Krav er en vigtig del af integrationen
KLUMME: Kommunernes begyndende opgør med den etniske offerrolle skaber håb om en mere effektiv integrationsindsats, skriver Erik Holstein fra Altinget | Integration.
Af Erik Holstein,
redaktør af Altinget | Integration
KØBENHAVNS KOMMUNES HELBREDSPATRULJER, der blandt andet skal efterprøve indvandrerkvinders lægeerklæringer, er kun det seneste eksempel: I kommunerne er der de sidste par år sket et skifte i integrationsindsatsen, så man i langt højere grad er begyndt at stille krav som forudsætning for offentlige ydelser. Det vil af nogen blive sendt som "endnu et eksempel på en fremmedfjendsk politik", men er snarere udtryk for det modsatte.
Den nye linje er et opgør med den offerrolle, som en hel del indvandrere tidligere blev puttet ind i - eller selv tog på sig. Det er som bekendt ikke længe siden, at mange politikere og sagsbehandlere næsten konsekvent så indvandrere som nogle, det var "synd for". Nogle "svage" mennesker man bestemt ikke kunne tillade sig at stille nogen krav til. Derfor fik store grupper af indvandrere lov til at gå ledige i årevis - med den konsekvens, at de blev stadig mere marginaliseret i enhver forstand.
DA ODENSE KOMMUNE for godt et år siden gennemgik 20 sager med indvandrerkvinder, der som følge af stadige sygemeldinger holdt sig væk fra arbejdsmarkedet, var resultatet højst overraskende:
17 ud af de 20 kvinder, der havde barrikaderet sig bag lægeerklæringer og sygemeldinger, viste sig at være udmærket i stand til at arbejde. Kun i tre tilfælde var der grundlag for at sige, at kvinderne ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, disse tre blev tilkendt pension.
Det er den bold, Københavns Kommune nu tager op med sine job- og helbredspatruljer, og det er der al mulig grund til at hilse velkomment. For man gør naturligvis ikke nogen en tjeneste ved at blot at lade dem gå på kontanthjælp år efter år. Det er i virkeligheden den ultimative mangel på respekt, når man har så lidt forventninger til mennesker, at man ikke stiller nogen som helst krav til dem.
HØJE TAASTRUP KOMMUNE har med det meget succesfulde projekt Jobexpres været blandt de første til at stille konsekvente krav for at få indvandrere i arbejde. I projektet - der langt har overgået sine egne succeskriterier - har man formået at skille skæg fra snot:
Hvis indvendingerne mod at tage imod arbejde eller aktivering dækker over reelle problemer, går man ind og løser dem. Det kan være problemer med børnepasning - eller et spørgsmål om at finde vej hen til arbejdspladsen med den kollektive transport. De problemer tager Jobexpres hånd om, så de ikke står i vejen for et arbejde.
Er indvendingerne derimod af kulturel art ("min mand vil ikke have, jeg tager den slags arbejde" eller "den slags arbejde har lavstatus i min kultur"), er beskeden fra medarbejderne i Jobexpres ganske klar:
Hvis manden reelt ikke kan acceptere, at konen er på arbejdsmarkedet, er det familiens eget valg. Men så kan konen heller ikke modtage kontanthjælp. Akkurat som det i tilfældet med alle andre, der afviser at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked.
DET ER KURSEN fra Høje Taastrup, der er ved at brede sig til mange andre kommuner, heriblandt nogle af landets helt store. Simpelthen fordi den virker - i modsætning til hvad man forsøgte op gennem 80'erne og 90'erne, hvor ligegyldighed og en underlig skævvreden form for tolerance tabte det meste af en generation på gulvet.
Det afgørende er, at den nye diskurs på integrationsområdet er ved at brede sig til sagsbehandlerlaget, hvor mange tidligere har været meget tilbageholdende med krav. Og det er værd at mærke sig, at den mere konsekvente linje vinder mere og mere indpas iblandt kommunalpolitikerne - uanset om de er socialdemokrater eller borgerlige. Dermed er der håb om, at der omsider kan blive rettet op på årtiers forsømmelser i integrationspolitikken.
