Hjemløse har brug for flersidet indsats

Af Hanne Thomsen
Formand for Missionen blandt Hjemløse

I Missionen blandt Hjemløse ser vi de sociale 2020-mål som en unik mulighed for at ”klæde målene på” gennem inddragelse af dem, der løser opgaven i dag i institutioner, kommuner og civilsamfund.

Sammen med nye medspillere som for eksempel de almene boligselskaber kan vi medvirke til fastlægge strategier og metoder i tæt samspil mellem viden, visioner og praksis. Når der på den måde er ejerskab til strategierne, og opfølgning fra både stat, kommune og NGO’er, har de bedre mulighed for at lykkes.

I Missionen blandt Hjemløse føler vi os, ud fra vores praksis, særligt forpligtede på målene om at nedsætte antallet hjemløse, andelen af borgere, der vender tilbage til herberg eller boform inden for et år, og antallet af narkorelaterede dødsfald.

Ensporet hjælp
Når det gælder målsætningerne på hjemløseområdet, er der meget at bygge på: At bostøtte, både på boenheder og i egen bolig, er styrket som faglighed, og den netop afsluttede hjemløsestrategi, har givet en ny metodebevidsthed og en anerkendelse af, at indsatsen skal målrettes og dokumenteres som grundlag for udvikling af nye metoder.

Trods stor økonomisk investering, stor uddannelsesaktivitet og en markant politisk indsats kom der ikke færre hjemløse i strategiens levetid. Evalueringen af hjemløsestrategien udpeger manglen på billige boliger som en væsentlig årsag til dette. Men det er efter vores overbevisning udtryk for en alt for snæver tilgang til hjemløshed. Hjemløse mangler ikke blot en bolig, men er socialt udsatte på en række områder.

Rådet for Socialt Udsatte i Aarhus har defineret det således:

”Socialt udsatte er medborgere med ressourcer, som af varierende årsager enten er begrænsede eller udsat for pres i et sådant omfang, at udvikling og magt over eget liv indsnævres med fare for udstødelse og eksklusion fra normalsamfundet.”

De to mål på hjemløseområdet handler om at forebygge hjemløshed, så der bliver færre hjemløse. Antallet af hjemløse skal nedsættes med minimum 25 procent til maks. 4000 personer, og indsatsen skal være langtidsholdbar, så højst 20 procent af de hjemløse, der får egen bolig, mister eller opgiver den inden for det første år.

Sådan inkluderer vi hjemløse
En indsats for at forebygge hjemløshed, før man bliver hjemløs, og når man har været hjemløs, tager derfor udgangspunkt i ovennævnte ressourcer.

I en udfoldelse af disse ressourcer – her kaldt "kapital" - har forstander på Mændenes Hjem, Ivan Christensen, formuleret en række forbedringer, som er nødvendige for at inkludere medborgere i samfundet. For at nå regeringens 2020-mål på hjemløseområdet mener vi, at der er brug for forbedring af:

• helbredkapitalen – styrket psykiatri, adgang til almen læge/somatisk behandling, afhængighedsbehandling m.v.

• boligkapitalen – tilgængelige boliger, som man kan betale for sin ydelse.

• økonomisk kapital – økonomi, som kan sikre bolig, meningsfuldt liv/adgang til job.

• social kapital – adgang til netværk, mentorer mv.

• kulturel kapital – adgang til uddannelse, beskæftigelse.

• interaktionskapital – mødet mellem system og borger.

Et socialt netværk
Ud over faglighed og boliger, der kan betales, eller nye regler for bostøtte til enlige, vil det kræve en inddragelse af civilsamfundet. Det er her, forståelsen for nye jobformer skal skabes. Det er her, vi skal bygge netværk, som rækker ud over tidligere hjemløse. Netværk, som giver nye opgaver og værdier.

Jeg er for eksempel meget inspireret af den mangfoldighed, der indgår i projekt Exit, som tilbyder tidligere indsatte rådgivning, psykologbehandling og jobmentorer, men også netværkstilbud og kulturelle tilbud.

Exit er opstået med udgangspunkt i de behov, som blandt andet fængselspræster og ledere af det berømte fangekor fra Vridsløselille har oplevet, når mennesker ønskede at starte et nyt liv uden kriminalitet: behov for et fællesskab at komme ud til og behov for et liv med indhold.

Uddannelsepulje og processtøtte
Når vi vil nå nye mål, skal den viden, og de ressourcer, der ligger blandt praktikere og brugerorganisationer, sættes i spil og bakkes op med uddannelsespuljer og processtøtte fra for eksempel professionshøjskoler, som uddanner en flerhed af fagligheder på området.

Vi mener, der skal arbejdes bevidst med metoder, der virker, men vi tror ikke på, man kan importere eller udvikle en metode fra toppen. Praksistilknytningen er vigtig, og det samme er friheden til at etablere nye samspil omkring opgaverne. De mange selvejende institutioner på udsatteområdet har her nogle ekstra muligheder i form af bagland, som ikke må stækkes gennem kommunal eller statslig ensretning.

Det sidste mål, Missionen blandt hjemløse føler sig særligt forpligtet på, er at nedsætte antallet af narkorelaterede dødsfald med minimum 30 procent til højst 200 om året. Her har de nye stofindtagelsesrum allerede vist sig effektive. En øget indsats, for eksempel ved at udvide åbningstiden fra 16 til 24 timer på Skyen på Mændenes Hjem, vil helt klart have effekt.

De nye stofindtagelsesrum på Mændenes Hjem er et fint eksempel på, hvordan NGO’er, institutioner, lokalpolitikere og brugerorganisationer kan påvirke indsatsen. Det samme er brugerforeningen for aktive stofmisbrugere, som her i november fylder 20 år. De står blandt andet bag kanylepatruljen og har et korps med medlemmer, der er særligt uddannet til at håndtere overdosis med modgift. En indsats, der virker.

Tak for målene – lad os nu få en praksisnær strategiudvikling, der sætter ressourcer og viden i spil.

debat@altinget.dk