Kristendomsundervisning en del af kulturmødet

Af Lise W. Egholm
inspektør, Rådmandsgades Skole

Vi hører ofte, at vi her i Danmark gerne vil have et vellykket ”kulturmøde”. Men hvad indebærer det – og hvad sker der, når de forskellige kulturer faktisk mødes?

På Rådmandsgades Skole er der 78 pct. tosprogede elever fra mere end 30 forskellige lande. De største grupper er de arabiske børn, de tyrkisk/kurdiske, og de pakistanske. Der er også ca. 30 somaliske børn og en gruppe børn fra Ex-Jugoslavien.

Den største del af eleverne har muslimsk baggrund, men der er også kristne, buddhister og hinduister og et par enkelte børn af jødisk familie.

Et kulturmøde består af mange faktorer, men en væsentlig del af kulturen i Vesteuropa hænger uløseligt sammen med den kristne tro.

Alle bør deltage i faget kristendom
At alle deltager i faget kristendom, synes vi på vores skole er en rigtig god idé, ja faktisk et ”must”. Hvorfor har vi egentlig den lov, der tillader, at forældre selv kan stå for barnets religiøse påvirkning? Det er nok smukt tænkt, men med en elevsammensætning, som den nu ser ud, ikke kun på vores skole, men på mange skoler rundt i landet, er loven for mig at se en hæmsko for kulturmøde og integration.

I formålsparagraffen for faget er det klart formuleret, at der ikke må forkyndes. Faget tager udgangspunkt i kristendommen, både historisk og nutidig sammenhæng, men ikke-kristne religioner og livsanskuelser indgår også i faget, og sigtet er, at eleverne får forståelse for andre livsformer og holdninger. Desuden stiler man efter, at der opnås viden om de andre religioner.

Det bygges op, som mange af os husker det, med alle de gode, saftige historier fra Det gamle Testamente. De historier har kristne, jøder og muslimer tilfælles. Altså kan de serveres uden problemer og oven i købet med kvalificerede bidrag fra børnene fra de muslimske familier. De fortællinger rummer alt: Had og kærlighed, sorg og lykke, krig og fred. Alle, både voksne og børn, elsker at høre historier, hvis de bliver fortalt med glød og begejstring.

Ikke én elev er fritaget
Det er først, når vi kommer til Det ny Testamente, at problemerne dukker op. At Jesus skulle være Guds søn, er præcis det, der skiller kristne fra muslimer. Muslimer anerkender Jesus som profet, men ikke andet.

På Rådmandsgades Skole har vi p.t. ikke én eneste elev, der er fritaget fra faget. Det er dejligt og praktisk, og det er efter min mening også det helt rigtige. For fem år siden var der mange elever, der sad på gangen foran kontoret, fordi de ikke måtte deltage, og selvfølgelig skal vi bøje os, hvis der igen kommer en familie, der ønsker at fritage deres søn eller datter fra kristendom. Det er lovligt – det eneste fag, man kan fritages for – men vi investerer tid i at drøfte det hver eneste gang.

På nogle skoler bliver fagene ikke skrevet på skoleskemaet, eller der står bare IFU (ikke fagdelt undervisning), og det gør det lettere at ”snige” faget ind. Vi har valgt at skrive kristendom på skemaet. Vi har indtil videre skemalagt alle lektioner, og det er derfor helt åbent, hvornår religionstimen er. Vi forsøger at placere faget midt på dagen, så det ikke er en ydertime, da det kunne blive et argument for at holde fri før de andre i klassen. Når mange i forvejen synes, at børn går for lidt i skole, er det oplagt, at der skal værnes om hver eneste lektion.

En del af kulturformidlingen
Hvorfor er det så vigtigt at være med i dette fag, der bare har en sølle lektion om ugen? Det er det af mange grunde. Først og fremmest er kristendommen så væsentlig en del af vores kultur, at der er store dele af litteraturen, malerkunsten, billedkunsten og musikken, som bliver uforståelig, hvis man ikke kender bare lidt til Bibelen. Allerede i 6. og 7. klasse kan man i danskundervisningen møde tekster, der forudsætter en vis baggrundsviden om kristendom. I faget billedkunst og på museumsbesøg på nogle af byens skønne kunstmuseer vil børnene også være sat skakmat uden en vis viden om kristne symboler og historier.

En anden god grund er den simple, at timerne i kristendom i allerhøjeste grad er samtaletimer. Det betyder, at de børn, der ikke er med, går glip af mange gode ord og en masse sprog, hvad de tosprogede netop ikke kan klare. Tværtimod skal de suge alt mundtligt til sig for at lære ord og begreber. Mange lærere beretter, at det er dejlige timer, og at netop indvandrerbørnene bidrager meget positivt til samtalen om de dybe spørgsmål. Børn er så gode til at undre sig over de store ting i livet. Hvorfor blev vi født? Hvad sker der, når man dør? Kommer man i himlen eller i helvede? Med den rigtige lærer kan kristendom simpelthen være ugens bedste time.

At deltage i faget kristendom/religion bør ikke være frivilligt! En god integration kræver et kulturmøde!

debat@altinget.dk