Jelved: Børnene er de mest udsatte i en skilsmisse

DEBAT: Skilsmisser kan nærmest ødelægge livet for både forældre og børn. Men børnene har det værst i de situationer. Det skal et nyt skilsmissesystem tage bedre hånd om, skriver Marianne Jelved (R).

Af Marianne Jelved (R)
Socialordfører

I dette efterår skal vi i Socialudvalget forhandle om en ny lov om skilsmisse. Der er samlet en masse erfaringer op i det nuværende system for skilsmisser.

Ganske kort: Vi ved, at mange skilsmisser klares formelt set enkelt, når forældrene er enige og i fordragelighed kan indgå de aftaler, der kan få livet og dagen til at fungere for alle involverede parter. Men der er også skilsmisser, der nærmest ødelægger livet for begge forældre og børnene i familien. Børnene har det værst i de situationer. Og det gennem hele barndommen.

Vi ved også, at der er samlet erfaringer i mange sammenhænge, om hvordan børn kan inddrages på en hensigtsmæssig måde, når professionelle voksne kan være med i samvirket om og med barnet. Det er mit indtryk, at der for eksempel i børnehusene, hvor børn skal kunne fortælle om overgreb, de måske har været udsat for, er indhentet erfaringer og udviklet arbejdsformer, der giver børnene de bedste muligheder for at komme ud med det, der er sket dem.

Vi ved, at børnesamtaler skal forberedes, så barnet ved, hvem det skal tale med og hvor det skal ske, og de skal vide, at det er et tilbud, som de ikke behøver at tage imod. Barnet skal forberedes grundigt af voksne, som det har tillid til. Der bør lægges op til fleksibilitet, og det bør ikke som nu bare bestå af en samtale. Børnenes situationer er hver for sig unikke. Børnesagkyndige skal deltage i vurderingen af det enkelte barns behov, og det er ikke alle børnesagkyndige, der dur til alle børn. Deres faglighed skal være uomtvistelig.

Ret til bisidder
Der skal efter børnesamtaler laves et notat, som forældrene har aktindsigt i. Barnet skal være inddraget i det notats indhold, så det ved, hvad det indeholder, og en børnesagkyndig bør tilbyde forældrene at forklare barnets perspektiv. Og barnet bør have at vide, hvad der ligger bag de afgørelser, der træffes om skilsmissen, så det ikke belastes af skyld for afgørelserne.

Et barn bør have ret til en bisidder. Der er afsat midler på finansloven til bisiddere for børn, der er i Statsforvaltningens regi. Den pulje skal selvfølgelig med over i det nye skilsmissesystem. Bisidderen kan tale med barnet før og efter en børnesamtale, og barnet kan lære bisidderen at kende som en, der kan støtte barnet, og som er uden for den egentlige behandling af skilsmissen.

Jeg spurgte mit yngste barnebarn i 4. klasse:
”Hvad er der sket i dag i skolen?”
Hun svarede: ”Læreren fortalte, at NN's mor og far skulle skilles.”
”Hvad sagde NN til det? ”
”Han var bare rigtig ked af det.”

Forrige artikel Krifa: Der er plads til alle for enden af regnbuen Krifa: Der er plads til alle for enden af regnbuen Næste artikel Carl Holst: Nyt skilsmissesystem sætter barnet i centrum Carl Holst: Nyt skilsmissesystem sætter barnet i centrum