Kiær: Hvor er det nye i regeringens socialpolitik?

Af Benedikte Kiær
Folketingsmedlem og socialordfører for Konservative

Landets nye socialminister hedder Annette Vilhelmsen og er som bekendt formand for Socialistisk Folkeparti. Næppe havde hun sat sig i ministerstolen, før hun lancerede et opgør med sin forgængers, socialdemokraten Karen Hækkerups, linje.

Nu her i begyndelsen af september er ministeren i et interview på Altinget l Social på banen igen med budskabet om, at der skal sættes mere fokus på det sociale område.

Fortsætter i VK-regeringens spor
Dermed sendte ministeren en ordentlig bredside mod såvel sin regeringskollega som socialordførere fra oppositions- og regeringspartierne i Folketinget, der gennem godt to år er blevet enige om at gennemføre en række socialpolitiske tiltag, der ligger fint i forlængelse af de seneste års tiltag under VK-regeringen.

Desværre formåede socialministeren ikke i interviewet at konkretisere, hvad det ”større fokus” betød. Som tidligere, når Annette Vilhelmsen har været ude med budskabet om, at hun vil gøre tingene anderledes, var der heller ikke denne gang noget nyt under solen. De annoncerede nye boller på suppen i regeringens politik var igen udkogte melboller i en smagløs portion. 

Udsatte børn og unge er et område, hvor socialministeren efter blot en måned på posten annoncerede, at der for alvor vil ske noget. Blandt andet peger ministeren på de 70 mio. kr., hun vil bruge på forældrekurser rundt om i kommunerne.

Undskyld mig. Hvor er det nye her? For det første batter 70 mio. kr. ikke meget set i forhold til den lille milliard, der i 2010 blev sat af til Barnets Reform. Eller for den sags skyld de 237 mio. kr., der fulgte med Anbringelsesreformen fra midten af nullerne. For det andet er forældrekurser jo ikke specifikt målrettet udsatte børn og unge, men har derimod en meget bred målgruppe.

Det er godt at forebygge. Ingen kan være uenige i det. Derfor er det glimrende, når danske kommuner skeler mod Sverige og deres erfaringer i forebyggende tiltag i forhold til familierne. Men derfra og til, at det skulle være et nybrud i dansk socialpolitik, er der meget langt.

Mangler et konkret budskab
På samme måde klinger det hult, når den nye minister slår ud med armene og gør sig til fortaler for en mere vidensbaseret tilgang til socialpolitikken, så vi kan få mere ud af de mange milliarder, der hvert år bliver brugt på socialområdet. Heller ingen kan være uenig i det budskab. Og det har faktisk gennem flere år netop været tilgangen til socialpolitikken og dermed i de projekter, der er sat i gang i satspuljeregi.

Et godt eksempel er Hjemløsestrategien, som blev sat i gang 2009 under VK-regeringen i samarbejde med satspuljepartierne. Så den vidensbaserede tilgang er heller ikke ny. Det er netop årsagen til, at ministeren i interviewet kan bruge resultaterne fra strategien til at finde frem til de bedste metoder for at afhjælpe hjemløshed.

Socialministeren kommer i interviewet også ind på fattigdomsgrænsen, hvor jeg i mit seneste indlæg her på Altinget.dk netop efterspurgte handling bag den nye grænse. Ministeren varmer op med at fremhæve fattigdom som en af de helt store udfordringer. Men igen – der kommer intet nyt. Jo, uddannelse og arbejde er den mest sikre vej ud af fattigdom, fastslår ministeren.

Dermed er hun helt på linje med den tidligere regering. Når ministeren bliver spurgt til, hvordan fattigdomsgrænsen konkret vil blive inddraget i regeringens politik, kommer der igen uld i mund. Som læsere af interviewet bliver vi på ingen måde klogere på, hvad regeringen vil.

Så jeg venter stadig på, hvad regeringen konkret vil bruge den nye fattigdomsgrænse til. Hvad er det for nye veje, ministeren vil gå. Hvad er den nye ministers projekt egentlig, udover at være anderledes og i opposition til den tidligere minister Karen Hækkerup? Hvorfor kritisere kursen, hvis man ikke selv kan pege på nye veje? Det er ingen skam at fortsætte i det spor, VK-regeringen lagde ud.

debat@altinget.dk