Nydanskere giver sorte tal på bundlinjen

DEBAT: Det er slut med politisk korrekte ansættelser af nydanskere. Nydanskere rummer en lang række kvaliteter, der giver sorte tal på bundlinjen, skriver adm. direktør i ISS.

Af Maarten van Engeland
Adm. direktør i ISS Facility Services A/S

Godt nyt. Arbejdsgivere med bankende hjerter og samfundssind er ikke længere nydanskeres eneste vej til en karriere på arbejdsmarkedet. Erhvervslivets frontrunnere har fået øjnene op for, at nydanskere kan være en lige vej til sorte tal på bundlinjen. Derfor ser vi nu, at nydanskere under den økonomiske krise fastholder deres beskæftigelsesfrekvens på ca. 57 %. De fede økonomiske år gav adgang til arbejdsmarkedet, men de magre har ikke gjort dem arbejdsløse.

Dermed har virkeligheden overhalet integrationsdiskursen. Det gode argument for at integrere nydanskere er ikke længere den rigtige, men lidt flagrende argumentation om, at mangfoldighed skaber udvikling og vækst. Frontrunnerne har opdaget, at nydanskere er sund økonomi fra første regnskabsår.

I ISS er 44 % af vores medarbejdere nydanskere fra mere end 130 lande. Derfor satte vi os i marts 2008 det mål, at vi vil tredoble antallet af nydanske ledere til 300 inden 2011. Vi er halvvejs med 188 nydanske ledere. Personligt er jeg glad for vores mål, fordi jeg mener, at alle har krav på en fair chance. Men personlige præferencer er næppe nok, så længe jeg har mit skrivebord til låns af en gruppe ejere. Den virkelige succes for vores nydanske medarbejdere hviler derfor ikke på mine og andre virksomhedslederes personlige holdninger, men på at vores arbejde med målsætningen om 300 nydanske ledere i 2011 har vist, at vi får 120 % igen fra vores nydanske ledere:

  • Nydanskere er lettere at rekruttere, fordi det foregår via netværk.
  • Nydanskere er oftere højt kvalificeret til de stillinger, de træder ind i.
  • Nydanskere bliver længere i virksomheden.
  • Og de nydanskere, vi udvælger til vores lederuddannelse er ganske enkelt mere begejstrede end de fleste, fordi de kun sjælden får lignende chancer.

For nyligt modtog vi Integrationsministeriets beskæftigelsespris for vores projekt for nydanske ledere og et projekt for 40 traumatiserede krigsflygtninge. "Socialt ansvar af grundlæggende karakter," lød dommerpanelets begrundelse.

Vi er stolte, og det er en opmuntring til at fortsætte vores integrationsarbejde. Men vi skal som samfund vænne os til, at integration ikke kun er bankende hjerter og samfundssind. I en tid, hvor virksomheder vender hver en 50-øre, vinder nydanskerne ikke på en flagrende argumentation om vækst og mangfoldighed, men på at de leverer varen 120 %. Frontrunnerne ved nu, at nydanskernes succes er vores.

Forrige artikel Mere kontrol giver ikke bedre kvalitet Næste artikel Afbureaukratisering truer sagbehandlingens kvalitet