Forstander for herberg til Hæstorp: Byens udsatte takker dig for din indsats

Det er en kommune med bedre vilkår for de udsatte og hjemløse, som Sophie Hæstorp Andersen (S) efterlader, nu hvor hun er blevet minister, skriver Mathilde Holmgaard.

Der er varslet nye tider.

Sophie Hæstorp Andersen (S) er blevet tildelt en ministerpost i den nye ministerrokade, og dermed må vi sige farvel til et menneske, som på det politiske socialområde i København igennem hendes karriere har formået at gøre en meget håndgribelig forskel for vores mest udsatte medmennesker.

Sophie Hæstorp Andersen har insisteret på værdighed, og hun har ikke været bleg for en god debat. Det er klædeligt.

Gennemførte, hvad flere har forsøgt

Hun vil blive husket for den kraft, hun lagde i arbejdet med at etablere skadesreducerende indsatser for byens stofbrugere, og i hendes tid er to stofindtagelsesrum blevet etableret. Hun har været fortaler for, at det rum skal være et helle.

Sophie Hæstorp Andersen ved, at nogle må have hjælp i hele deres liv for at kunne have en meningsfuld, indholdsrig og værdig hverdag, og hun ved også, at velfærdssystemet nogle gange skal have et skub for at leve op til den forpligtelse.

Det skub kom med afgørelsen i Borgerrepræsentationen, som forskriver, at mennesker, der sidder og venter på botilbud på herbergerne, selvfølgelig skal have den ekstra støtte, de mangler.

Det virker indlysende, men det har i mange år vist sig at være meget svært.

Den arv, som Sophie Hæstorp Andersens efterlader sig her, har allerede gjort en reel forskel på individ-niveau, som jeg kun kan udtrykke min allerdybeste taknemmelighed for.

{{toplink}}

Husk værdigheden for alle

Nu bliver det måske Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som skal være ny overborgmester.

Det skal ikke være en hemmelighed, at Rosenkrantz-Theils historik som både provokerende, debatterende og aktivistisk gør mig spændt på, hvad fremtiden bringer. Jeg er nemlig helt enig i, at de store skal passe på de små.

Pernille Rosenkrantz-Theil ved, hvad en tidlig indsats betyder, så min klare forventning må være, at hvis hun bliver overborgmester, så kommer vi i gang lang tid tidligere, og ikke taber nogen i det store fællesskab på grund af bureaukratiets kolde værdier.

Jeg håber, at hun som tidligere børne-, og uddannelsesminister både vil huske på “de gamle børn” og “de glemte børn.”

Det er dem, som nu lever udsatte liv, fordi de voksede op med konsekvenserne af chanceulighed og ikke fik den tidlige indsats, som de havde brug for.

Vi skal også sætte alle kræfter ind på ikke at reproducere de mekanismer, som skaber udsatte voksne, ved at skabe gode rammer for vores børn uagtet deres baggrund. 

Vi kan nok ikke løse alle verdens problemer, men vi kan komme langt, hvis vi insisterer på værdighed for alle.

{{toplink}}

Forrige artikel LOKK: Ny takstmodel risikerer at underminere den faglige kvalitet på landets krisecentre LOKK: Ny takstmodel risikerer at underminere den faglige kvalitet på landets krisecentre Næste artikel DH: Rammeaftalens enøjet fokus på besparelser kan koste samfundet dyrt DH: Rammeaftalens enøjet fokus på besparelser kan koste samfundet dyrt