Hvorfor er det så svært at underrette?

Af Charlotte Guldberg
Formand for Børnerådet

I sidste måned deltog jeg sammen med de nordiske børneombud i en bemærkelsesværdig konference i Oslo om tandplejens rolle i bekæmpelse af overgreb mod børn. Her holdt en dansk tandlæge et oplæg, der gav diskussionen om underretningspligten et nyt perspektiv.

Birgitte Uldum, afdelingstandlæge ved Københavns Kommune, forklarede, at tandlæger og tandplejere kan spille en stor rolle, når det gælder om at opdage overgreb på børn. Når børn og unge udsættes for overgreb, sætter det sine spor - næsten altid psykisk og ofte også fysisk. Erfaringsmæssigt ved vi, at en meget stor del af de fysiske mærker efter overgrebene afsættes på ofrets hoved - og især i ansigtet, i halsregionen og i mundregionen.

Disse mærker har tandlæger i sagens natur særlige forudsætninger for at opdage, men undersøgelser i Skotland og Norge har vist, at det kun er en brøkdel af tandlægerne, som kontakter de sociale myndigheder, hvis de ser tegn på overgreb mod børnene.

Hver anden er tavs
Nu viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, at de samme forhold gælder i Danmark. Flere end hver tredje tandlæge eller tandplejer (38 pct) i Danmark har haft bekymring om, at et barn, de har haft i behandling, har været udsat for overgreb eller omsorgssvigt. Men det var under halvdelen af dem, der underrettede forvaltningen om deres bekymring.

Set ud fra alle perspektiver er det skræmmende tal. Mindst hver anden gang vælger man at ignorere børn, der har synlige fysiske tegn på, at de er udsat for overgreb og omsorgssvigt.

Det er desværre også en tendens, som vi kender fra andre faggrupper. Ankestyrelsen har fundet frem til store problemer i samme retning blandt pædagoger, lærere og sundhedsplejersker.

Når jeg fremhæver tandplejens personale er det naturligvis i håbet om, at vi kan få inddraget disse faggrupper i det vigtige tværfaglige arbejde med at få stoppet vold, misbrug og overgreb mod børn. Tandplejen er i løbende kontakt med stort set alle børn, man besidder en unik faglig indsigt, og fra organisationernes side har man udtrykt oprigtig interesse for at styrke indsatsen til hjælp for udsatte børn og unge.

Undersøgelsen viser i øvrigt også, at hele 75 pct af de adspurgte tandlæger og -plejere ønsker mere viden og efteruddannelse i håndteringen af underretningspligten. Det bør man naturligvis lytte til og sikre, at grunduddannelserne tilgodeser dette behov.

Systemfejl eller imageproblem?
Men hvordan skal vi forstå, at voksne mennesker ikke reagerer på deres mistanker og i stedet vælger at lade tvivlen komme alle andre end barnet til gode? En forklaring, som bl.a. ligger bag Ankestyrelsens vigtige kampagne 'Tag signalerne alvorligt', er, at fagpersonalet ganske enkelt ved for lidt om, hvad en underretning er, hvordan man gør, og hvad det kan betyde for én selv at tage sit ansvar alvorligt.

Desværre er det nok kun en del af besværlighederne der ligger her. En bedre markedsføring af underretningspligten ville uden tvivl kunne øge opmærksomheden blandt de voksne, der er tæt på børnene - men vi er nødt til også at fokusere på de alvorlige problemer, der findes i den kommunale del af mekanikken.

Kommunernes håndtering af underretningerne er nemlig stadig under al kritik. En jævn strøm af sager, hvor kommunen overhører borgere og fagpersoner, som rent faktisk har taget deres ansvar alvorligt, og som rent faktisk har underrettet kommunen om bekymrende forhold, viser, at kvaliteten i sagsbehandlingen er for ringe. Myndighederne melder i mange tilfælde ikke tilbage til underretteren, ofte sker det for sent og sjældent med information, som giver underretteren indtryk af, at henvendelsen bliver taget alvorligt. Samlet set skaber det usikkerhed om, hvorvidt myndighederne er i stand til at håndtere deres del af ansvaret, og resultatet er, at børn, der har brug for hjælp, lades i stikken.

Kommunerne må altså overbevise deres ansatte og borgerne om, at det er besværet værd at gribe ind på et barns vegne. Et væsentligt element i den opgave består naturligvis i at vise, at man er i stand til at reagere rettidigt, målrettet og til barnets bedste - ikke bare som regel, men hver gang.

debat@altinget.dk