større fokus på, hvad der rent faktisk skaber uligheden.

Eksempelvis viser undersøgelser, at der er klare forskelle i dødeligheden mellem dem, der står udenfor, og dem, der er indenfor arbejdsmarkedet, ligesom undersøgelser gang på gang slår fast, at de bedst uddannede har en væsentlig lavere dødelighed end de dårligst uddannede.

Velvidende, at ulighed i sundhed er et resultat af komplekse forhold og skyldes et samspil af mange faktorer, er det alligevel iøjefaldende, hvor stor indflydelse uddannelse og beskæftigelse spiller for den enkeltes muligheder for at leve et langt og sundt liv.

• På papiret har alle børn for eksempel lige adgang til at modtage børneundersøgelser og børnevaccinationer. Til gengæld viser undersøgelser, at det i sidste ende er forældrenes uddannelseslængde, som afgør chancerne for, om børnene nogensinde kommer af sted til undersøgelserne.


• På samme måde er der en markant social slagside i forhold til andelen af unge, som ikke får mindst en ungdomsuddannelse, og sammenhængen mellem forskellene med hensyn til rygning, alkoholforbrug, kostvaner, fysisk aktivitet, overvægt og mentalt helbred. Rygning og alkohol kan i øvrigt forklare størstedelen af den sociale ulighed i sundhed.

Indsatsen mod uligheden i sundhed handler altså om meget andet end selve adgangen til sundhedsvæsenet. Ikke mindst indsatsen generelt over for børn og mere lige muligheder i uddannelsessystemet.


Uddannelse er det bedste middel
En samlet indsats for at reducere den sociale ulighed kan derfor langt fra isoleres til en indsats inden for sundhedspolitikkens ressortområde. Tværtimod skal vi være langt bedre til mere stringent at fokusere på også de andre sektorers potentialer for at reducere den sociale ulighed i sundhed.

Det betyder ikke, at vi skal negligere behovet for en mere forebyggende og målrettet indsats. Sundhedsvæsenet spiller en stor rolle, og meget kan gøres bedre. Men skal der erklæres krig mod den sociale ulighed i sundhed, så bør regeringen straks lade sundhedskanonen og skyde med uddannelse!

Uddannelse er det bedste middel til at bekæmpe ulighed, uden at vi samtidig behøver at bekæmpe menneskers frihed til at leve det liv, de gerne vil.

debat@altinget.dk