Et sammenhængende sundhedsvæsen
DEBAT: Der er flere oplagte indsatsområder at tage fat på for at skabe et sammenhængene sundhedsvæsen, mener dagens debattør. Blandt andet skal der fokuseres på koordinerede forløb.
Af Helle Linnet, Social- og Arbejdsmarkedsdirektør i Vordingborg Kommune.
Ønsket om et sammenhængende sundhedsvæsen har fortsat trange kår. Heldigvis er der gode historier, men der er desværre til stadighed mange fortællinger fra patienter og pårørende om ventetider, dårlig kommunikation og manglende samarbejde mellem de mange aktører.
Årsagerne er komplekse, men noget af forklaringen findes i de incitamentsstrukturer, der driver den offentlige opgaveløsning. Sygehusene belønnes for produktivitet. Hvor mange patienter kan komme gennem systemet? Hvor få liggedage kan man komme ned på? Det er alt sammen opgørelser, der fortæller noget om de regionale aktiviteter, men ikke om den samlede udgift til eller kvaliteten af det samlede patientforløb.
Senest har der været fokus på, at de korte indlæggelser i forbindelse med fødsler giver anledning til genindlæggelser af spædbørn. Dette på trods af, at den kommunale sundhedspleje har øget indsatsen til ikke mindst førstegangsfødende efter udskrivelsen. Hvad koster en genindlæggelse af mor og barn, og hvad koster flere sundhedsplejerskebesøg? Ville det samfundsmæssigt kunne betale sig, at den førstegangsfødende fik et døgn længere på hospitalet?
Kommunal forskel i finansieringen
Fra et kommunalt perspektiv er udgiftsscenariet svært gennemskueligt. Det fremgår af årlige opgørelser, at der er stor forskel i den medfinansiering, kommunerne har ved deres borgeres kontakt med sygehusene, men hvad ligger der bag? Det ville være interessant at kortlægge årsagerne til, at der f.eks. blandt Region Sjællands kommuner i 2010 var ca. 14 pct. forskel på stigning i medfinansiering. Betyder det noget, om der er et sygehus i lokalområdet, om de praktiserende læger er hurtige til at indlægge, om sygehusene er gode til at færdigbehandle, så genindlæggelser undgås - eller hvordan kommunerne prioriterer forebyggelsen?
Sygehusvæsenets øgede specialisering, hvor faglighed og kompetencer fornuftigt sættes over afstande, stiller store krav til såvel den praktiserende læge som koordinator af effektive kommunale forebyggelses- og rehabiliteringstilbud, som borgeren kan benytte sig af. Dette gælder ikke mindst i udkantsområderne.
Sammenholdt med den ugennemsigtige medfinansiering, der efter den nye aftale betyder relativt større kommunale udgifter til lavteknologiske forløb, giver det anledning til overvejelser om reetablering af minisygehuse i kommunerne? Sygehuse, der bl.a. kan varetage geriatriske behandlinger, rehabilitering, genoptræning af yngre hjerneskadede samt hospicefunktion.
Der har været flere spørgsmål end svar i indlægget, og jeg vil derfor afslutningsvis opliste nogle anbefalinger, der skal medvirke til, at vi målretter den fremtidige indsats :
- At forskning fokuserer på at udvikle koordinerede forløb og samarbejde med udgangspunkt i patientens behov.
- At det næste økonomiske incitament er baseret på, at borgeren har et koordineret forløb gennem hele sundhedssystemet.
- At der efteruddannelsesmæssigt prioriteres jobrotation mellem sygehus og kommune med henblik på at øge viden om og anerkendelsen af andres funktionsområde.
- At der økonomisk foretages beregninger på, hvad det koster at flytte opgaver fra regionale til kommunale tilbud.
