Børnepolitik med store gevinster

DEBAT: Den kommende statsminister bør investere langsigtet på børn- og ungeområdet, også for økonomiens skyld. Det mener dagens debattør.

Af Peter Albæk, formand for Børns Vilkår.

Kære kommende statsminister.

Du står foran store udfordringer med en international krise og en presset økonomi, herunder i kommunerne. Samtidig har der sjældent været brug for så meget udvikling og nytænkning som lige nu på børne- og ungeområdet.

Valgkampen har ikke blot handlet om i morgen, men også om økonomisk balance, vækst og velfærd på langt sigt. Sådan bør vi også tænke på børne- og ungeområdet, hvor vi hvert år bruger mange milliarder. Men det er bestemt ikke alle pengene, der i dag bruges lige godt. Det kunne være anderledes, hvis du har mod til at tænke nyt og investere på langt sigt. Lad mig give dig nogle eksempler.

Behov for forebyggelse
Vi bruger i dag 14-15 milliarder kroner på foranstaltninger til udsatte børn og unge. I forhold til indbyggertallet bruger Sverige og Norge 70-80 procent af det beløb. Og det er bestemt ikke udtryk for manglende indsatser. Men vores nabolande har for år tilbage satset langt mere på forebyggelse og tidlig indsats. Det kræver mod og nytænkning. Kommunerne er i gang, men de har brug for hjælp og investeringer i forebyggelse. Du har ikke råd til at lade være.

Knap 10 procent af danske skolebørn mistrives i skolen på grund af problemer i hjemmet, mobning, ensomhed mv. Det er veldokumenteret, at børn ikke udvikler sig og ikke lærer, hvis de mistrives. Mange af børnene ender med behov for massiv støtte og foranstaltninger, og mange af dem indhenter aldrig det forsømte - hverken socialt eller fagligt, men ender uden uddannelse og job. Det er dyrt. Vi skal have langt mere fokus på trivsel i skolen. Det skal være et selvstændigt mål i folkeskoleloven. Det koster kun en brøkdel af, hvad det koster at tabe 8-10 procent af hver børneårgang.

Gode institutioner betaler sig
Vi har ikke forbedret den sociale arv nævneværdigt i de sidste 25-30 år. Men vi har alle muligheder for det. 96 procent af alle 5-årige går i børnehave. International forskning viser, at det giver pengene op til ti gange igen at investere i gode daginstitutioner, fordi det giver højere uddannelsesniveau, lavere kriminalitet og færre anbringelser. Det er meget bedre end at investere i aktier. Men det kræver målrettet pædagogisk arbejde, videreuddannelse, bedre ledelse og flere ressourcer til institutioner med mange socialt belastede børn.

I 2010 behandlede domstolene over 3.000 sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Og der var 3-4 gange så mange sager i statsforvaltningerne. Mange af sagerne kunne løses mere enkelt og langt bedre for børnene, hvis forældre og børn i dag fik tilbud om vejledning og børnesagkyndig rådgivning i forbindelse med skilsmisse. Forældreansvarsloven skal revideres straks. Der er ingen tid at spilde.

Der er nok af opgaver og udfordringer, der nu skal tackles. Men børne- og ungeområdet kan faktisk godt i 2020 være en del af løsningen, hvis der tænkes nyt og anderledes - nu.

Forrige artikel Et sammenhængende sundhedsvæsen Næste artikel Ny uddannelse er spild af penge