Hvordan dokumenterer kommunen effekten af hjemmetræning?

Af Yvonne Barnholdt
Socialdirektør i Roskilde Kommune

Den 1. oktober 2008 trådte et nyt regelsæt vedrørende børn og unge i kraft. Med det i hånden er det muligt for forældre at søge bevilling til hjemmetræning af børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte.

Når kommunerne skal gennemføre det nye regelsæt skal vi sikre at forældrene bliver oplyst om deres muligheder for hjemmetræning, og samtidig skal vi sikre at vi overholder loven ift. at kunne følge og dokumentere at den bevilgede hjemmetræning imødekommer barnets behov, og at der bliver sat nogle målbare indikatorer for at følge den forventede effekt af træningen - en træning, som forældrene frit vælger - også om den skal være konventionel eller alternativ, eller en kombination.

Bekendtgørelsen der følger de nye regler beskriver, hvordan der skal sammensættes visitationsudvalg og tværfagligt udredningsteam, og hvordan barnet og den unge skal inddrages i processen.

I Roskilde lægger vi stor vægt på at få tværfaglige samarbejder til at fungere og i enhver henseende ligger det os på sinde at inddrage vores brugere - i dette tilfælde barnet og den unge.

Tværfagligt udredningsteam
Men når det er sagt, så kommer regelsættet omkring hjemmetræning hurtigt til at medføre tunge bureaukratiske arbejdsgange. Vi har forsøgt at gøre det så enkelt som muligt, men processen stiller krav til dels selve udredningen af barnet og til opsætning af målbare indikatorer, der kan dokumentere effekt af træningen.

Vi har nedsat et fast tværfagligt og tværsektorielt udredningsteam som træder sammen ved ansøgning om hjemmetræning. Teamet består af specialkonsulent, høre-talekonsulent, psykolog, fysioterapeut og socialrådgiver. Teamet vurderer konkret i hver enkelt ansøgning om hjemmetræning, hvorvidt der ad hoc skal inddrages faglig konsulentbistand eks. vis lægekonsulent.

Det er også teamet, der forestår den tværfaglige udredning, og undersøger om den foreslåede metode lever op til det krav der stilles. I samarbejde med forældrene opstilles der klare mål og en plan for opfølgning fire gange årligt og tilsyn to gange årligt. Der skal tilbydes specialpædagogisk rådgivning og undervisning til forældre, der hjemmetræner deres barn. Familiens samlede situation skal også vurderes og forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet skal indgå i den endelig indstilling.

På baggrund af udredningen indstiller teamet til et fast tværfagligt og tværsektorielt visitationsudvalg, som træffer beslutning om hjemmetræning.

Hvordan dokumenterer vi på metoder, vi ikke kender?
Det er forældrene, der beslutter hvilke træningsmetoder, der skal anvendes og kommunen kan ikke give afslag på baggrund af bestemte metoder. De eneste krav, der stilles til hjemmetræningen er, at træningsmetoden skal imødekomme barnets behov og der stilles krav om dokumenterbarhed. Kommunen skal dokumentere og lave opfølgning på at dette sker og at den forventede effekt opnås.

Da der kan være tale om træningsmetoder som ikke er kendte i det etablerede system, kan det give vanskeligheder i forhold til fagspecialisters udtalelser og vurderinger af den konkrete metode og virkning, herunder årsagerne til de merudgifter, der er en følge af træningen i hjemmet. Der kan være brug for at indhente lægefaglige vurderinger af hvorvidt indsats og træningsmetode kan være skadelig for barnet.

Men hvordan får vi indhentet lægefaglige vurderinger, når og hvis den alternative træningsmetode ikke er kendt i lægeverdenen? - og hvilken betydning skal det have for vores indstilling og vurdering af forventede effekter?

Hvad koster hjemmetræning?
I forbindelse med hjemmetræning kan forældrene søge merudgifter jfr. servicelovens § 32 op til kr. 500.000 om året pr. barn, og tabt arbejdsfortjeneste jfr. servicelovens § 42 til at en forælder kan hjemmetræne barnet.

Merudgifter til hjemmetræning indeholder træningsredskaber, kosttilskud mv. Hvad der udgør nødvendige træningsredskaber for at opnå de forventede effekter, det beslutter udbyderne af træningsmetoden - og kommunen betaler.

Det er altså udbydere af træningsmetoden, som beskriver hvilke træningsredskaber, kosttilskud, hjælpere mv., der er en nødvendig følge af den aktuelle træningsmetode. Det er ikke ligetil for kommunen at vurdere om disse merudgifter er nødvendige for at opnå den forventede effekt - fordi kendskabet til metoden alene ligger hos den alternative udbyder.

I kommunerne finder vi det væsentligt og afgørende at stille den rette træning til rådighed for handicappede og børn og unge. Og det er vigtigt, at vi inddrager hele familien for at finde den løsning, der er den rette for hver enkelt.

Men vi finder det også væsentligt at kunne dokumentere at de indsatser vi sætter i værk kommer flest mulig til gavn, og at de har en virkning og en effekt vi kan dokumentere.

Derfor er der også brug for, at vi bl.a. diskuterer om alle alternative metoder skal kunne godkendes til hjemmetræning, om hvilke krav vi kan stille til forældrene for løbende at få dokumentation, og om vi kan få mere træning for pengene, hvis vi i stedet for hjemmetræning etablerer egne, nye kommunale trænings- og dagtilbud til handicappede børn og unge?

debat@altinget.dk