Anbragte børn skal klædes på til resten af livet

DEBAT: Indsatsen på anbringelsesområdet skal målrettes, så udsatte børn og unge bliver klædt på til at klare sig selv senere i livet. Det skriver Mikkel B. Nielsen og Chris S. Pedersen, ejerne af Care Konsulenterne.

Af Mikkel B. Nielsen og Chris S. Pedersen
Indehavere af Care Konsulenterne

Når man som vi er en del af anbringelsessystemet i Danmark, krummer vi tæer hver gang, der ruller en ny sag over tv-skærmene om børn og unge, der svigtes i de tilbud, kommunerne i god tro har placeret dem i.

Vi ærgrer os over, at de ressourcer, der skulle gå til vores mest sårbare børn og unge, havner i de forkerte hænder, og at indsatsen derfor slet ikke lever op til de forventninger og behov, de unge mennesker har. Vi glæder os derfor over den øgede opmærksomhed på tilsyn af opholdssteder og institutioner.

Målrettede anbringelser
Vi mener dog, at der er flere steder i anbringelsesforløbet, vi skal passe på ikke at svigte de udsatte børn og unge. Nemlig i opstarten af en anbringelse, hvor man skal finde den korrekte placering.

Vi mener, at man i høj grad skal prioritere at målrette anbringelserne af børn og unge. Ud fra den enkeltes ressourcer og udfordringer skal man have klare mål for anbringelsen og dermed finde den placering, der er bedst egnet til barnet - fra begyndelsen. Vi har alt for mange gange været vidner til udsatte børn og unge, der fejlplaceres og dermed oplever endnu et svigt.

De unge mennesker, vi møder, er socialt belastede eller diagnosticerede unge mennesker, der i høj grad har brug for al den omsorg, anbringelsessystemet kan give dem for at få deres liv på ret kurs. De har brug for nærhed og voksne, der tør og formår at indgå i de tætte relationer, de måske aldrig har oplevet før. De har brug for trygge rammer fra voksne, der har en klar pædagogisk retning og tør stå fast på denne.

Hvorfor ikke bruge nogle ressourcer på at målrette og prioritere anbringelserne fra begyndelsen, så vi undgår, at de unge mennesker flyttes fra sted til sted i takt med, at systemet ikke kan magte dem? Hvorfor ikke prioritere økonomiske ressourcer på at lave en målrettet og intensiv tidlig indsats med klare kendte mål for alle involverede parter? Hvorfor ikke påbegynde anbringelserne med en udredning samt afdækning af barnets behov, så vi målretter indsatsen bedst muligt?

I nogle tilfælde kan en kort og målrettet anbringelse, eventuelt sammen med en pædagogisk indsats eller behandlingsarbejde i familien medføre, at den unge kan komme hjem igen. Hvorfor ikke give dem en chance? Skal de unge bevise, at de ikke kan rummes i et tilbud, før de sendes videre til det, der havde været det bedst egnede fra starten?

Plejefamilier skal klædes fagligt på
Der er inden for anbringelsesområdet stort fokus på anbringelse i plejefamilier. Denne anbringelsesform er i vores optik klart at fortrække, såfremt det er pædagogisk hensigtsmæssigt for både den anbragte og plejefamilien.

Vi mener dog stadig, at der er et uløst behov inden for denne anbringelsesform. Mange plejefamilier står i høj grad alene med deres opgave, og samfundet har i mange tilfælde oplevet en plejefamilie smide håndklædet i ringen og en anbringelse bryde sammen. Igen oplever barnet et svigt og en fastholdelse i følelsen af ikke at kunne rummes.

Vi mener, at man i højere grad end i dag skal klæde plejefamilierne fagligt på til denne opgave, da det ofte er krævende opgaver de står over for. Det er ligeledes vores formodning, at der er et stort behov for vejledning og akut døgnrådgivning til plejefamilier, da det er et af de mest søgte områder på vores hjemmeside. At prioritere forebyggende ressourcer i plejefamilien er langt mere hensigtsmæssigt for alle parter end, at anbringelsen afbrydes, og den unge sendes videre til en døgninstitution.

Højere ambitioner
Et andet sted, vi ikke må svigte de unge, er ved efterværn. Det er fortvivlende, hvis en pædagogisk indsats tabes på gulvet, fordi man ikke prioriterer denne del. Den økonomiske prioritering til efterværn er kun en lille del af det samlede billede, men billedet kan krakelere fuldstændigt, hvis ikke vi som samfund påtager os dette ansvar.

Vi mener, at nytænkning på dette område vil gavne de anbragte. Vi har eksempelvis udarbejdet et tilbud, hvor de unge i samarbejde med en international anerkendt organisation får mulighed for at rejse ud i verden og udføre velgørende humanitært arbejde. Dette giver i høj grad grobund for personlig udvikling, nye kompetencer, viden om andre kulturer, en sproglig tilegnelse og et andet syn på sig selv, end som en anbragt ung der ikke kan rummes i det normale samfund.

At fjerne de unge fra deres uhensigtsmæssige netværk giver dem mulighed for at skabe sig et nyt konstruktivt socialt netværk og få en ny status i eget liv. Denne personlige udviklingsproces kan være springbrættet til, at den unge har mod på at påbegynde en uddannelse og tage vare på sit eget liv.

Vi mener, at vi skal have højere ambitioner inden for anbringelsesområdet, end det er tilfældet i dag. Vi må godt turde være innovative og tænke 'ud af boksen'. Som samfund kan og skal vi kunne gøre det bedre. Vi skal fokusere og målrette indsatsen, så vores udsatte børn og unge tilegner sig kompetencer, der gør dem i stand til at mestre deres eget liv.
 

Forrige artikel Børn er usynlige i anbringelsessager Næste artikel Rigtigt socialt arbejde drukner i debatten