Docent på Københavns Professionshøjskole: Socialtilsynet lytter ikke nok til børn og unge

Et tilsyn skal holde øje med om børn og mennesker med handicap behandles ordentligt. Men lever et socialt tilsyn og andre i en parallelverden, hvor de ikke ved, men lader som om, at de ved, at beboerne har det godt nok?

Når en afsløring af dårlig behandling ruller, kan der rettes en kritik mod dem, som handler, har et ansvar og dem, der skal holde øje.

De første er medarbejdere, hvis kompetencer ofte er begrænsede, og som ofte er utilstrækkeligt uddannede. De er lavtlønnede og har skæve vagtskemaer. De ansvarlige er kommuner, regioners og private steders ledelser, som nednormerer i takt med, at kommunernes økonomiske midler bliver færre, og behovet nogen steder stiger. De som holder øje, er det sociale tilsyn, som skulle være alles garanti for, at opholdssteder og institutioner udvikler og opfører sig hensigtsmæssigt, så lad os se nærmere på dem.

Modellen for tilsyn skaber store forskelle i resultaterne

Socialtilsynets opgaver er, udover godkendelse af de respektive steder, også at kontrollere det enkelte steds kvalitet efter en bestemt kvalitetsmodel. Den model er ifølge loven opdelt i fem temaer: ledelse, kompetencer, økonomi, metoder og fysiske rammer samt tre om uddannelse, relationer og sundhed for en beboer.

I nogle få linjer i loven står, at der skal indhentes oplysninger fra "borgeren" og i en vejledning med 391 punkter beskrives i syv punkter, at "de, som hver dag oplever tilbuddet fra nærmeste hold, får lejlighed til at give deres syn".

Tilsynet bestemmer, hvor mange som skal inddrages for at vurdere et sted, da det ikke behøver at være alle. I årsrapporten for 2022 fremgår, at de fem tilsyn på mange områder har en forskellig praksis.

Der er så store forskelle i forståelsen af interview af beboere, at antallet ikke kan offentliggøres. Dog ses, at godt en fjerdedel af alle interview sker med borger og over halvdelen med ledere og medarbejdere. Der lades som om, at alles synspunkter er lige vigtige, og opfyldelse af kvalitetsmodellen og dermed lovens mange krav er lig med, at beboere som udsatte børn og unge har det godt. {{toplink}}

Magtanvendelser stiger

Socialstyrelsen holder øje med dem, som holder øje, ved at vejlede de fem tilsyn i brugen af kvalitetsmodellen og følge tilsynenes praksis. Styrelsen har udarbejdet en mængde publikationer om anbefalinger, dialog med stederne, risikobaseret tilsyn med videre, som stort set ikke nævner noget om børn. Måske er det betydningsløst, da Folketinget har valgt en speciel forvaltningsmodel for de sociale tilsyn, som efter et udbud er placeret i særlige enheder i fem kommuner fordelt udover landet, og dermed har stor autonom til selv at bestemme.

I den samlede årsrapport om socialtilsyn fra 2022 er magtanvendelse brugt 5877 gange overfor børn og unge og er dermed på niveau med 2018. Der er det seneste år sket markante forskydninger, hvor indberetninger om magtanvendelse på lukkede og sikrede døgninstitutioner er steget kraftigt.

Det fremgår dog ikke, om det har haft betydning for tilsynets arbejde. Der blev eksempelvis kun trukket godkendelser tilbage for 11 tilbud og 17 familieplejere i 2022, som vidner om stor forskel i tilsynenes praksis.

Endelig er der indført en whistleblower-ordning, hvor børn og andre kan fløjte. Der er fløjtet om 2041 forhold i 2022, og det er især dårlig ledelse, pædagogik og manglende socialfaglige kompetencer samt nedværdigende behandling, som træder frem. Det fremgår ikke om, det er steder, som også scorer dårligt i kvalitetsmodellen, og som der måske allerede er kontakt til. {{toplink}}

Vi har ikke brug for flere regler

Det er ikke nogen hemmelighed, at tilsyn indebærer en vanskelig balancegang mellem kontrol, sanktion og lukning på den ene side og udvikling på den anden side. Det er rimeligt at give stederne en mulighed for at udvikle sig, hvis de i en periode ikke klarer sig godt og kan forventes at have brug for hjælp.

Det svære er at finde ud af, hvornår nok er nok. En vigtig indikation er stemmer fra de borgere, børn og unge, som er udsatte i relation til magtanvendelser og whistleblowing. Det burde være klart fra talrige undersøgelser af fortiden, at det er vigtigt at få borgerne i tale, høre om de trives og følge om, de udvikler sig i den rigtige retning.

Vigtige indikationer udover deres stemme er indsigter fra de kommunale socialrådgiveres opfølgning, og ikke mindst viden om, hvorvidt børnene bliver boende eller flygter fra et sted igen og igen.

Det handler ikke om at producere flere lovregler, bekendtgørelser, vejledninger eller håndbøger, som findes i rigelige mængder. Det gør det allerede nu svært at finde ud af, hvordan tilsynet bør tale med børn og unge, og om de gør det godt nok. En god ide er lægge som-om verdenen til side, bruge tid på at høre børn og unges stemmer om deres behandling og ikke mindst udvikling og tone de andres stemmer ned. {{toplink}}

debat@altinget.dk