Vi vil gøre det nemmere at underrette

DEBAT: Tandlægernes Nye Landsforening vil have gjort noget ved problemet om manglende underretning af børns mistrivsel. Formand Anne Kaae-Nielsen skriver i anden del af debatten, at der nu rettes henvendelse til Tandlægeskolerne og KL.

Anne Kaae-Nielsen,
Formand for Tandlægernes Nye Landsforening

Det er bekymrende, at flere end 1/3 af danske børne-ungetandlæger er tilbageholdende med at underrette om mistanker om overgreb og omsorgssvigt. Alle tandlæger, der arbejder med børn og unge, skal kende symptomerne på overgreb og vide, hvor de går hen med mistanken.

Vi ser alle børn regelmæssigt i tandplejen indtil de fylder 18 år. Og vi er i forvejen vant til at holde øje med andet end lige tænderne. Det gælder f.eks. ansigtsknoglernes udvikling, spiseforstyrrelser, rygning, overvægt og andre faktorer, som medvirker til udvikling af livsstilssygdomme. Tandlægerne og de øvrige personalegrupper i den kommunale tandpleje er helt centrale i opsporingen af overgreb mod børn og unge, som Børnerådet sætter fokus på.

Fokus på problemet
I efteråret 2008 satte foreningens blad - Tandlægernes Nye Tidsskrift (nr. 8, august 2008) i flere artikler fokus på emnet. Dette skete som opfølgning på foreningens efterårskursus 2007, hvor professor Richard Welbury fra tandlægeskolen i Glasgow fortalte om symptomer, der kunne afsløre overgreb på børn.

Men vi kan ikke beskæftige os nok med dette alvorlige emne. De kommunalt ansatte tandlæger skal være trygge ved at indberette deres mistanker. Det kan de blive ved at have grundigt kendskab til, hvad de skal se efter, og ved at der er klare og synlige indberetningsveje for de mistanker, der måtte opstå.

Vi vil derfor fra foreningens side rette henvendelse til Tandlægeskolerne for at sikre, at overgreb på børn og unge og tandlægernes underretningspligt indgår i tandlægernes grunduddannelse. Og så vil vi med en henvendelse til Kommunernes Landsforening skubbe på, at der udarbejdes beredsskabsmodeller, der kan være grundlag for kommunernes behandling af mistanker om overgreb mod børn og unge.

Forrige artikel Vi skal turde diskutere indgreb i udsatte familier Vi skal turde diskutere indgreb i udsatte familier Næste artikel Hvorfor er det så svært at underrette? Hvorfor er det så svært at underrette?