Er terrorisme lig med dårlig integration?

Af Nur Beier
Næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter

Nu har Danmark - og den vestlige verden - atter oplevet terrortruslen på tæt hånd, denne gang i Odense. De mistænkte er overvejende unge med palæstinensisk baggrund bosat i Vollsmose.

Dette henleder per automatik tankerne til integrationsaspektet. Har de mange gode integrationsindsatser i Vollsmose slået fallit? Har Odense skyld i hvad der skete?

Har Odense forsømt sine unge medborgere? Har vi et Vollsmose, et odenseansk eller et dansk problem? Hvad kan vi gøre bedre i forhold til vores medborgere, så lignende episoder ikke gentager sig i fremtiden? Hænger terrortruslen og de unges radikalisering sammen? Og hvad kan man gøre ved det?

"Hvor har VI fejlet"
Altså overvejende dette ”hvor har vi fejlet?” (og ikke ”hvor har de fejlet?”) perspektiv (for så risikerer man at blive øremærket som fremmedfjendtlig, racistisk osv. i sine overvejelser. Og det kan vi ikke have!).

De sædvanlige offentlige fortalere med politisk og/eller akademisk baggrund, og praktikanter og interessenter på integrationsområdet har udtalt sig i en lang række til pressen og for åben skærm, at man mangler en samlet politik på området i forhold til en koordineret indsats over for de unge, der tiltrækkes af radikale kræfter.

Der er også blevet fremhævet, at den aktuelle situation er fremprovokeret af den mangeårige debat med årsagsforklaringer som dansk fremmedfjendtlighed, racisme osv. Etniske minoriteter har taget debattens argumenter til sig og kaster nu bolden tilbage - i holdning og handling. Ifølge nogle eksperter er det dette forhold, der også skaber grobund for selvudelukkelse, -isolation, radikalisering og det der er værre.

Placerer skylden på samfundet 
Alt sammen forklaringsbilleder som på forskellige vis vender blikket mod det danske samfund og placerer skylden på en eller anden, mere eller mindre politisk korrekt måde på enten den danske indsats på integrationsområdet og/eller den danske integrationsdebat, dennes tone, formuleringer, årsags- og begrebsforklaringer m.m.

Og så er der nogle enkelte, især konservative mandlige muslimske kredse med fuldskæg og alt andet der hører til imaget, som fremhæver, at ”Danmark er i krig” i Mellemøsten, hentydende at Vollsmose-episoden er, hvad der kan forventes i denne situation (WA 8.9).

Det er for det første misvisende og udvandende af sagens alvor at sætte en korrelation mellem Vollsmose-episoden og fra tidligere episoder, som det skete i New York, London, Madrid, Istanbul osv., og integrationen som helhed og integrationsindsatsene i særdeleshed, samt andre mere højtidelige faktorer som diskursens form og formuleringer gennem tiden - ej heller til de danske soldaters tilstedeværelse i Mellemøsten Det er kun velegnet til at skabe dårlige undskyldninger end gode årsagsforklaringer.

Erfaringerne fra udlandet
Ligesom terror ikke er lig med krig, er terror heller ikke lig med integration – desuagtet den gode og den dårlige af slagsen, og bør behandles og omdebatteres sådan. Dette har tidligere terrorepisoder fra andre vestlige lande har bevist.

Terrorsigtede og terrormistænkte var alle velintegrerede mænd med uddannelse og udadvendte ”velfungerende” (altså integrerede) mennesker. Vollsmose-episoden - ligesom de lignende vestlige episoder fra tidligere - kan heller ikke forbindes med forhold som udelukkelse, isolation, arbejdsløshed, fattigdom, ghettoisering osv. På trods af at ghettoisering helt oplagt giver frit rum til at færdes i for dem med dårlige hensigter. Men dette er snarere et problem, der vedrører boligpolitik end integrationspolitik.

Sagens kerne er, at terror er én ting, og integration er en helt anden ting. Og som vi har set fra tidligere episoder, er terrorsigtede ikke sociale ”outcasts”, ”outlaws” eller islamiske ”cowboys”, der går rundt med våben og bomber o.lign., men helt almindelige velfungerende borgere, som ifølge deres venner og bekendte er ”stille og rolige mennesker” med familie, job og uddannelse, og ”aldrig kan finde på at blandes i terrorhandlinger”.

Dette (be)viser én ting: At farlige tanker ikke nødvendigvis findes/trives i farlige kroppe, og gør terrorbekæmpelsesopgaven uhyre svært.

Ukontrollerbart had
 Dette viser desuden, at forbindelsen mellem terror og ”islam”, ”islamisme”, ”islamisk fundamentalisme”, ”islamisk radikalisering”, ”de stakkels forsømte unge”, ”Vestens ofre” osv. er blot kosmetisk end reel, og vi har med farlige tanker at gøre, der trives af ukontrollerbart had og vrede i almindelige kroppe. Og dette had er overfor alt det lykkelige, ordentlige, menneskeværdigt og forandrings- og fremskridtsvenlige!   

Det mønster omkring anholdelserne den 5. september i Vollsmose og omegn, minder til punkt og prikke om tidligere terrorepisoder i andre vestlige lande, siger terroreksperter. Debatten omkring det ligner også til punkt og prikke den tidligere debat omkring lignende episoder siden 9.11.

Og for den sags skyld ligner den aktuelle danske debat i kølvandet af Vollsmose-episoden ikke kun sin egne tidligere danske udgave, men også de europæiske, og for den sags skyld de vestlige udgaver fra samme tidsrum.

I denne vestlige debat om den nye internationale terrorisme, er der en udbredt tendens til at henvise til forklaringsmodeller enten med afsæt i en række praktiske referencebilleder som integration, diskrimination, identitet, udelukkelse, isolation, offerliggørelse eller en række ideologiserede referencebilleder som besættelsesmagter med ”Bush & co.” i spidsen, Øst mod Vest, islams (afgørende og/eller manglende) rolle m.m.

Efterspørger muslimsk fordømmelse
Især herboende muslimske politiske og teologiske fortalere er glade for én eller flere af disse forklaringsskabeloner.

Udgangspunktet i denne skabelontænkning er hovedsageligt det sædvanlige mellemøstlige verdenssyn, som ikke kun opfatter verden i to kompakte religiøse blokke, men også genererer nye (selv)forståelser ud fra dette verdensbillede med nye spændingsfelter til følge mellem danske (europæiske) borgere og medborgere med indvandrer/flygtningebaggrund.

Det kunne være en stor del af forklaringen på, hvorfor herboende muslimske medborgergrupper mod forventning savnes i den offentlige danske debat om global terror, dennes fordømmelse og bekæmpelse.

Vollsmose-episoden kan kun vurderes i et integrationsperspektiv. Ikke med den forudsætning, at episoden fremprovokeredes af dårlig integration, men at episoden hjalp med at synliggøre nogle meninger og holdninger i indvandrer/flygtningekredse, der sætter spørgsmålstegn ved hvilket omfang vi kan opfatte alle disse personer - der optræder foran retssalen, i lokalavisen, på tv, med de udtalelser de kommer med - som integrationsdygtige individer.

Det overvejende udtryk, der fremkommer i disse udtalelser, er en række loyalitetserklæringer til venner og bekendte, til ”udsatte” familier i forhold til anholdelserne - og en række fornærmelser over ”måden” det foregik på.

Selvoffergørelse
Man mangler en åben og og klar afstandstagen fra terror (desuagtet der er tale om en intention, forberedelse eller handling) først og fremmest på dansk jord, idet man formoder og forventer, at personer, der har deres eksistensgrundlag i dette land, har deres familie, job, skole, venner og bekendte, og sidst men ikke mindst deres fredelige fortidserindringer, også har en vis (for ikke at sige ”stærk”) loyalitetsfølelse til det.

Det er svært - i disse udtalelsers selvofferliggørelse og fornærmelse - at se det integrationsdygtige individ, der har en situationsfornemmelse for det samfund, de er opvokset og skal leve i. Og her kan man stille spørgsmålet: ”Har vi spillet fallit?” eller ”Har de spillet fallit?”

Det er ikke tilfredsstillende, at man fordømmer terror samtidig med at forsvare, at verdenssituationen (med henvisninger til danske soldaters deltagelse i krigen i Mellemøsten) og islam misfortolkes.

Vold og modvold
Dødbringende handlinger og intentioner kan hverken forklares med fædrelandskærlighed (ikke at glemme, at vi efterhånden har flere af dem!) eller Guds kærlighed (ikke at glemme, at denne er fredelig og næstekærlig). Og enhver værdipåvirkning i denne retning fra herboende muslimske fortalere gavner ikke sagen i en dansk, europæisk eller global fællesskabs forstand. Det kræver sit at være sit ansvar bevidst som muslimske medborgere i Danmark, i Vesten (eller for den sags skyld i Mellemøsten).

Det kræver en særlig form for etisk karakterdannelse med en verdensforståelse hvis grundantagelse er, at en verdensorden ikke kan bygge på en negativ forudsætning, og at den må formulere sig ud fra frigørende begivenheder. Tager den udgangspunkt i lidelsen, bliver det en orden formuleret i vold og modvold, og det er lige netop den faretruende udvikling, verden i dag er vidne til, og årsagen til at vi i dag sidder med Vollsmose-episoden.

 

 

 

debat@altinget.dk