”Det handler slet ikke om ytringsfrihed”

Islamisternes raseri over pavens brug af et 600 år gammelt citat sætter unægtelig tingene i perspektiv. Ikke mindst perspektiverer det på forbilledlig vis karikatur-krisen, som Danmark var så uheldig at være centrum i for et halvt år siden.

Her er det lærerigt at checke de argumenter, der var fremme i den indenrigspolitiske debat i Danmark, dengang ambassaderne stod i brand og industriens folk stod i kø for at undskylde.

Det fremmeste argument fra Politikens Tøger Seidenfaden og hans politiske allierede lød dengang: ”Dette har intet med ytringsfriheden at gøre. Den har aldrig været truet under Muhammed-krisen.”

Islamisternes rolle kun en biting
Kernen i karikatur-krisen var – måtte man forstå – ikke islamisternes forsøg på at begrænse ytringsfrihed. Næ, kernen i problemerne var dansk uvidenhed og arrogance.

Hvis bare Jyllands-Postens Flemming Rose ikke liiiige havde skrevet den krasbørstige tekst sammen med tegningerne, hvis bare der ikke liiiige havde været den tegning med en bombe i turbanen – og hvis bare statsministeren liiiige havde taget det møde med ambassadørerne, jamen så havde der slet ikke været nogen problemer.

Det bliver derfor yderst interessant at se, hvordan den nye krise vil blive fortolket i et Politiken-univers. Vi ser alle frem til at høre Seidenfaden docere, at ytringsfriheden eksisterer helt uantastet, bare man ikke laver karikaturtegninger - og nå ja: Bare man ikke liiiiige citerer fra en 600 gammel tekst.

Det bliver om muligt endnu mere interessant at se de originale forklaringer, når den næste Muhammed-krise kommer – og den næste og den næste igen. Spændende at se de retoriske mesterværker, når det skal understreges, at ytringsfriheden består helt uantastet – lige bortset fra endnu en indskrænkning. Det bliver politisk korrekt underholdning, når det er bedst.

Nemesis
For man skal naturligvis ikke forvente, at den nye krise får de højprofilerede kritikere af Danmarks rolle i Muhammed-krisen til at ændre kurs. Måske med undtagelse af en enkelt kritiker:

For blandt dem der var fremme med riven mod Danmark dengang, var såmænd Vatikanet under Pave Benedikt XVI. Det er således en elegant nemesis, de antikke guder har kreeret for Hans Hellighed.

Nu må paven så selv prøve at dæmme op for de ”utæmmelige kræfter”. Dæmme op for de islamister, der konsekvent kræver en undskyldning, hvis det antydes, at visse strømninger inden for islam benytter sig af vold.

Kravet om undskyldning for denne urimelige påstand er konsekvent bakket op af en underliggende trussel om… nå ja vold. Som det søndag kom til udtryk i Somalia, hvor en nonne blev skudt på åben gade, efter en af landets religiøse ledere havde opfordret landets muslimer til at "hævne pavens ord".

Fred - indtil det næste krav
I den aktuelle krise kan man igen vælge at komme islamisterne i møde, som en alliance af kommercielle og ”humanistiske” kræfter argumenterede for under Muhammed-krisen. Men man kan også vælge en anden vej:

Man kan vælge at alliere sig med de moderne og progressive kræfter i den muslimske verden - og droppe "sameksistens-møder" med de mest formørkede religiøse tendenser.

Man kan konkludere, at der findes modsætninger, man ikke bare kan forhandle væk. Og man kan – som senest Helle Thorning-Schmidt har gjort – konstatere, at det ikke tjener noget formål at forhandle med islamister.

For i islamisternes univers findes der intet kompromis - kun en midlertidig våbenhvile indtil det næste krav.      

debat@altinget.dk