Dansk Blindesamfund: En knækket blindestok kan udløse et kafkask cirkus

Jeg bruger min blindestok hver vågne time af dagen. Uden den ville jeg være utryg og afhængig af andre, når jeg færdes i samfundet og blandt andre mennesker.

Men når min stok knækker – det kan ske, når en cykel for eksempel er parkeret midt på fortovet og jeg derfor går ind i den og stokken sidder fast – udløser det et bureaukratisk cirkus af kafkaske dimensioner.

En mobilitystok – det fagligt korrekte ord for en blindestok – koster et sted mellem 450 og 1.950 kroner, og det er et hjælpemiddel, som samfundet bevilger for at fjerne barriererne for mit handicap. Det er derfor hjemkommunen, som bevilger blindestokken efter Servicelovens § 112.

Men for at få blindestokken bevilget, skal det afklares, om der er sket ændringer i min synsstatus og dermed om jeg fortsat har brug for en blindestok. Det er ikke altid, at hjemkommunen selv kan eller vil stå for afprøvningen, og så bliver jeg bedt om at møde op på et kommunikationscenter eller hjælpemiddelcentral for at få afprøvet, om jeg stadig har brug for en blindestok for at kunne færdes trygt og selvstændigt.

Kommunale forskelle

Der er ikke ret mange handicap, der bliver bedre med tiden, og det gælder slet ikke synshandicap. Har man først mistet synet, kommer man ikke til at se igen.

Når et givent kommunikationscenter har vurderet, at jeg stadig har brug for stokken, bliver der sendt en anbefaling om bevilling af stok til min hjemkommune, som så efterfølgende giver mig besked i e-boks om, at stokken er bevilget, og at den kan afhentes hos en hjælpemiddelleverandør eller på nærmeste kommunikationscenter – måske endda samme sted, som jeg fik stokken afprøvet nogle trin tilbage…

Jeg har boet i forskellige kommuner igennem årene og det er tankevækkende, at man i nogle kommuner kan få genbevilget en ny stok i løbet af et telefonopkald, mens behandlingstiden af bevilling af hjælpemidler i andre kommuner kan tage helt op til 16 uger.

Det er lang tid at vente på at få bevilget en stok, så jeg kan komme til og fra mit arbejde og i det hele taget bevæge mig rundt i samfundet på egen hånd. Jeg hverken kan eller vil undvære en blindestok i så lang tid, så nu har jeg resigneret og køber selv en ny stok i stedet for at ansøge om en ny. Jeg er så heldig, at jeg selv kan betale for en ny stok, men det er ikke alle, som kan det, og det er urimeligt, at et basalt hjælpemiddel ikke er til rådighed når behovet opstår.

Unødigt bureaukrati

Ovenstående øvelse kunne have været sparet – sammen med adskillige tusind kroner i sagsbehandlingsomkostninger – hvis man som system stolede på, at jeg har brug for en blindestok, når jeg ansøger om en, fordi den foregående er gået i stykker. Jeg forestiller mig, at det blot vil kræve en lille note om mit synshandicap i sagsbehandlingssystemet hos kommunen.

Selvom jeg er glad for at kunne færdes trygt og selvstændigt med min stok, ville jeg selvfølgelig helst kunne færdes uden, og jeg ville derfor aldrig ansøge om en stok, hvis ikke behovet er der. Jeg er helt overbevist om, at det samme gælder for alle mine blinde og svagsynede kammerater.

Det er helt nødvendigt og vigtigt at afprøve relevante hjælpemidler, når behovene viser sig eller ændrer sig, og her skal der naturligvis ske en grundig udredning af kvalificeret synsfagligt personale. Men ved genbevilling af helt basale hjælpemidler, virker det som unødvendigt bureaukrati og spild af tid at sætte hele maskineriet i gang. Her kunne det være langt mere simpelt, hvis jeg med det samme kan hente en ny stok hos en hjælpemiddelcentral. 

Det vil frigive tid til mere komplekse udredninger, spare kommunerne for en masse unødvendige udgifter, og ikke mindst undgå, at jeg og andre skal vente i ugevis på et uundværligt hjælpemiddel, som forebygger utryghed og isolation.

{{toplink}}

debat@altinget.dk